I et frikvarter

[Adrian]

Adrian så smilende på hende, "Adriano er et navn, det er mit navn, min vampyriske del valgte det navn, selvfølgelig til sig selv, men hvis jeg ændrer mig, som før da jeg ville bide dig, så er det Adriano, men husk nu dette, Adriano ved alt hvad jeg gør, men han er aldrig blevet opdraget," han smilte lusket til hende, Adriano var sær, mest fordi han kendte en masse ting, men han havde opdraget sig selv, og han havde en sær personlighed.

[purple]

"Ahh.."
Som var der gået et lys op for hende. Hun så ud på vandet der roligt bølgede op på stranden og efterlod sig lidt skum før en ny bølge tog over og skubbede skumkanten lidt længere op, og så genoptog en ny bølge den på samme måde igen. Hyptoniserende på sin egen måde. Hun blinkede et par gange for at komme ud af den svage hypnose igen, og så så på Adrian igen, denne gang uden stødte fra hendes knæ.
"Og hvad er der så med ham, ud over det?"
Hendes blik havde et nysgerrigt glimt i øjenkrogen som hun betragtede en af de elever hun havde ansvaret for.

[Adrian]

Adrian smilte, "han ville spørge dig om en ting," han så på hende, han smilte og afventede lidt hendes svar, "hvor meget vil du gøre for at hjælpe en student," han så spørgende på hende, han smilte venligt, men det blev en smule undermineret af hans hugtænder, de fleste syntes han så en smule lusket ud med dem.

[purple]

Hun så en smugle mistroisk på ham, vurderede ham. Hun havde lært at skulle vælge sine ord med omhug, de kunne nemt indhente en senere hen.
"Det komme an på det enkelte tilfælde."
Hun ture ikke sige for meget, hvis hun lige pludselig skulle stå til regnskab for det på en eller anden måde.
"Hvis en elev er døden nær vil jeg gøre alt for at rede personen, men selvfølgelig, det kommer an på det enkelte tilfælde, som jeg sagde."
det var måske ikke helt sandt. Hun ville ikke dræbe flere miliarder mennesker for at rede én, men sådan generelt set ville hun gøre alt hvad der stod i hendes magt for at rede en elev. Det var så vidt hun kunne forstå en del af arbejdet som lærer. Hjælp eleverne, det måtte vel også gælde der.

[Adrian]

Adrian nikkede, "ville du overgive noget af dit blod, kun en smule, så jeg ikke går i en rus," han så på hende, han spurgte for Adriano, men måske så hun det som om Adrian spurgte, han var egentlig også ligeglad, spørgsmålet var stilt, og han vidste risikoen, både for at blive straffet, han vidste det ikke var helt imod reglerne, men en lærer kunne twiste reglerne usandsynligt godt.

[purple]

Ellyn så for et tid på ham, som hun gennemgik et eller andet, og det gjorde hun egentlig også. For hendes blik gennemgik hun alle de vampyrer hun havde mødt, reglerne, og diverse andre ting hun forbandt med dette spørgsmål.
"Jo. Så længe du ikke får smag for det."
Hun smilte drillende til ham, inden hun så ned i sandet, og så tilbage igen.
"Hvor fortrækker du at suge blodet?"
Hendes stemme gjorde lidt sjov med det for at holde det useriøst. Hun vidste at vampyrer kunne foretrække at drikke forskellige steder fra, armen, halsen.. Hvor de ellers kunne lide at suge det fra, vidste hun ikke helt. Og hvor Adrian foretrak at tage det fra var hun helt blank på. Havde igen andelse. Egentlig var hun lidt nervøs for at lade ham gøre det, men hun holdt det skjult så godt hun kunne, hvilket var meget godt, da hun havde adskillige års trænning i det. Hun ville ikke have han skulle have skyldfølelse for det, og ville gerne hjælpe ham, men hun havde sine ting mod det hvis han brød sig om smagen af succubus..

[Adrian]

Adrian så på hende, "jeg har altid bare bidt, jeg har ikke noget ynglings sted, men jeg tilbyder altid andre at jeg drikker der hvor de vil have det," han så på hende, han virkede til at være mere i den samme trance igen, tydeligt fordi udsigten til det næste blod var inden for rækkevidde, han rejste sig op og kiggede på hende, "normalt hader jeg at bide andre, lader altid Adriano om det, men jeg lovede," det virkede ikke længede til det var hende han snakkede til.

[purple]

Havde det været godt 400 år tidligere end nu, havde det været foruroligende på hende, men den gang havde hun allerede vænnet sig til tanken om at folk med flere personligheder kunne tale sådan uden egentlig at bemærke det. Hun var bare glad for at det ikke var sådan med hende, hun talte da i det mindste ikke med sig selv, og Adrian var slet ikke slem til det, hun havde set dem der var værre. Hun så ud over havet mens hun trak sit ærme op, så han kunne bide hende i armen i stedet for halsen. Hun syntes det var mindre alvorligt end ved halsen, af en eller anden grund. Det havde nok noget med alle de fiktive menneskehistorier der kørte om vampyrer. Hun rakte Adrian sin arm, så han kunne bide til, og gav ham et venligt smil så han vidste at hun stod ved sit ord. Hun fortrød ikke, selv om hun ikke havde det så godt med nåle, og hans hugtænder forestillede hun sig som to nåle der skule til at stikke hende. Det var faktisk det der gjorde hende utilpas. Tanken om at skulle have samme følelse som når man blive stukket af en læge, men hun viste det ikke til ham. Han skulle have lov til at gøre det han havde brug for, uden at føle sig skyldig bag efter.