hvor har du været?

[Yamaguchi Ichiko]

"..." Ichiko rødmede kraftigt ved det ene ord. Hun var med det samme klar over hvad han mente med 'sorte'. Hun satte sig helt op, og tykkede ned på sin kjole så hendes hænder endte imellem hendes ben, og dækkede for udsynet til hendes ellers nydelige trusser.
Hun var helt rød i kinderne og gemte sig en smule bag det halvulgede hår. Tænk Adrian havde set hendes trusser! Selv om der nok var mange af fyrene der havde set dem, takket være uniformen, var det alligevel lidt pinligt at Adrian havde set dem. Især når de lå på en seng, og han allrede havde været meget 'glad' for at ligge sammen med hende.
Hurtigt prøvede Ichiko at finde på noget andet, til at distrahere dem begge to. "Umm... Adiran!? Må jeg møde Adriano?" Man kunne høre på hendes stemme at hun var nervøs, og en smule forfjamsket.

[Adrian]

Adrian var ikke meget bedre end hende, han nikkede til hende, "det må du gerne," han vendte sig så hun kunne tage øreringene af, han ventede bare, lå og tænkte på hvor dårligt dette her møde havde været, alt imens råbte Adriano inde i hans hoved, og forvirrede ham endnu mere, han var forfjamsket, ønskede bare at forsvinde og aldrig at komme frem igen, desværre skulle han blive her.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko rakte ud efter Adrians ene ørering. Hun havde ikke lyst til at tage dem begge to af, en måtte da være nok ikke? Langsomt tog hun fat i den, og forsigtigt begyndte hun at trække øreringen og låsen fra hinanden. Kæderne snoede sig hårdt om hendes fingre, men hun havde lidt vænnet sig til den kolde føelse, de gav hende. Lige så snart låsen og øreringen var adskildt, forsvandt lænkerne, og hun smilte blidt til Adrian.
"Jeg håber det er okay at jeg kun tager den ene af... Adrianos fulde aura skræmmer mig meget..." Hun gav ham et hurtigt kys på underlæben efter hun havde talt. Sådan for at sige undskyld over for den stærke vampyr, og give Adrian et sødt punktum. Ichiko håbede at hun ikke havde fornærmet Adrian, men hun ville også gerne lære hans anden side at kende.

[Adrian]

Adrian smilte, men forvandlingen satte ind straks efter, hans hår blev en smule længere, sort, og ja, han var en mellemting mellem Adrian og Adriano, "jeg kan stadig styre min krop, og jeg kan selv hive den ene ørering af, så jeg kunne selv have forvandlet mig til denne form," Adrian smilte, rejste sig op og strakte sig, han havde ryggen til Ichiko, men da han vendte sig om, var det Adriano der kiggede på hende, hans aura havde hele tiden været der, ikke så kraftig som når begge kors var af, men den var der, og den mindede meget om den normale aura, bare svagere, "hvad vil du så snakke om," han kiggede på sine negle, kiggede på hende, og lagde hoved på skrå.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko kiggede nysskærringt på Adriano, som en kat der obsaverer en fugl (eller en fugl der glor på en orm, vælg selv). Han var helt anderledes. Udseende, en smule anderledes stemme, og hans aura pulserede en smule mere. Hun mærkede en spænding begynde at tage form. En vampyr stod lige foran hende, en rigtig levende vampyr! Ligegyldigt hvor tyndt blodet var, var vampyrer altid noget specielt, da de var nogen af de eneste ayashi der kunne skabe mennesker om til ayashi.
Da hun kom i tanke, om at Adriano havde stillet hende et spørgsmål, kom hendes lille fugle hjerne på overarbejde. "Jeg ville bare gerne se en rigtig vampyr og snakke med en... Har et eller andet sted altid set op til vampyrer..." Hun så flovt ned på sine fødder. Hun havde alrig sagt det til nogen, især ikke hendes stolte mor, der lærte dem at de skulle være stolte af deres afstamning, og ikke se op til andre end deres forfærdre.

[Adrian]

Adriano smilte og gik hen til hende, "sjovt, det plejer de fleste også at gøre," ironien sydede i sætningen, men han smilte stadig, selvom det ikke var til at sige om det var venligt, eller hånligt, han så ned af hende, "så det er altså dig Adrian er faldet over," Adriano så hende i hendes øjne igen, han smilte, og nogle små hugtænder kom til syne, de var længere end Adrian's men stadig ikke så lange som de burde være, "men du ville bare snakke," han så en smule skuffet på hende, han var ikke skuffet, men Adrian var ikke den enneste der kunne lave skuespil af de to.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko rejse sig op og så på Adriano. Hun havde svært ved at gennemskue hans toneleje, da det skiftede imellem så mange forskellige meninger. Hun kastede engang med håret. En ting var sikkert, Adriano havde ikke nogen respekt for hende, og derfor måtte hun selv gøre noget for sagen.
Så hvilken personlighed skulle man bruge? Den selvsikre Ichiko, halv flirtende, kælling? Monster? Hun så vurderende ind i Adrianos øjne, uden at sky øjnkontakt på nogen måde, selv om hun viste han var stærkere end hende. "Det er jo ikke hver dag man møder en vampyr vel? Skal jeg da udnytte på beste måde" Hun endte med bare at tage den normale halv irreterende men også charmerende Ichiko. Det kunne vel ikke gå helt galt.

