hvor har du været?

[Adrian]

Adrian så på hende, "jeg lover," han smilte og nikkede om at han skulle hade det, han ville nok ikke hade det, men han ville nok heller ikke føle noget ved det, han smilte og holdt hende ind til sig, han havde det varmt, og han kunne godt mærke at hendes nærvær gjorde nogle ting ved hans skød, han håbede lidt det ikke blev opdaget, det var ikke en reaktion han var så stolt af igen.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko smilede over hele ansigtet. Det var det helt rigtige svar, og for det ville hun nok belønne Adrian en smule. Den søde lille Adrian. Hun førte en hånd igennem hans blonde hår, og hun nussede blidt en tot imellem sine fingre. Hun lod totten falde, og så hvordan den hurtigt faldt tilbage på sin plads, imellem alle de andre.
Ichiko lagde sin hånd på Adirans skulder og kyssede ham blidt på næsen og kom med en lille fnisen, som kun en nyforelsket kunne. Hun havde ikke bemærket lige præcis, hvor 'glad' Adrian var for at ligge sådan her sammen med hende.

[Adrian]

Adrian rødmede en smule, han bevægede sig en smule da hun kyssede ham, mest for at få sit nu dunkende lem væk fra hende, han smilte venligt, og vidste virkelig ikke hvad han skulle gøre, bare tanken om hende havde været nok, og så lå hun her i hans seng, om aftenen, hans fantasier var langt væk, og han vidste virkelig ikke hvad der kunne ske, alt hvad der skete sammen med Ichiko var nyt for Adrian.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko kunne ikke lade vær med at grine lidt. Hun viste godt, hvad der skete lige så stille med Adrian og Adrian jr. Nolge af hendes veninder, der var lidt mere fremme i skoen, havde snakket om, hvordan det var at være sammen med drenge, og hvad der skete med dem.
Hun støttede sig op på albuen og lod sin hånd glide ned over hans side og hun stansede da hun nåede hans hofte ben.
"Jeg kom egentlig til at tænke på noget omkring Adriano..." Hun tænkte at de hellere måtte snakke lidt, hvis Adrian ikke havde lyst til at hygge endnu mere. Selv var hun faktisk en smule ligeglad. Nu havde de jo kysset, og han havde drukket hendes blod. Og hun kunne måske også få udforsket Adrians mørke side? Hun klemte blidt med sin hånd på Adrians hofte.

[Adrian]

adrian rødmede en del da hendes hånd kørte ned over hans side, han så på hende og nikkede, "hvad kom du til at tænke på," han så spørgende på hende, han ville gerne svare på spørgsmål, det fik måske tankerne hen på noget andet, end lige Ichiko, og hendes utrolige krop, han var dog ikke sikker, den var ret distraherende, så han håbede ikke han kom til at lave en fejl, det ville være pinligt, virkelig pinligt.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko blev ved med at nusse ham på hoften. Han var nu så nuttet at se på, når han rødmede. Det var fantastisk at se, og hun kunne ikke lade vær med at smile en smule fjollet. Hun blev næsten afledt fra sit spørgsmål at Adrians søde reaktion.
Hun blev nødt til at ryste på hovdet, for at slå sukkersøde fantasier ud af sin bevisthed. Ichiko samlede sine tanker om sit spørgsmål igen. "Hvad synes han egentlig om mig? Sådan... Kan han li mig på samme måde, eller er jeres føelser adskildt på en måde?" Det var ngoet hun havde tænkt meget over. Var deres følelses liv anderledes fra hinanden, eller var det flettet sammen, når de nu var i samme krop?

[Adrian]

Adrian så en smule undskyldende på hende, "det forholder sig rent faktisk sådan at vi ingen kontakt har, ud over hvad vi selv vil sige til hinnanden, jeg ved kun det han siger og fortæller mig, jeg kender ingen af hans tanker, du skal nok forestille dig det sådan, at Adriano ikke er mig overhoved, han er jo sådan set stadig mig, men vi tænker anderledes, og opdager forskellige ting, men han kan kun se med mine øjne, så alt hvad jeg ser, selvom jeg fokuserer på dine øjne, kan det være han fokuserer på din mund," han så en smule undskyldende, han vidste godt hun havde en hvis interesse i Adriano, men adrian forstod det egentlig godt, hvis det var ham hun ville have, så var det surt for ham.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko nikkede en smule. Så det var nærmest sådan en to i en løsning. De var i samme krop, men de var ikke flettet sammen, og de skulle dele deres sanser, men de kunne styre forskellige ting. Ichiko følte sig overraskende intilligent, og hun kunne ikke lade være med at smile en smule for sig selv. Folisofi timerne hun tog på andet år, havde hjulpet hende meget. Ichikop satte sig op og kiggede op i loftet. Hun bed sig i underlæben og prøvede at formulere sit næste spørgsmål.
"Så... Er Adriano så et form for alter ego? Han virker meget anderledes fra dig..." Hun blev ved med at se op i loftet af en eller anden grund mens hun snakkede. Måske fordi hun selv også skulle have sin krop til at slappe en smule af.

