I et frikvarter

[Adrian]

Adrian så på hende og rødmede endnu mere, "generalt problem," han så væk og rødmede endnu mere, hun var jo smuk, men han turde ikke sige det, "undskyld, men din magiske tiltrækning, kan du ikke slå den fra, eller er den konstant, for den går lige i mit hoved," han så bedende på hende, "søde, rare, smukke Taillefer-sensei," han virkede ganske drømme agtig i sit blik, han havde normalt en stærk psykke, men med tiden var den blevet svagere.

[purple]

*Søde, rare...*
"Det er en konstant evne. Lige nu har jeg sat den så lavt som muligt, så du må vist bare vende dig til det."
Hvis ikke hun vidste det, ville hun havde spurgt hvad han var, men da alle lærerne fik det at vide, ville det være dumt at spørge.
"Tag det ikke så tungt. det ville være noget andet hvis det var rigtig tiltrækning. Hvad syntes du egentlig om academiet nu hvor du har været her lidt."
Lidt var vist en underdrivelse, skole året var godt igang, der havde været adskillige ferier og sommeren begyndte at kunne melle sin ankomst.

[Adrian]

((han står nok som troldmand i lærernes papirer, tror ikke det er offentlig kendt blandt lærerne at han er vampyr, men spørg admin hun ved det, det er bare siden han jo er fra Le fay familien.))

Adrian så en smule fortvivlet ud, "så undskylder jeg for fremtidige pinlige ting, for lige nu løber ordene fra mig," han var halvt sig selv, og halvt under indflydelse, "hvad mener du med rigtig tiltrækning?" han så på hende spørgende, men så derefter ud til at tænke, "det er et lorte sted, alt er bare gået galt siden jeg kom her," han snusede en gang, og så på hende, halvt trance, og halvt besat, "du dufter altså skønt," han smilte venligt, som altid.

[purple]

Imellem hans duften og hans udtalelse om at stedet var noget møj, fik hun tid til at forklare sig.
"Så må vi håbe det bliver bedre med tiden. Hvad jeg mente med rigtig tiltrækning er at det havde været surt for dig hvis du virkelig var tiltråkket af mig. Altså hvis det ikke var på grund af mine evner at du.."
Hun stoppede midt i sin sætning da han begyndte at snuse, og da han komenterede hendes duft som en god en, var hun selv nød til at lugte efter. Det eneste hun kunne lugte var vinterluft og en anelse gymnastiksal. Hun så op på og mødte hans blik der virkede en smugle fraværende på en tilstædeværende måde.
"Har du det helt godt?"
Hun lagde en hånd på hans skulder og så bekymret på hans blik. Han måtte vist heller se at være lidt alene, hun syntes det var begyndt at blive værer med ham.

[Adrian]

Adrian tog fat i hendes hånd, bestemt for at holde den fast, han åbnede munden, og han havde hugtænder, "den lugt, den driver mig til vanvid," han stoppede og holdt sig for munden, så væk og gav slip, "hold dig væk, den evne, den, den, ahhh" det sidste var et nydelses suk, og han duftede igen, han trådte et skridt nærmere hende, og hans tænder var blevet en smule større, det var bestemt for store og skarpe til at være mennesketænder, selvom de ikke var særlig store endnu.

[purple]

da han greb fat i hendes og åbnede munden, trak hun forskrækket hånden til sig igen. hun vidste han var troldmand, men de tænder var ikke almindelige for sådan en, og de blev store nok til at det umuligt kunne være almindelige selv for et mennesker, fik hun igen en bestemt mine.
"Fay-kun, få styr på din evne!"
Hun vidste ikke om han hentydede til hendes eller sin egen da han talte om en evne, men efter flere hundrede år med forskellige væsner, var hun ikke bange nok til at træde tilbage for ham,d a han kom tættere på. Hun sendte ham blot et alvorligt blik og en stram mund. Eleverne var jo på skolen for at lære hvordan man skulle være et mennesker, og også Adrian skulle lære at holde sine instinkter for sig selv og under kontrol.

[Adrian]

Adrian så på hende, han virkede ligeglad, som om det at bide hende var det enneste der kom på hans tanker, han tænkte ikke, men fulgte bare sine instinkter, han stoppede op da hun snakkede til ham, han lukkede munden, og virkede trist, "undskyld, det er bare den duft, sammen med den evne, det er ikke lige den kop the jeg kan klare," han virkede som om han enten ville springe på hende, eller sætte sig ned og græde, hans mund, åbnede og lukkede som om han var i tvivl, og hans øjne var så bedrøvede som nogensinde.

