andet møde [p]

[Amaya Ha Yagi]

Amayas kinder blussede. *"for sjov"?! For sjov?!!* Hun måtte beherske sig for ikke at slå ud efter ham igen - og denne gang for alvor. I stedet lænede hun sig tilbage mod stammen med armene overkors og satte en fornærmet mine op, mens hun forsøgte at få ro over sit åndedræt. "Den slags..laver man ikke sjov med, hr. Blackburn." Hendes stemme var lav, men det var umuligt at overhøre en skælven i tonerne. Hun følte sig virkelig ydmyget - og især fordi hun et øjeblik havde troet, at han mente det seriøst. Hun kneb demonstrativt øjnene i og forsøgte at se så afvisende ud som muligt.

[Adrian]

Adrian så overrasket på hende, "nej det er sandt, men på den anden side så plejer man heller ikke at være 10 mand, der kommer hen til en person for at få ham med i en bande," han lød ikke sur, men så bare på hende, hun var nu ganske køn, måske ikke den kønneste på skolen, men hun var bestemt en køn pige, det var helt sikkert, han ville ikke have noget mod at komme sammen med hende, og selvom mange sagde at det var det indre der betød noget, så ville Adrian nok aldrig vælge en kun på personligheden, udseende måtte gerne være lidt med.

[Amaya Ha Yagi]

"Nej... du har ret." Amaya åbnede øjnene, lod paraderne falde og vendte sig mod Adrian med et såret udtryk. Han anklagede hende ikke direkte, men det var helt klart, at han bebrejdede, at hun holdt med de andre Outkasts. "Jeg er virkelig, virkelig ked af det på mine fællers vejne. Det var både unfair og kujonagtigt. Ingen burde have forsøgt at tvinge dig til at slutte dig til os." Hun smilede til ham, hvilket kom til at virke meget malplaceret, da det på ingen måde kunne skjule, hvor ondt hans bemærkning havde gjort.

[Adrian]

Adrian nikkede anerkendende, "og jeg er ligeså ked af at jeg spøgte med den forkerte ting, så hvis du kan tilgive mit dril, kan jeg tilgive dig, og dine venner, og måske, kun måske slutte mig til jer halvt, for går ikke ind for jeres gruppe, men ville elske at møde nogle af dem sikkert, ligesom jeg nyder dit selvskab," han sukkede blidt, kiggede på hende, og smilte venligt, han havde igen haft ret, hun var ganske ligetil, men desværre gik hans plan kun hertil, han vidste at han ikke havde flere livs liner, så nu var det knald eller fald, eller rettere, en sur pige, eller en ny veninde.

[Amaya Ha Yagi]

Hun betragtede ham længe uden at sige noget, så bare på ham. Kragerne var begyndt at skræppe af et eller andet, men stilheden var meget udtalt. Så rystede hun stille på hovedet. "Nej, lad hellere være. Du vil ikke bryde dig om det, og de vil sikkert heller ikke bryde sig om dig efter hvad der skete." Denne gang sendte hun ham et ægte smil "Desuden tror jeg ikke, at du behøver at være medlem af nogen bande for at få venner med din charme." Det sidste blev sagt i et lettere spøgefuldt tonefald, men Amaya mente hvert et ord. Adrian lignede virkelig ikke én, som havde problemer med den slags. Hun sukkede. *Bare jeg havde din charme, Adrian-kun, så kunne jeg klare alt...*

[Adrian]

Adrian så på hende, "ved ikke helt, venner som venner, eller nogle jeg bare kan snakke med, hvis det er falske venner, som jeg bare kender på navn, og nogle småting, så kan jeg nemt finde dem, men sært nok har jeg svært ved at tale med andre, selv min søster, hun hader mig," han sukkede og lænte sig mod træet, "de fleste jeg møder, syntes af en eller anden grund ikke om mig," han sukkede, han kunne sagtens snakke med folk, men det var svært bare at blive venner, det var ikke noget han havde prøvet med så mange, Rakin, Ichiko, Nenene, og det var det.

[Amaya Ha Yagi]

"Falske venner?" Hendes stemme var blid, og hun drejede sig, så hun kunne læne siden mod træet og stadig betragte ham. "...jeg forstår." Åh, ja, hun forstod så udemærket. Havde hun ikke selv så mange gange forvekslet dem med rigtige venner, fordi hun aldrig havde haft nogen? Da hun havde boet i skoven, var de eneste hun kendte til huldraer, shwartalfer og lygtemænd, og ingen af dem havde været andet end 'falske venner', selvom det først gik op for hende, da de begyndte at kalde hende Djævlebarn og cikanere hendes mor med beskyldninger. De havde troet, at hun var en heks, og at hun havde indgået en pagt med Djævelen, som så var mundet ud i Amaya - var Djævelen selv ikke halvt ged? De havde ikke sagt det højt, men alle havde talt om det, og alle havde opretholdt deres facader af venlige smil overfor hende, havde kaldt sig hendes venner.
Amaya havde troet, at det ville ændre sig på Yokai, at hun her kunne møde nogen, som hun ville kunne tale med, stole på, elske, men det tætteste hun var kommet på venner var en bande outkast ayashi, som tog hende under deres vinger af den simple grund, at hun var outkast ayashi. De var aldrig blevet de venner, hun havde ønsket sig. De havde behandlet hende som om hun var en ven, men de anså hende ikke for andet end endnu en hund i flokken.
Hun så hvordan Adrians bryst sænkede sig dramatisk, da han sukkede, som om noget inde i ham var blevet punkteret. "Jeg vil gerne snakke med dig. Hvis ikke som venner, så lad os bare lade som om." Hun rakte frem og tog fat i en fold af Adrians mørke frakke, for at fange hans opmærksomhed. Den var blød som fløjl. "Vil du gøre mig den tjeneste? Tale med mig, bare et øjeblik, som om vi var venner?" Hun hviskede det næsten, men hun var sikker på, at han havde hørt hende. *Tal til mig... hvad er der galt? Hvorfor tror du, at din søster hader dig? Tal til mig, Adrian-kun, som om vi var venner... bare et øjeblik...*

