andet møde [p]

[Adrian]

Adrian trak på skuldrene, "måske, jeg vil ikke fortælle dig det, jeg vil nok råde dig til at tro det var os begge to, for som sagt, i det stadie er både ham og mig en person, men stadig 2," han smilte venligt, og så på himlen, en stærk vind kom fra skoven, og hans hår dansede let, han fik tårer i øjenen af det, og kort efter gled den første og enneste tåre.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya undrede sig lidt over hans svar, *Hvad mener han med, at 'han vil råde mig til'?* men nikkede bare for at lade ham vide, at hun forstod. Hun løftede en hånd for at skærme øjnene for det vindstød, som ramte dem fra skoven, det bar den søde lugt af harpiks med sig. En enkelt tåre trillede ned ad Adrians kind, og hun kunne ikke sige, om det var vindens skyld. Lyset blev fanget i tåren, dansede og forsvandt, da den dryppede fra hans hage. "Er der noget galt?" spurgte hun stillle. Hun kunne se, at han smilte, men tåren forvirrede hende, og hun kunne mærke, at noget gik ham på. Han havde nævnt sin søster, sagt at hun hadede ham, men Amaya havde bestemt ikke lyst til at rode op i det, hvis det drejede sig om noget andet.

[Adrian]

Adrian trak på skuldrene, "det plejer der at være med alle mennesker, men jeg græder ikke, det var bare vinden," han så på hende, tørte sin våde kind med ærmet, og smilte venligt til hende, "jeg har mine problemer ligesom alle andre, og ligesom du har dine," han smilte og gabte kort, "det en smuk aften, ikke sandt maya-chan, en smuk aften at snakke på."

[Amaya Ha Yagi]

Amaya smilede tilbage. *Selvfølgelig var det bare vinden..* Men hun kunne alligevel ikke lægge følelsen af at der var noget, han ikke havde lyst til at fortælle hende, som plagede ham. Men hun lod det ligge for nu og smilede af hans bemærkning om, at hun selv ikke var helt fri for problemer. "Ja, det er virkelig en smuk aften.." Hun begyndte at nynne lavt for sig selv. Denne aften var virkelig blevet meget anderledes end hun havde regnet med. Uendelig meget anderledes.

[Adrian]

Adrian smilte og lænte sig mod træet, "jeg forvandlede mig i min blodrus, og dræbte hende næsten," han sagde ikke mere end det, han så væk fra yagi, og små tårer trillede, han regnede med det var nok for Yagi, for selvom det var godt at sige, ville han ikke snakke om det, men det var nu skønt bare at tale om det, selvom det gjorde så ondt, det var virkelig en blandet følelse, og en underlig aften.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya vendte sig ikke mod ham, da han talte, men fortsatte bare med at beundre landskabet foran sig. Hun nynnede stille, lod tonerne hænge lidt i luften, hvor de klingede af ligesom når man sang under en dyne. Brisen legede med hendes hår og fik det til at falde ned i øjnene på hende, men hun rørte sig ikke, for at skubbe det væk, bevægede ikke andet end sine læber. *Du dræbte næsten din egen søster, Adrian-kun?* Amaya smagte lidt på ordene uden at sige dem højt. Hun følte sig på en måde mærkelig afklaret. Nu havde han afsløret, hvad det var, der gik ham sådan på, og det var rart, at han stolede nok på hende til at fortælle hende det. *Det er nok. Du behøver ikke at fortælle mig mere. Jeg forstår dig.*
Hun fortsatte ufortrødent sin nynnen, gjorde ikke noget tegn til at ville kommentere hans udtalelse. Hvis han ville, skulle det være hans egen beslutning at tale om det. Valgte han tavsheden ville hun acceptere det uden indvendinger. Valgte han at tale, ville hun lytte. Men lige nu blev hun bare siddende uden at svare ham. Nynnede...

[Adrian]

Adrian sad bare og hørte på hendes nynnen, *det var dejligt endelig at få sagt, så underligt, men dog så dejligt, "jeg har endda gjordt det 2 gange," han gemte ansigtet i hænderne, han skammede sig, og huklede en lille smule, det gjorde ondt, det gjorde ondt at tænke på det, at tænke at han havde angrebet hende 2 gange.

[Amaya Ha Yagi]

Hun blev siddende ubevægelig, da han åbnede munden igen og begyndte at hulke sagte. Vinden tog et øjeblik til og fik Adrians frakke til at blafre sammen med Amayas hår. Hun lukkede øjnene et øjeblik mens hun fortsatte sin nynnen. Hun kunne høre Kragerne over sig, hun kunne høre Adrian trække vejret mere stødvist og i det fjerne syntes hun ligefrem at kunne opfange lyden af havet. *Jeg forstår dig.* Hun trak vejret dybt ind og lod det fise ud sammen med en række skrøbelige toner. *Jeg forstår dig.* Uden at vende sig mod ham strakte hun armen ud og lagde den oven på hans hoved, lod sine fingre glide ned i hans tykke manke. Hun ville ikke krænke ham, ville ikke tvinge ham til at vise hende sin sorg. Men han skulle vide, at hun lyttede. Lyttede som en ven. Hun åbnede øjnene igen og fortsatte sin melodi mens Adrians hår kildede hendes håndflade.

[Adrian]

Adrian hulkede videre, da hun rørte hans hår holdt han op, men kun kors, han rykkede en smule på sig, han følte det var godt endelig at have en at snakke med, han syntes dog ikke om at han sad her og blev trøstet af hende, så han ville gøre dette til den sidste gang, han ville have en ven, ikke en han kunne rende hen og flæbe til.

