At se sig omkring

[Adrian]

Adrian så undrende på hende, "nej det var ikke mig, det var vampyren i mig, vi har forskellige personligheder, jeg ville aldrig, ALDRIG, gøre dig fortræd med vilje," hans stemme skælvede og han rejste sig op, han kunne sagtens knibe en tåre, men de sad fast i krogene af øjnene, og han begyndte at se sløret.

[Nenene]

Nenene så væk kun for at se tilbage på ham og trådte endnu et skridt bagud da han rejste sig op. Det her var som en af hendes marraridt, bortset fra at hun ikke ville vågne fra det her idet den satte tænerne i hende, våd af sved og med hånden til halsen i sin egen seng. Det her var ikke en drøm. Men stadig var der noget der undrede hende "Hvorfor siger du det her nu?" spurgte hun med en let skælvende stemme. Der var så mange andre tidspunkter han kunne havde sagt det. Var det fordi 'vampyrens' stemme voksede? Eller var det bare en undskyldning, nu hvor hun alligevel ville finde ud af det på skolen?

[Adrian]

Adrian så på hende, "for at du skulle vide det, men der er en ting til, vampyrer har en tid på måneden, ligesom kvinder for menstrution, så for vampyrer en lignende tid, hvor vores tørst er ekstrem høj, det varer et par dage, men jeg vil drikke ukontrolerbart i den periode, ligesom nu, og ligesom dengang jeg angreb jer," han slog på maskinens knap, den spyttede ikke ud med vandet, der lå allerede mange flasker, og han slog bare igen og igen, men uden resultat.

[Nenene]

Nenene skar ansigt ved Adrians sammen ligning. Det var jo bare klamt! Dog var der en ting der slog hende. En del af det han sagde... *ukontrolerbart i den periode, ligesom nu, og ligesom dengang jeg angreb jer* Hun knep øjnene en smule sammen mens hun så på ham *den periode, ligesom nu, og ligesom dengang* hendes tanker blev klarere, mens følelsernes slør løftede sig "Ligesom nu..." Hun trådte endnu et skridt tilbage. Han sagde det selv. En kort deduktion af hans tilståelse. Han ville nu, som han havde gjort dengang.

[Adrian]

Adrian så på hende, "Nene vi ved begge to at du er stærkere end mig, og mine kors er ikke kommet af endnu, det kræver også en masse energi fra min side," han viste hende øret med de 2 kors, "de forsegler vampyren, men tørsten," han slog på maskinen, det var som om han var ved at blive desperat efter noget at drikke, men ikke ænsede at den ikke havde mere vand, "uden dem, så ved vi begge at du er langt over mig, i styrke, også magisk," han så venligt på hende, han ville aldrig nogensinde angribe hende igen, men han anede ikke med vampyren.

[Nenene]

Nenene stoppede, men blev hvor hun var. Så det var det der holdt monsteret i ham tilbage. To, små kors var det eneste der gjorde ham til den hun kendte. "Hvad sker der så når tørsten bliver for stor?" spurgte hun usikkert. "Var det det der skete sidst? Tørsten blev for stor" tilføjede hun som en dødstille hvisken. Hvis det var.. hvordan kunne hun så være sikker på det ikke ville ske igen? At han ikke ville angribe hende, eller en anden på skolen? Ville nogen skulle bøde for hans laster hver eneste månede, eller kunne han kontrolere det?

[Adrian]

Adrian så på hende, "så tørster jeg, jeg bliver desperat, men sidste gang, det var et uheld, det ene kors røg ud, det var ikke meningen, og hans personlighed var bare så stærk, bare rolig jeg bider ikke i denne form, selvom jeg nok ville føle mig fristed," han så på hende, vendte sig om og trak nogle mønter, puttede dem i, og fik en sodavand, han åbnede den, og drak den i et drag.

[Nenene]

Nenene følte sig splittet. Hun kunne ikke bare stå der og se på at han led på den måde men.. Hvis det var sket en gang, kunne det ske igen. Der kom et svagt, aflangt lys fra under hendes skjorte, idet hun slap sin sodavand og betraktede den mens den sikkert sværede over til Adrian. Den andens personlighed var stærkere. Han var allerede fristed. Hun ville gerne hjælpe sin bror, men al logik var imod det. Kom væk.. Uskadeliggør ham.. Løb... flygt og aldrig se dig tilbage... Hun gik et skridt frem mod ham "Klare du dig?"

