I et frikvarter

[purple]

Hun stoppede op da hun fornemmede en hvis arrighed i hans stemme, og så efter ham som han forsvandt længere væk.
"Så det skal jeg nok sige til hende."
Hun sagde dette lavere end hun plejede at sige ting, men et lille skævt smil fortalte hendes omgivelse at hun havde det find.. Hun havde forstået at han helst ville være alene, noget hun sagtens kunne forstå, så vidt hun vidste. Hun så kort ned i jorden, før hun så efter ham igen. Det var jo ikke meningen at hun ville forstyrre, hun prøvede bare at finde ud af mere, så hun måske kunne hjælpe ham. Hun vente sig halvt om, så efter ham en sidste gang før hun så begyndte at bevæge sig tilbage til skolen, hvor klokken ringede ind til time.

[Adrian]

Adrian så på hende, "du kan godt droppe det, du følger mig et øde sted hen, hvis jeg møder en med lækkert blod nok, så holder jeg ikke tilbage, du skal blive indtil jeg er isoleret for andre elever," han bed sig selv i armen, og man kunne se han bed til, "du kan også tilbyde dit blod, men jeg vil ikke have det med mindre du selv vil give det, og jeg vil ikke have det fordi jeg er elev," han så på hende, han ventede på hendes svar.

[purple]

Ellyn stoppede op da han begyndte at tale om at hun var nød til at følge ham til et sikkert sted, så han ikke komt il at overfalde nogen.
"Definer lækkert blod."
hun begyndte at gå tilbage mod ham. Hun forstod ikke hvordan der kunne være forskel på blod, andet end blodet hos en der var død og en der var levende. Hun smilte stadig venligt da hun stoppede op i en vis afstand fra ham, for at vise at hun nok skulle følge efter ham.

[Adrian]

Adrian så på hende, "jo menneske blod smager altså bedre end troldeblod, der er så mange nuancer, en for hvert monster, pige og dreng spiller også ind, og så selvfølgelig blodtype og kost, syge personer er ikke lækre," han smilte og gik videre, han anede egentlig ikke hvorhen, bare et sted hen hvor der ikke kom andre, han sukkede, og gik bare.

[purple]

"Ja okey."
Hun fulgte efter ham i stilhed, med rolige skridt og et eftertænktsomt blik. Hun vurderede det han havde sagt til hende, satte det i sammenhæng, og analyserede det til noget hun måske kunne få brug for senere hen. Hun tænkte på mulige steder der ville være lagt øde hen, tænkte på hvordan hun måske kunne hjælpe ham, selv om hun ikke lige kunne finde på noget indlysende, andet end at finde hende der vidst hvordan hun kunne hjælpe. Men det krævede at Adrian først var i sikkerhed for andre, så den tid den sorg, som menneskene jo havde det med at sige.

[Adrian]

Adrian gik roligt hen til kanten af klippen, hans medie lyste op og et par vinger skød ud af ryggen, "jeg tager ned til stranden, bliver der, og ja, venter," han slog en enkel gang med de blondte vinger, fløj op for derefter at se på hende, "der kommer sjældent nogen, så tror det er det bedste," han ventede dog på hendes råd, hun var jo en lærer.

[purple]

Det var hun ikke helt enig med ham i. Hun fandt at den del elever syntes at stranden var et godt sted at tage hen for at være lidt alene, hun kendte bestemt også en lærer der drog til stranden, men han ville selvfølgelig sagtens kunne klare sig selv.
"jeg kan ikke komme i tanke om nogen med specielt lækkert blod, så du skulle vist være i sikkerhed der nede." *Eller de vil være is ikkerhed for dig. hvis du hellere vil se det på den måde.* Dette sagde hun ikke højt, da hun ikke syntes man skulle se det på den måde, men tanken kunne hun naturligvis ikke frastøde sig.
"Lad mig holde dig lidt med selvskab. I hvert fald til min time starter, så du ikke skal side her helt alene."
hun syntes ikke det var særlig 'menneskeligt' at lade en der havde problemer blive for sig selv, og hun havde ikke noget i mod at holde ham med selvskab. Som nævnt tidligere fandt hun ham yderst interessant nogen gange, og havde ofte svært ved at forstå ham helt, men hun havde intet imod ham, han skulle bare lærer at man ikke kunne være god til alting på en gang, og at folk ikke nødvendigvis forventer det af en.

[Adrian]

Adrian så på hende, "skal jeg bære dig derned, eller vil du selv komme derned, eller mener du heroppe," han så på hende, han virkede træt, og pillede en smule ved sine øreringe, han ville hive den af, og tage hende med ned på stranden hvis hun bedte ham om det, men han ville selvfølgelig ikke hvis hun ikke ville, han så sig omkring, og en frisk brise ramte dem, den havde den karakteriske lugt af saltvand.