[Adrian]

Adriano så en smule undrende på hende, "det er ikke hver dag man bare møder en vampyr, det var en god joke, jeg synes ellers jeg altid møder dem, som eksempel, mig!" han så på hende, lagde sig ned i sengen, men inden han lå helt ned, tog han armen om hende, "ville du bare kende mig, eller ville du mere," han så en smule spørgende, men bestemt også lusket på hende, han var ikke opdraget, han havde lært alt selv, ud fra hvad Adrian havde lært.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko så overrasket op på Adriano. Han var meget stærkere end Adrian, både fysisk men også i sin attitude. Hans spørgsmål var præcis det Ichiko prøvede at finde frem til. Hvorfor havde hun ønsket at snakke med Adriano? Havde det bare været nysskærrighed over at se ham igen, fornemme noget af den fantsktiske kraft han havde omkring sig?
Hun så flovt ned, denne gang en smule bange for at møde Adrianos blik, måske ville han kunne se hendes tvivl, og på en eller anden måde udnytte den.
"Jeg vil gerne vide hvem du er... Hvad du kan li?" der var gået noget tid i stilhed før hun havde fået svaret. Hun havde haft en stor lyst til at tilføje 'hvem du kan li', men alligevel droppede hun det. Tanken om et svar der ikke var hendes navn, var skræmmende.

[Adrian]

Adriano smilte han lagde hænderne på hver side af hendes hoved og så ned på hende, han havde sat sig over hende, men lagde ingen vægt på hende, alt vægt lå i hans ben og arme, han så på hende, stadig med det samme blik, "jeg er Vampyren Adriano, jeg er forseglet hos Adrian, og hvad jeg kan li, jeg kan lide dit blod, jeg kan lide rent blod, jeg elsker kamp, og elsker andre personers fortvivelse, jeg elsker magt, og jeg elsker en god bog, samt 2 kvinder," han smilte og vidste sine hugtænder.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko så både skræmt og facineret op på Adriano. Tænk at han kunne smage at hendes blod var rent. Hun havde altid vist at de fleste synes at hendes blod var specielt, men at man lige frem kunne smage at det var rent, imponerede hende lidt.
Med bemærningen 'to kvinder' blev hendes nysskærrighed pirret. Hvem var det? og var det elske som i kunne li, eller var det elsker som i noget seriøst? Langsomt åbnede hun munden og overraskende nok, stillet sit spørgsmål meget selvsikkert. "Hvem er de to kvinder du elsker Adriano-san?" Hendes brune øjne var blandet en smule op med lidt gult.

[Adrian]

Adriano smilte selvsikkert og lagde sin mund helt ned til hendes øre, "dig, og min søster," han sagde ikke hvordan han kunne li dem, han elskede ingen ud over sig selv, han vidste ihvertfald ikke til kærlighed, han kunne sikkert godt føle noget for andre mennesker over tid, men ikke som Adrian gjorde overfor Ichiko, det tog lang tid med ham, og indtil videre var der ikke nogle der havde oplevet ham sådan.

[Yamaguchi Ichiko]

Icihko så meget overrasket på Adriano. Kunne man virkelig føle sådan for sin søster?? Ichiko tænkte på sine to jævnaldrende brødre, og kom mere til at væmmes, end få kærlige føelser for dem. Hvis folk synes hun var klam at se på, ville folk da aldrig spise igen, hvis de så de to drenge. Det var så selv Ichiko synes at de var klamme.
Forsigtigt tog hun fast i hans trøje. Selv om det havde rystet hende en smule, at Adriano også elskede sin søster, var hun trodsalt også i hans liv, på en eller anden måde. Det kunne logge et lille smil frem på hendes læbe. Hun var jo sidestillet med en søster, en han havde vokset op med, så det måtte alligevel også sige en del om deres forhold ikke?
"Jeg er glad for at du kan li mig på en eller anden måde Adriano-san... Om det så 'bare' er mit blod du kan li, bliver jeg alligevel en smule glad..."

[Adrian]

Adriano smilte til ham, "du har lang vej igen, især hvis du vil have mit hjerte, men det venter, men husk, hvis du sætter Adrian ud for pres, med børn eller andre luskede knep, så flår jeg fjerene, du kan nære dig, indtil jeg giver lov," han så alvorligt på hende, han ville ikke stilles til ansvar for fejl Adrian gjorde, det var helt sikkert, men det blev han nok alligevel, han smilte lidt efter venligt, han var ikke lusket, men havde et oprigtig smil på.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko kløede sig diskret i nakken. Noget hun havde samlet op, mens hun hang ud sammen med drengende. Børn... Hun var langt fra sikker på at det med børn ville blive til noget. De var jo helt forskellige racer. Han var en vampyr og hun var en harpy. Et menneskeligende væsen og en fugl? "Jeg tror måske heller ikke det bliver aktuelt... Og hvis det nogen sinde gør, skal der gå meget længere tid, og vi skal først være stabilt et sted, da jeg ville skulle ruge æg i 9 måneder..."
Ichiko havde hørt historier om familier der havde prøvet andre måder at ruge deres æg ud, og det var langt fra gået godt. Der var en skræk historie der indvolderede en ovn, men Ichiko fik det altid dårligt når hun tænkte på den.
I blandt alle disse tanker om æg og ovne, var der en lille tanke der ikke ville flytte sig for de andre. Adrianos hjerte ventede... Selv om der var lang vej, så ventede det alligevel. Ichiko kom til at smile en smule og krammede sig ind til Adriano, hun havde stadigvæk svært ved at vænne sig til at de faktisk var to forskellige personer, og at Adriano måske ikke havde så meget lyst til at kramme hende.
"Jeg har altid fået at vide jeg er stædig når jeg sætter mig noget i hovdet. Jeg vil gå så langt det skal være, og vente så længe det skal være for at nå mit mål..." denne lille ene tale fremførte hun for Adrianos brystkasse, da hun ikke rigtig turde se Adriano i øjene, mens hun snakkede om sig selv.