andet møde [p]

[Adrian]

Adrian sad op af det ene træ, han sad bare og slappede af, nød vejret, og skrev nogle noder i et kladehæfte, han sad sådan set bare og passede sig selv, klokken var 9, og der var nogle der var gået iseng, men næsten alle var indendørs, Adrian sad dog i nogle joggin bukser, og en hvid t-shirt, samt en sort let sommerjakke, han havde sneekers på, og en taske ved siden af sig, han havde nogle få ting i den, så som 2 bøger, samt nogle opgave papir, vejret var overskyet, og mørket var snart over skolen, eller rettere, det var mørkt, men ikke kul sort.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya så ikke Adrian med det samme, hun gik i sine egne tanker og nynnede mens hun kiggede lige op i luften efter en stor flok krager, som lå og kredsede omkring trætoppene i mørket højt oppe. I den ene hånd knugede hun sin notesblok og den anden havde behændigt slynget skoletasken over skulderen, hvorfra den nu hang og dinglede, fuld af biblioteksbøger. Hun havde ikke planlagt en skovtur, men havde pludselig følt en helt enorm trang til at komme væk fra skolen med alle dens larmende og øretæveindbydende studerende. Hun havde egentlig sat kursen mod den gamle bygning, men havde så ombestemt sig. En bande tomhjernede og ondskabsfulde outkast ayashii var ikke lige, hvad hun havde brug for nu. Hun opholdt sig sammen med dem, og nød godt af deres selskab, når hun følte sig ensom, men hun gad ikke at skulle rende ind i flere ubehagelige konfrontationer lige nu. Ikke idag. Amaya smilede for sig selv, og var lige ved at falde over Adrians taske, da hun drejede rundt om et træ. Hun råbte af overraskelse og sprang over tasken, inden hun endelig fik øje på Adrian, som sad og lænede sig op ad træet. "Åh! Det beklager jeg meget!" Hun opdagede, at hun stod på et stykke papir og trådte hurtigt tilbage, mens hun forsøgte at undgå at jokke på flere af hans ting.

[Adrian]

Adrian så op, blev mundlam, det var den der AO der havde været ved angrebet, han reagerede per instinkt og skubbede til hende med magi, mest for at få hende væk, han rejste sig op og kiggede bare på hende, "dig," han så overrasket på hende, han hadede hende ikke, men kunne ikke lade være med at undre sig, han kiggede omkring, men da han fattede det kun var hende slappede han mere af, han så en smule undskyldende på hende.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya genkendte ham ikke lige med det samme, det var synet af Adriano, der havde gjort mest indtryk på hende under kampen, og hun blev en smule overasket, da han skubbede til hende med magi, hvilket fik hende til at falde på halen. Et øjeblik skinnede hans øjne på en mærkelig, fjendtlig måde, som om han forvendtede at hun ville overfalde ham eller noget i den stil, og en kuldegysning løb ned af hendes ryg. Så slappede han af, og det årvågne udtryk forsvandt. Det gik pludselig op for Amaya, hvem han var, og hun bukkede flere gange undskyldende i sin siddende stilling "Det-det er jeg virkelig ked af! Jeg ville ikke forstyrre dig eller noget.." Hun krympede sig under hans blik.

[Adrian]

Adrian rødmede en smule, åndede som om der var noget der gik ham på, "tvivler på at Ao'erne har sendt dig alene for at hente mig," han gik hen foran hende og rakte hånden ned mod hende, "undskyld, lad mig hjælpe dig op," han smilte venligt til hende, og det gjorde ham ikke noget at han blev forstyrret, han så ned på hende, hun virkede ganske normal, ikke en som ville angribe ham, og han havde da også holdt fen tilbage, da hun begik en stor fejl mod ham.