[purple]

Hun smilte let af hans ord før hun så ud over haven og mærkede brisen i håret. Så gik hun hen til kanten, og sprang ud over kanten, lavede en halv saldo med skrue og blev fanget af luften godt en halv meter fra sandet, med benene nederst. Der efter dalende hun lige så roligt længere ned mod sandet indtil hun stod solidt plantet på stranden og så i retning af Adrian, inden hun ledte efter en sten at side på, med en nogen lunde højde, så hun ikke skulle side i sandet, selv om det sikkert ville være varmere og mere komfortabelt end en sten. Efter et par sekunder uden en sten i syne så igen i retning af Adrian for at se hvor langt han var nået.

[Adrian]

Adrian havde kastet sig ud over klippen da hun bare havde sprunget, han rettede op da hun stoppede, ramte næsten jorden, men styrtede lidt længere henne, han havde ikke slået sig, men var helt sandet til, han rejste sig op og vendte sig om mod hende, "er du total sindsyg taillefer, du kunne være blevet dræbt," han så vredt på hende og var ganske oprevet, han var ikke vand til alle på skolen havde specielle evner.

[purple]

Ellyn så sig lidt omkring før hun så smilte stort til ham, lidt undskyldende, men så igen var det ikke helt.
"Undskyld.. Du er vist meget bedre til det her end jeg er. Du er selvfø'lgelig også lidt yngre end mig, men det burde alligevel ikke være en undskyldning. Det er bare så svært at lade hver når man kan."
Ellyn så hans udtalelse som om han bare lod som om han var et menneske. Og det var jo det de skulle, lade som om de var almindelige mennesker der ingen ting kunne, og så havde det været livsfarligt, det havde han helt ret i, så havde det været dumt og farligt og hun kunne havde været død.

[Adrian]

Adrian så vredt på hende, han syntes at høre en hvis sacasme i det hun sagde, han lod det ligge, og hans vinger forsvandt, han satte sig vredt ned i sandet, "du ved godt jeg er en troldmand, du ved udmærket godt at monstre er nye for mig, jeg aner intet om jer, og jeg troede du ville slå dig selv ihjel," han så skulende på hende, han hadede virkelig folk der tog for mange chancer.

[purple]

Hun smilte smågrinene, ikke hånligt eller noget, bare lidt som om hun syntes han var sød. Det syntes hun også, sød som i en lillebror eller en bamse tegneserie.
"Jeg kunne da aldrig finde på at skade mig selv. Eller dig for den sags skyld. Godt nok er jeg et monster, men alligevel."
hun roede med foden i sandet, så ud over horisonten, før hun så så tilbage på Adrian der sad ved siden af hende og skuelede ondt til hende.
"Ved du hvad? Du minder mig om en eller anden jeg har set før lige nu, jeg kan bare ikke lige huske hvad."
Hun så ud mod havet igen med en tænksom mine. Prøvede at komme i tanke om det igen, men uden held, så til sidst opgav hun og så tilbage på Adrian med hovedet på sit knæ, drejedet så kinden lå mod det, og hendes blik var vent mod ham. Hun holdt om sine ben der begge bukkede så hendes knæ var ved hendes hoved oppe i luften. hendes sorte hår faldt ned så det gik ned foran hendes øjne, og hun fejede det om bag ved sit ene øre, så det holdt sig fra hendes synsvinkel. En lille venligt, men dog lidt varmere, smil lå på hendes læber.

[Adrian]

Adrian sukkede opgivende, han så på hende, "Adriano," han sagde ikke mere, men så bare på hende, han ville egentlig gerne fortsætte, men han vidste ikke helt hvordan, han vidste dog at de fleste spurgte hvem Adriano var, og nu var det bare for at få et samtale emne igang, andet end hvorvidt hun burde have kastet sig ud over klippen.

[purple]

"Hvad mener du?"
Hun læste aldrig særlig meget på sine elevers papire. Hun levede i den overbevisning at der var ting eleverne gerne ville holde for sig selv, og hvis der ikke var det ville det nok komme frem før eller siden. hun læste selvfølgelig det hun burde, læste om det der direkte vedkom hende, og i de fleste tilfælde også hvad de var, bare fordi det var rart at vide. men ud over det, så læste hun ikke meget. Men 'Adriano' havde hun hørt flere gange. På gangene, fra elever, måske andre steder. Hun havde dog aldrig interesseret mere for dette, så hun havde aldrig spurgt ind til det, men nu hvor han lige frem startede en samtale med det, så måtte det jo være noget. Eller også så var det et ord fra et eller andet øster sprog som hun ikke kunne, og så ville det give god mening, og hun ville komme til at se dum ud.