[Adrian]

Adrian så på hende, "nej, jeg er alter egoet, jeg kan udslettes, det kan Adriano ikke, han er den rigtige mig, min natur som vampyr, det er kun korsene og deres forsegling der gør at jeg er her," han smilte og så på hende, hun var virkelig smuk, og han var da også glad for at de skiftede emne, han var allerede ved at slappe af igen.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko så overrasket ned på Adrian. Kunne det virkelig passe? At det var Adriano der 'kom først', og Adrian egentlig var en magisk skabt personlighed? Hun så meget undersøgende på ham. Forvirret lod hun sig falde ned på ryggen, hun var blevet meget forvirret, og hun havde brugt sin tideligere utrolige intiligens op.
"Forstår det vist ikk heeelt." Hun trak ordene ud, som man har for vane, når man har været i skole hele dagen, og man bare ikke fatter den nye ligning ens matematik lærer synes er noget så simpel. Hun lagde en hånd over sine øjne, og skyggede for loftslyset. Hun kunne ikke få det hele til at passe sammen i hendes hoved. Så det var Adriano der kom først, og så kom Adrian. Meget mærkeligt...

[Adrian]

Adrian så på hende, "jo det er ganske enkelt, vi er to forskellige pesoner, uden bånd til hinnanden, han ved ikke hvad jeg føler, og omvendt," han smilte og kiggede venligt på hende, han lagde sig ned, men denne gang på hendes skød, "jeg kunne nok godt sove her," han lukkede øjnene, og håbede hun ville blive, måske ikke hele natten, men bare noget af den.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko kom til at smile igen. Adrian var bare så sød og nuttet~ Selv om han var helt anderledes end de typer hun normalt faldt for. Hun havde altid været tiltrukket af de slemme fyre, og det virkede Adrian så langt fra at være.
Hun aede ham over håret. For hendes skyld kunne de ligge her hele natten, problemet var bare at han var en del størrere end hende, og fik lagt noget vægt på hendes blære, så det var sikket at hun skulle på toilettet hvis de blev ved med at ligge sådan her. "Umm Adrian? Du er lidt tung" Hun så noget flov ud, og smilte undskyldende.

[Adrian]

Adrian lukkede øjnene, han nød bare at blive ae'et over håret, samtidig med at han lå og dovnede, han smilte, men rødmede en smule da hun sagde han var tung, han var da ikke tung, ikke ifølge ham selv, "undskyld," han lagde sig en smule anderledes, nu lå han ved siden af hende, eller rettere han brugte det ene lår som hovedpude, han ville egentlig bare slappe af, ligge og snakke, eller hvad de nu kunne fordrive tiden med.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko kom til at grine lidt. "Dit store spetakel" Nu var Ichiko heller ikke den højeste pige på hele skolen, så hun følte godt hun måtte drille Adrian en smule. Hendes lille vampyr-hekse-dreng. Et små fjollet smil bredte sig over hendes læber, den type smil man så især hos nyforeslkede.
Hun havde blandede føelser omkring det sted Adrian havde lagt sig hoved. Han kunne fra sin position, dreje sit hoved en lille smule, og så faktisk se op under hendes kjole, og op på hendes sorte trusser. Men på den anden side lå han ikke på hendes blærer...
"Adrian, tror du nogen sinde jeg kommer til at snakke rigtigt med Adriano? Sådan... ikke lige som sidst, hvor jeg var ved at skide i fjerene af skræk." Hun støttede sig lidt op på albuerne så hun kunne se ned på ham, mens hun snakkede.

[Adrian]

Adrian så på hende, "måske, hvis han føler det selv, så kommer du nok," han smilte og tog oppe ved sine øreringe, "men om du frygter ham, det bliver du nok ved med, jeg ved det ikke, det er kun dig selv der kan ændre det," han havde selv lært ikke at frygte Adriano, han var jo en del af ham selv, han smilte, lagde sig en smule til rette, og opdagede først lidt efter at han havde lagt sig sådan at han kunne se op under kjolen, han rødmede og det næste ord fløj ud af hans åbne mund, "s-s-sorte."