[Amaya Ha Yagi]

Da Adrian rykkede på sig trak Amaya hånden til sig. *..han bryder sig ikke om at jeg er her, det her er privat. Jeg burde lade ham være.* Hun havde det slet ikke godt med situationen. Amaya ville gerne forsøge at trøste Adrian, men hun turde simpelthen ikke. Da hun havde strøget ham over håret havde han reagreret som om han ikke brød sig om, at hun rørte ved ham, og hun anede ikke, hvordan hun skulle forsøge at hjælpe ham af med hans bekymringer. *..for pokker da...* Hun havde ikke lyst til at forlade ham dér midt i skoven, alene, ked af det, men det hele var ved at blive meget ubehageligt, og hun følte det var forkert af hende at blive, hvis hun alligevel ikke kunne hjælpe ham. Ubevidst var hendes nynnen stilnet af, og hun kunne ikke få sig selv til at starte igen midt i stilheden. "..Adrian?" Hun var bange for hvordan han ville reagere, men hun blev nødt til at bryde tavsheden mellem dem, hun ville ikke miste en ven allerede. "..du er da med i dramaklubben, ikke?" Det var et komplet idiotisk spørgsmål, men det var det eneste hun kunne finde på at sige, og hun regnede ikke med at han gad at svare på det, hun ville bare have ham til at fokusere på noget andet end det, som højst sandsynligt flimrede rundt i hans hoved lige nu. "Jeg hører, at i er ved at opsætte Romeo og Julie?"

[Adrian]

Adrian så på hende, "jo, jeg er med i dramaklubben," han så spørgende på hende, "jo det er vi, hvorfor?" det underlige spørgsmål havde distraheret ham, han havde helt glemt at græde, og var bare nysgerig nu, han så spørgende på hende, "jeg spiller Romeo, altså hvis du ville vide min rolle," han smilte og tørte øjnene, han så venligt på hende, "vil du ikke gerne ae mig igen," han rødmede svagt ved de ord, men det havde været dejligt at blive ae'et på den måde.

[Amaya Ha Yagi]

Adrian reagerede heldigvis, som hun havde håbet, og vendte sin opmærksomhed mod hendes spørgsmål. Hun havde passeret en ældre elev tidligere på dagen, som havde været fuldstændig opslugt af en drejebog, og det var uden tvivl replikker fra netop dét stykke, som hun havde hørt eleven mumle, så Amaya var bare gået ud fra, at det var dramaklubben, som havde gang i noget. Hun smilede og skævede til ham. *Selvfølgelig har du fået rollen som Romeo, du ligner en Romeo.* Hun var lige ved at komme til at fnise, men undertrykte det bestemt. Amaya vidste ikke, hvad hun skulle sige til ham, der havde jo egentlig ikke rigtig været nogen tanke bag hendes ord, hun havde bare sagt, hvad der var faldet hende ind, og hendes hjerne kørte på højtryk for at finde en god grund. Så sagde Adrian pludselig noget med, at han gerne ville have, at hun aede ham, og hun blev fuldstændig perpleks. "Jeg~ ... øh, jeg har en stor interesse i skuespil og specielt tragedier, og så syntes jeg at.. øh, overhørte noget på gangen om jeres opsætning." Hun vrøvlede og talte en anelse hurtigere end hun plejede mens hun forsigtigt lod sin hånd glide hen over hans hår.

[Adrian]

Adrian smilte til hende, "det ville glæde mig hvis du ville se stykket," han smilte og nød virkelig hendes kælen, den var så fjern, og dog så tæt på ham, han så smilende på hende, "hvorfor er du nervøs," han så spørgende på hende, og med den tidligere rødmen der stadig var der, blev det ret underligt ansigt han fik, han ventede bare på hendes svar, han vidste det jo næsten allerede, men alligevel ikke.

[Amaya Ha Yagi]

Amaya nikkede og smilede til ham. Selvfølgelig ville hun se stykket, hun havde fulgt med i alt hvad der var blevet opført på skolen siden hun startede.
Da Adrian så smed det andet spørgsmål i hovedet på hende, rødmede hun om muligt endnu dybere, end hun gjorde i forvejen. Hans hår var så dejligt blødt, og hun kunne godt lide den måde det ligesom forsvandt mellem hendes fingre - ikke ligesom hendes eget, som var fuldstændig umuligt at køre en hånd igennem. Nok var det glat, men det var langt og blev let så filtret, at hun ofte opgav at rede det ud og i stedet stoppede det op under en hat. Hun rykkede lidt uroligt på sig og undlod at se direkte på ham. "..det er ikke så tit jeg bruger min eftermiddag på at sidde og stryge drenge over håret." Hun smilede genert. 'Ikke så tit' var en seriøs underdrivelse fra hendes side. Det mest ærlige ville have været at sige 'aldrig'.

[Adrian]

Adrian så smilende på hende, "hmm, hvem ellers har du i din hånd," han smilte, det var tydeligt for sjov, "det er bestemt heller ikke hverdag for mig at blive ae'et," han smilte enligt til hende, lænte sig en smule mod hende, "hvor skulle du egentlig hen da du fandt mig," han så spørgende på hende, forhåbenlig ikke noget vigtigt, han kunne ikke lide at forsinke andre, slet ikke hvis det var vigtigt.