Et vådt fald..

[Yomi]

Yomi spekulerede lidt over Yoichis mærkelige svar men fulgte så efter Eleanor og satte sig på hug i sandet overfor dem. Hans første indskydelse havde været at kile sig ned mellem de to lærere, men han var bange for, at det ville have virket anmasende. En lille bonus ved hans nuværende placering var da også, at han kunne se deres ansigter. Yomi samlede den sten op, som Yoichi havde smidt fra sig og holdt den op foran sin næse. Den var ikke særlig stor og egentlig ikke noget specielt, men alligevel proppede han den i lommen med et lille, besynderligt smil, inden han satte sig tilbage på rumpen og borede fingrene ned i sandet.
Han rystede diskret på hovedet, så hans pandehår faldt væk fra hans øjne og betragtede så de to andre efter tur. Ingen af dem så særlig gamle ud, men Yomi regnede med, at det måtte være en illusion, for de var jo trods alt lærere på Yokai. Eleanor så ikke ud til at være meget ældre end de 20 og kunne i Yomis øjne næsten have været en elev, hvis han ikke havde vidst bedre. Hendes frisure lignede hans egen til forveksling, hvis man så bort fra de blå striber, og hun var uden tvivl en af de kønneste lærere han havde mødt. Yomi grinede lidt forlegent for sig selv og vendte hurtigt blikket mod hendes mandlige kollega for ikke at virke alt for ubehøvlet.
I modsætning til Eleanors lyse, gule øjne var Yoichis næsten sorte. Yomis blik søgte uvilkårligt hen til den imponerende tatovering, der strakte sig ned ad hans arm. "Øh.." Yomi koncentrerede sig om ikke at lyde alt for nysgerrig og sled sine øjne væk fra den røde karpe, der så ud som om den glimtede af vand, selvom det selvfølgelig ikke kunne være tilfældet. "Hvad lavede i egentlig, før i blev lærere? - altså her på Yokai~" Han strakte benene ud foran sig og trak på skuldrene for at få det til at virke så henkastet som muligt. I virkeligheden var han ved at sprænges af nysgerrighed. Eleanor virkede på en eller anden måde slet ikke som typen, som kunne finde på at blive lærer - der var noget utrolig forførende over hende, som kunne have fået hende ind på enhver arbejdsplads selv uden passende kvalifikationer - og en af stamkunderne på den bar, hvor Yomi havde arbejdet, havde haft en lignende tatovering med kirsebærblade i motivet, som den Yoichi bar rundt på, og han havde ikke haft helt rent mel i posen så at sige.

[Yoichi]

Yoichi blev overrasket over at de to andre kom hen til ham. Han havde troet at de bare ville fortsætte deres hygge i vandkanten, ikke komme hen og sætte sig hos ham her inde på stranden. Han kunne ikke lade være med at smile en smule. Det var en overraskende effekt, især at det var Eleanor der kom først hen og satte sig, hun havde jo før virket sur på ham, men nu var hun så den første til at lukke ham ind i den lille gruppe igen. Det havde været mere logisk hvis det var Yomi der var kommet først hen til ham, da den unge dreng virkede mere optaget af ham, end Eleanor gør- men det betød så måske at han havde en chance hos den smukke lærer alligevel? Det var da værd at finde ud af.
Da Yomi satte sig og tog stenen op, kunne Yoichi ikke lade være med at holde ekstra øje med den måde han holdt og undersøgte stenen. Det virkede på en eller anden måde meget barnligt, sådan som den lille dreng undersøgte den ved at holde den op foran næsen.
Han førte en stor hånd igennem sit hår, blottede sin pande igen og fik det til at stritte en smule mere. Han smilede varmt til de to andre, og lyttede intersseret til Yomis spørgsmål. Meget godt spørgsmål. Yoichi lænede sig en smule tilbage og kiggede op på himlen, mens han tænkte en smule over hvad han skulle sige.
"Jeg har vist bare altid været glad for at lære andre noget. Se den glæde andre føler, når de lærer at bruge deres viden til at løse svære problemer de ikke troede de selv kunne klare. Og så er det en god måde at være sammen med andre folk, hvilket er en ting jeg nyder meget." Han smilede varmt til Yomi, spændt på at se om hans svar var accepteret.

[purple]