[Amaya Ha Yagi]

Hun studsede *..han troede, at de havde sendt MIG for at..?* Hun kunne ikke lade være med at finde det en lille smule morsomt, hende, som ikke kunne gøre nogen som helst fortræd, hvor meget hun end ønskede det.. ikke i denne form i hvert fald. Hun så op på ham. Han smilede, og hun tog tøvende imod hans hånd og lod ham hive sig op. Det var lidt pinligt. Hun havde ikke regnet med at skulle møde ham igen lige med det samme, hun skyldte ham faktisk sit liv, og nu stod han bare der og var venlig? Hun slap hurtigt hans hånd, da hun var kommet på ret køl og så forlegent på et punkt lidt til venstre for hans højre øre - på et temmelig tilfældigt træ, som temmelig tilfældigt stod lige dér - for at undgå at skulle se direkte på ham. "Tak.. og nej, jeg er ikke blevet sendt af nogen. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg ville støde ind i.." Amaya tav. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Skulle hun undskylde igen? Ville han kunne tilgive hende, at hun var en del af den Outkast Ayashi-gruppe, som havde angrebet ham? Hun sænkede blikket og stirrede brødebetynget ned i jorden.

[Adrian]

Adrian smilte og hev hende op, han rystede på hoved, "Adrian," han smilte, hun afsluttede ikke sin sætning, så nu gjorde han det, "mit navn er Adrian," han samlede sine ting, men lod tasken blive der, "men nu stødte du jo heller ikke ind i mig, du opdagede mig," han smilte og vidste næsten godt hvad hun tænkte, "hvis noget tynger dig, så bare snak, jeg hører gerne efter," han turde ikke gætte, det var en pige, og hvis han gættede forkert, ville han sikkert blive slået i gulvet.

[Amaya Ha Yagi]

Hun så overrasket op, da han afsluttede hendes sætning. *Adrian? ..er der ikke en Adrian med i sikkerheds kommisionen?* Jo, det syntes hun nok at have læst et sted. Hendes tanker blev afbrudt af hans højst besynderligt spørgsmål, som straks fik Amaya til at danne et mentalt billede af sig selv i en fængselscelle. Det her var virkelig en ubehagelig situation. Havde han tænkt sig at melde hende for medvirken til slagsmål, og forsøgte han nu at afvriste hende en eller anden form for tilståelse? Hun rykkede uvilkårligt et par skridt bagud, mens hun forsøgte at smile til ham. "Hvad får dig til at tro, at jeg.." Så rødmede hun. Hendes fantasi løb helt klart af med hende. Selvfølgelig ville han da ikke melde hende for slagsmål - det ville han jo kun kunne bevise ved at tilstå, at han selv havde været indblandet. "..jeg mener..." Hvad nu? Hun var godt klar over, at hun måtte ligne en idiot sådan som hun vrøvlede. Og Gud, hvor havde hun lyst til at blive ved med at vrøvle, bare at snakke, som Adrian stod og opfordrede hende til. "Jeg..jeg vil gerne takke dig.. for din hjælp forleden..." Hvis han hadede hende, ville det så overhovedet betyde noget, at hun stod her og vrøvlede? "..og.. jeg vil gerne undskylde...fordi jeg bragte dig i den situation. Hvis jeg bare havde holdt mig udenfor, havde i ikke behøvet at kæmpe. Jeg...jeg beder dig tilgive mine tåbelige handlinger... Adrian-san." Amaya kunne ikke bære at se på ham, og bakkede endnu et par skridt bagud.

[Adrian]

Adrian så på hende og grinte så, han grinte til han måtte støtte sig til et træ, "undskyld, men jeg kan ikke lade værre," han så venligt på hende, "troede det var noget mere alvorligt, men åbenbart ikke," han så på hende, rødmede en smule og rømmede sig så, "det er okay, jeg tilgiver dig, for begge dine tåbelige handlinger," hans medie lyste lidt op, og et blidt skub ramte hende i ryggen, "lad være med at bakke bagud, vær lidt social," han smilte venligt til hende.