[Adrian]

Adrian nikkede til det allerførste hun sagde, men blev overrasket over det næste hun sagde, han så på hende, tydeligvis ganske oprørt, "er du underlig, selvfølgelig vil jeg ikke tale med dig hvis jeg skal lade som om," han skiftede over i et virkelig hønningsødt smil, et der udstrålede virkelig varme, "jeg vil meget hellere være din ven, Maya-chan," han smil forsvandt ikke, og han kiggede venligt på hende, "jeg vil gerne være din ven, og lære dig bedre over tid, samt hjælpe dig når du har brug for det," han mente i almindelige problemer, snakke med hende om diverse ting, hjælpe hende med lektierne, hvis hun ikke helt kunne finde ud af dem, eller måske bare lytte hvis hun manglede en der skulle det.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya fik pludselig en overvældende trang til at omfavne ham. *Mener han virkelig det? Vil han være min ven? Min rigtige ven?* Hendes øjne blev våde, men hun tørrede dem hurtigt med et ærme, for at Adrian ikke skulle se det. Hun havde slet ikke regnet med noget i den stil, hun ville bare gerne have følt et øjeblik, hvordan det var at være venner med nogen, men havde hun nu virkelig fået én? *Gud, hvor er jeg ynkelig..*
Hans smil var helt fantastisk, det havde en varme, hun ikke syntes at have oplevet hos nogen anden, og hun sendte ham et kæmpe grin, som blev forstærket i hendes strålende øjne. "Tak, Adrian-kun, jeg vil også gerne være din ven." Hun kunne mærke, hvordan hendes ensomme hjerte slog kolbøtter af glæde, og hun måtte virkelig beherske sig for ikke at omfavne ham. Det her var næsten for godt til at være sandt!

[Adrian]

Adrian så venligt på hende, "heh, jamen så lad os snakke, så vi kan lære hinnanden at kende," han smilte venligt til hende, "jeg er 15 år, og hedder som sagt Adrian, jeg har en søster, som er fuldblods heks, og ja to forældre, de er begge to magiker, altså heks og troldmand," han smilte og så opfordrende på hende, han ville gerne høre lidt om hende, hun virkede som en venlig person.

[Amaya Ha Yagi]

"Jeg er 17, går på 2. år. Min mor er en muse og min far er vist nok en sa~" hun tøvede. Måtte hun egentlig godt afsløre sin identitet på den måde? Adrian havde jo uden betænkeligheder buset ud med sin egen - og sin søsters for den skyld. "..en satyr" afsluttede hun sin sætning. Han så venlig ud, desuden stod de jo ligesom lige på denne måde - hun havde jo selv set hans vampyrform.

[Adrian]

Adrian nikkede, "så kan jeg sige dig at jeg er adopteret i min familie, min rigtige familie er ukendt, men jeg ved at jeg er halv troldmand og halv vampyr, og ja, vampyren er forseglet inde i mig, han har sin egen personlighed, og hedder Adriano, han er sådan lidt, ja hvad kalder man det, forvirrende," han smilte og så op på himlen, "jeg tørster ikke så tit efter blod, men du ved når jeg gør," han så venligt på hende, han var virkelig glad for denne samtale, at de bare fortalte om dem selv, det var dejligt, han havde før snakket med andre, men ikke sådan her.

[Amaya Ha Yagi]

*Adopteret? Hvem adopterer dog frivilligt en vampyr?* hun betragtede ham med en underfundig mine. "Du har altså to personligheder? Pyh, det ville jeg ikke kunne holde til.." Hun smilede og fulgte hans blik mod himlen. "Hvordan ved man så, hvem det er, man snakker med? Er du troldmand eller vampyr nu?"

[Adrian]

Adrian så på hende, og smilte ganske forståeligt, "jeg kan godt forklare dig det," hans medie lyste op, og en mindre ham kom frem, som han var nu, "det er min menneskeform, det vil sige, det er troldmands delen du taler med nu, jeg er som alle andre vampyrer, forseglet med kors," billedet zoomede ind på hans ene øre hvor de to øreringe som var kors var, "jeg har selv krafterne til at hive det ene kors af," det ene kors forsvandt, og miniatyre Adrian'en blev til sin mellemform, "der har jeg vækket halvdelen af mine vampyr krafter, i den skikkelse kan det både være mig og vampyren der styrer, så i den kan du være i tvivl," han smilte, det andet kors forsvandt, og Adriano stod der nu afbilledet med magi, "i den skikkelse er alle mine krafter fremme, i den skikkelse er det kun vampyren der kan styre," billedet forsvandt og Adrian smilte, "så alt i alt har jeg 3 forme," han smilte venligt til hende, og syntes godt om hendes spørgsmål, de kom som de skulle, og var ikke for dumme.

[Amaya Ha Yagi]

Hun betragtede interesseret sceneriet. Tre forme altså... Ja, det var da til at forstå. "Javel... Det var altså ham, du kalder Adriano, som kom mig til undsætning mod Fen?" Hun kløede sig lidt i nakken. Tænk at skulle leve med at have flere forskellige personligheder, det var noget, som virkelig ville forvirre hende. I forvejen havde hun svært ved at forstå den forskel, som der var på hendes egen menneske og monsterform, men hun var da i det mindste altid ved sin egen bevisthed.