[Adrian]

Adrian så på hende, han opdagede først nu hvad hun gjorde, hans pupiller blev store, han smed flasken mellem dem og råbte næsten af hende, "LAD VÆRE MED AT KOMME NÆRMERE," han så på hende, han tog sig til ansigtet, han vendte sig om, og begyndte at tale med en underlig stemme, "jeg vil ikke skade dig, hvis du kommer for tæt på, ohh den magiske duft af dit blod, det er som en rus mere sindsyg end hvad jeg kan klare," han bankede svagt hoved ind i automaten, han græd, og han ville ikke have hende i nærheden.

[Nenene]

Nenene stoppede brat, og gik hurtigt to skridt bagud. "Adrian..." sagde hun stille. Alle hendes instinkter skreg at hun skulle komme væk. Han var farlig, for farlig. Men han var hendes bror! Han havde angrebet hende, og ville gøre det igen.. Men han sad der og græd! Hun blev nød til at gøre et eller andet. Hun kunne ikke bare.. kunn hun? Hendes bror... "Er.. Er der noget jeg kan gøre?" spurgte hun forsigtigt, men holdt sin afstand til ham. Hun kunne ikke gå tæt på ham.

[Adrian]

Adrian så på hende med tårerne trillende ned af kinderne, "ikke som jeg selv ville gå med til, jeg kan kun få det normalt når jeg for blod, men jeg ville aldrig bide dig, ikke med min gode vilje," han så på hende, gik lidt frem og tilbage, *du kunne også bare bide hende, få det overstået,* han rystede på hoved svagt, Adriano pressede på, og hans vilje var allerede stærk.

[Nenene]

Nenene bed sig lidt i læben. Kunne hun.. Hun blev nød til det! Han var ved at bryde sammen, hun kunne se det på ham! Han havde aldrig været den mest stærk-viljede person. Han ville bugge under snart hvis hun ikke gjorde noget! "Adrian.. Jeg går nu, så du kan være alene... Så du ikke bliver fristet" sagde hun højt og tydeligt. Det var den rigtige ting at gøre, logiken havde sejret endnu engang. Hun trådte et par skridt baglæns, stille og roligt. Hvis hun bare løb ville hun måske sætte liv i monsterets jæger instinkter.

[Adrian]

Adrian så på hende og smilte, "kan du ikke holde dig væk i et par dage, det ville jeg blive glad for," han smilte, og slog igen på knapperne, de virkede ikke, egentlig ikke så sært når der ikke var penge i den, han rystede på hoved, han ville bare så gerne bide hende, han vendte sig mod hende, og gik mod hende, han var rimelig fjern, han kunne næsten smage blodet allerede.

[Nenene]

Nenene nikkede "Det er bedst sådan" sagde hun roligt og fortsatte bagud. Hun holdt øje med ham mens hun trak sig væk, så hvordan det hele faldt sammen om ham. Han ville ikke holde meget længere, hvis hun skulle lytte til fornuft. Men havde hun lyttet til den havde hun været væk for længe siden. "Adrian, bliv tilbage!" hun fortsatte med at gå bagud, og holde afstanden, mens hendes stemme lød, klar og kommanderende. Hendes ene hånd greb ned i kanten af hendes bluse, og trak en lædersnøre frem hun havde hængende om halsen, under uniformen. Hendes hånd lukkede sig om vedhænget og hun løsnede det hurtigt inden hun lod snøren falde tilbage ned bag blusen. Ikke på et tidspunkt slap hun Adrian med blikket, men den velkendte, aflange træform i hendes hånd, gav hende håb.

[Adrian]

Adrian så på hende, han stoppede op som om han ikke vidste hvad han lavede, *hvorfor gik jeg efter hende,* han så undersøgende på hende, "løb Nene, den duft, den driver mig til vanvid, den duft," han så på hende, sultent, i hans øjne var hun ikke meget mere end føde lige nu, han rystede næsten i kroppen for at løbe efter hende, men hans vilje holdt ham tilbage.