[Amaya Ha Yagi]

Han begyndte at le hysterisk, og Amayas forvirring var komplet. *"mere alvorligt"? Hvordan kunne det blive mere alvorligt?* Hun lignede et stort spørgsmålstegn, og en mere normal farve vendte tilbage til hendes kinder. Han puffede hende fremad med magi, og hun gik hen til træet, som han lænede sig mod. "Tak" hendes stemme var lidt hæs, tør som lyden af efterårsblade. Hun kunne ikke helt fatte det. Hadede han hende virkelig ikke? Hun betragtede Adrian, som smilede venligt til hende, og kunne ikke lade være med at smile tilbage. Det var som om noget meget tungt lige var lettet fra hendes skulder, og nu fløj afsted langt, langt væk med alle hendes bekymringer, fløj væk sammen med den store flok af krager, som stadig cirkulerede over dem. Hun placerede tøvende sin taske på jorden og lod sig glide ned ved siden af med ryggen mod den ru stamme.

[Adrian]

Adrian smilte venligt til hende, han nikkede til hende, "når du kan starte med at præsentere dig selv, så kan jeg imens sige at jeg hedder Blackbrun, til efternavn, og du behøver ikke kalde mig -san, -kun er fint nok," han smilte og satte sig ned ved siden af hende, han sukkede dejligt, endelig at møde en der var som ham, det var dejligt, og hun prøvede endda ikke at angribe ham, natten var ung, og han elskede det, "vil du gøre mig en tjeneste så vi står kvit," han smilte, og ville have en form for hævn, så han ville drille hende lidt.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya havde fuldstændig glemt alt om præsentationer og navne, *Sikke noget, sikke noget, hvor er du dog ubehøvlet, min pige!* Hun vendte sig mod Adrian, smilede. "Ha Yagi. Amaya Ha Yagi. Maya-chan om du vil." Hun smagte lidt på det kælenavn en af de andre OAer havde givet hende, da hun udtalte det. Helt klart bedre end Amaya. Hun gav sig selv en mental lussing for at have præsenteret sig med det navn, og vendte så igen opmærksomheden mod Adrian. *En tjeneste?* Han havde et drillende glimt i øjet, som hun ikke var helt sikker på, at hun kunne lide, men hans smil var honningsødt, og hun nikkede interesseret.

[Adrian]

Adrian smilte venligt, "smid tøjet, lad mig se dig nøgen, så er du tilgivet," han smilte venligt, men havde det samme blik på, hvis hun bare gjorde det ville han nok blive virkelig overrasket, og bede hende stoppe, men først skulle han se situationen nærmere, måske vendte hun sig mod ham, men så havde han idetmindste en plan, ligemeget hvad, fik han det som han ville.

[Amaya Ha Yagi]

*Hvad?* Amaya så på ham med et uudgrundeligt ansigtsudtryk, granskede hver en tomme af hans ansigt for at finde et tegn på, at hun havde hørt rigtigt. *Hvad??!* Hun mærkede hvordan hun rødmede som en tomat, og trak instinktivt armene op foran sig i en forsvarsberedt stilling, mens hun spærrede øjnene op i noget nær rædsel. *Hvad har han gang i?!!* Hun havde aldrig nogensinde været ude for noget lignende. En fyr, hun næsten ikke kendte, havde lige beordret hende til at smide tøjet i bytte for hans venskab?! Hun slog ud efter ham, ikke hårdt, men som for at bryde den spænding, der var opstået i hendes eget hoved og forsøge at tænke klart. *Mener han det helt seriøst eller hvad?!*

[Adrian]

Adrian så på hende, undgik med nød og næppe slaget og lå halvt ned nu, "kun for sjov, jeg er ikke en pervers person," han smilte venligt til hende, "skulle bare se om du ville gøre det, når nu til det seriøse," han satte sig op igen, og børstede sin jakke af engang, "du behøver ikke gøre noget jeg siger, undskyld fordi jeg drillede dig, Maya-chan," han smilte venligt til hende og slappede ganske godt af, hun havde reageret som han håbede.