[purple]

"Det er okay, det er jo derfor du er her. For at lære hvordan skal opføre dig som et menneske, og en ting der høre ind under det, er at kontrolere sine evner. En anden gang vil det måske hjælpe hvis du går når du føler det på den måde, så du kommer lidt væk." Hun så op på vinduerne indtil klasselokalerne, som om hun ledte efter noget eller nogen, men så så på ham igen. Nogle elever var begyndt at gå ind i bygningen igen, men klokken havde stadig ikke ringet.
"Kom, lad os gå lidt. Jeg regner ikke med at du ikke kan undvære japansk."
Hun smilte opmundrende til ham, hun fandt det ikke sikkert at lade ham gå ind til time efter han næsten havde angrebet hende, tænk hvis han ikke kunne styre sin evne overfor en elev nu hvor den var blevet vækket? Hun ture for sin sag ikke tage chancen.

[Adrian]

Adrian så på hende, "det går først over om nogle dage, det er arveligt, jeg er jo halv vampyr," han så på hende og vendte sig mod sit værelse, "undskyld, din evne fik det bare til at komme så hurtigt, det plejer at være svagere end det," han så undskyldende på hende, han smilte forsigtigt, og begyndte at gå stærkt mod sit værelse, han skulle væk fra de andre, finde en han kunne bide, måske ichiko, men han kunne ikke snakke med hende før om lang tid.

[purple]

Hun så efter ham som han skyndte sig væk fra hende, men begyndte kort tid efter at følge med, for at se hvad han skulle. *halv vampyr? Det er da altid rart at vide, gad vide hvor mange andre elever der render rundt og er mere end hvad der står på mit papir.*
Da han kom ud på en gang hvor der ikke var så mange elever, påtalte hun ham for første gang i et minuts tid.
"Hvad skal du Fay-kun?"
Hun ville ikke lade ham gå for sig selv med mindre han havde en plan, og selv der ville hun nok følge efter ham på afstand, bare for at sikre sig at der ikke skete noget. Hun ville ikke have der skete nogle uskyldige noget.

[Adrian]

Adrian så på hende med et venligt smil, "hmm ved jeg ikke, rende ind, tag min taske, rende ud og måske håbe at Yamaguchi Ichiko finder mig, men ellers nok ligge mig syg i en uge, og så tage den derfra, selvfølgelig kun hvis jeg ikke møder ichiko-senpai, hun giver mig hendes blod i denne periode, for at hjælpe mig," han smilte venligt og foravandt ind af en dør, kom stormende ud med en taske og fortsatte videre mod sine sko.

[purple]

Mens Adrian var inde for at hente sin taske, nåede hun at tænke lidt over hvad han sagde. Da han så kom tilbage ud igen, og fortsatte i retningen af hovedingangen, fulgte hun efter ham.
"Du har måske prøvet det mange gange før?"
Hun fulgte efter i en vis afstand for ikke at gøre ondt værre, men talte stadigvæk ikke særlig højt, så en vis form for indvirkning måtte han føle, for at hørte hende klart og tydeligt, så vit hun kunne høre.

[Adrian]

Adrian grinte, "i 15 år, en gang om måneden, der stiger min tørst helt vildt ekstremt, jeg plejer dog at kunne holde den, men efter smagen af blod, så er det blevet værre, så ja, jeg har altid haft det, og altid holdt det," han gik roligt videre, nåede skabene, og skiftede sine sko, begyndte bare at gå videre mod sit værelse.

[purple]

Mens han skiftede sko, skiftede hun selv sine sko. Hendes indendørs tennissko blev udskiftet med et par matte røde All Star sko, som hun hurtigt bandt før hun skyndte sig efter Adrian.
"Det lyder som en meget ærgelig ting at være afhængig af. Men hvis Ichiko-kun ikke finder dig, går den så bare over af sig selv, eller vil du stadig have lyst til blod efter en uges tid? "
Hun syntes det var smart at vide den slags ting, da det udentvivl ikke ville blive sidste gang ta hun stod overfor den slags. De få gange hun havde været udsat for det uden for skolen, havde hun jo bare forvandlet sig, taget en kamp med dem indtil hun havde vundet, og så var den ikke længere.

[Adrian]

Adrian vendte sig mod hende, "forestil dig at når jeg tørster er det bare for at drikke, men det enneste der slukker tørsten er blod, normalt kan vand og andet drikkelse slukke tørsten nok til den ikke er der, men i denne uge gør den ikke, og efter denne uge gør den igen, mit blod det koger og mine instinkter er så dræbende kraftige at jeg knap kan klare det selv," han virkede en smule sur, men vendte så om og gik videre, "kan du ikke bede hende næste gang om at sige jeg skal bruge hende, så finder hun mig," han gik roligt videre, han turde ikke rende rundt mellem eleverne.