Da Yomi valgte at sætte sig overfor hende og Yoichi, voksede hendes smil en smugle, mest fordi hun syntes det var en god idé ikke at se på lige linie og dels fordi hun syntes det gav ham noget anderledes at han ikke bare havde gjort som hun havde gjort, men havde tænkt selv og havde taget et valg på egne vegne. Hun rykkede sig en lille smugle tættere på Yoichi for ikke at side med så stort et mellemrum, men hun kom dog ikke så tæt på at man ville sige at se sad tæt sammen.
Da Yomi tog stenen op så hun kort på ham og han måde at studere stenen på, inden hun lod sit blik glide op over hans ventre skulder så hun så på havet, men stadig kunne se ham i øjenkrogen. Hendes ben var placeret med noget afstand og hendes arme hvilede roligt på hendes lår, så hendes hænder hang slapt ned mellem hendes ben. Når hun strakte sine fingre kunne hun lige røre ved sandet under dem. Hendes fingre fik fadt i en knækket skald og hun så fra havet og ned på skalden der lå mellem hendes hænder og blev roteret af et par fingre. Yomi's spørgsmål fik hende til at tlnke tilbage på hvorfor hun egentlig havde søgt stillingen som lære. Det var egentlig lidt ironisk at hun havde søgt om at være idrætslære da hun altid havde interesseret sig for historie, men det var vist nok en anden del af hende der ikke fik lov til at komme frem så tit, der havde en dyb facination for kampe, krig og sådan noget, og så var sport så tæt på dette, at hun ikke kunne forestille sig at undervise i andet. Hun havde egentlig glemt alt om dette før nu, skolen fylgte så meget.
Hun så op på Yoichi, som hun kun kunne se fra siden af, så hendes øjne faldt på hans taoovering i stedet, mens hun hørte på havs svar til Yomi. Hun smilte skævt for sig selv, han var vist en god lære, hun havde kun hørt godt om ham, men når han godt kunne lide at lære fra sig, ville dte da også være svært for ham at være en dårlig lære. Hun så væk fra Yoichi da hun kom i tanke om at spørgsmålet vist nok også var ment til hende, så hu rystede svagt på hovedet for at vække sig selv igen fra minderne inden hun flytede dte over til Yomi. Hun trak let på skuldrende som en start, hvor skulle hun begynde uden at fortælle at hun var et monster? Hun fandt efter et lille stykke tid et sted hun kunne starte, en vinkel på sit liv som gjorde at hun kunne forklare sig uden at røbe noget.
"Jeg har studeret meget historie."
Hun så med et smil på Yomi. Det lå virkelig fjert for hendes fag, men ud over det var det også en lille henvisnign til at hun var noget ældre end hun udgav sig for at være, man skulle bare have lidt fantasi for at se det, og uden det, ja så vile det jo være noget meget normalt noget at interesse sig for.
"Jeg var faktisk med til en udgravning på et tidspunkt, men når folk ikke tror at man kan finde ud af det, ja så mister man lidt interessen. I nogen tid efter det gik jeg sådan set bare og hyggede mig. Du ved, så mine venner, familie, dyrkede mine hobbyer. Jeg arbejde selvfølgelig også, og så på et tidspunkt hørte jeg om den her skole, og jeg syntes den virkede som et interessant sted at arbejde. Det gav mig en mulighed for at give andre følelsen af at de godt kan, og at give dem følelsen af at hvis folk ikke tror på en, jamen så betyder det bare at man må arbejde lidt hårde."
Hun så frem for sig og kom til at grine en lille smugle over det.
"Der er jeg selvfølgelig ikke det bedste eksempel."
Hun så tilbage på Yomi med et glimt i øjet.
"men du gik vel i skole før Yokai?"

[Yomi]

Yomi smilte og nikkede mens Yoichi talte, men svaret var temmelig kryptisk og fortalte ikke ret meget om noget som helst. *Han har helt sikkert en eller anden skummel fortid, som han gerne vil holde hemmelig!!* Yomis livlige fantasi distraherede ham et øjeblik, og han fik et ret fjernt blik i øjnene, mens han for sit indre blik så Yoichi sidde overskrævs på en motorcykel med et mustage og et par gigantiske solbriller. Eleanors stemme vækkede ham dog hurtigt, og hendes svar var langt mere informerende, omend utroligt overraskende.
*Historie?* Det var nok det, der lå fjernest fra hans tanker, da han havde spurgt hende om hendes fag tidligere, og at hun virkelig interesserede sig for den slags var for Yomi helt ufatteligt. Han smilede stort og blinkede muntert, da hun henvendte sig til ham. Først efter et øjeblik gik det op for ham, hvad hun havde spurgt ham om, og han blev siddende og gloede dumt på hende i adskillige sekunder uden at vide, hvad han skulle svare. Det var ikke noget, han havde skænket en tanke tidligere, og det gik pludselig op for ham, at det måske ikke var så normalt at få hjemmeundervisning i Japan, som det var i Hades.
"Øh, tja.." Yomi trak sin ene hånd op af sandet og knibsede tænksomt til en af sine øreringe. "...det er faktisk første gang, jeg har befundet mig mellem så mange andre monstre. Min far lærte mig at skrive og læse og sprog, i ved, så jeg har ikke sådan rigtig været i skole før..." Han tøvede og skævede til de to lærere. *Egentlig ikke så underligt, at jeg ikke har nogen skolediciplin... stakkels far~* "..men hvis han havde kunnet betale for det, var jeg nok blevet sendt afsted tidligere." Han smilede skævt. "Jeg har selv arbejdet for at kunne komme ind på Yokai~"
Yomi rødmede, da det gik op for ham, hvor pralende det havde lydt og borede hurtigt hånden ned i sandet igen.

[Yoichi]

Yoichis mørke øjne hvilede på Eleanors læber imens hun talte. De formede hvert et ord så smukt og rent, at han blev fortryllet. Læberne var nærmest hypnotiserende, og han måtte anstrenge sig en smule for at tage blikket væk. I stedet rykkede han lidt tættere på hende, skjult af en bevægelse der virkede som om han havde fået ondt af at sidde på en bestemt måde. Hver gang hans muskler i armen blev spændt, så det ud som om hans tatoveringer bevægede sig, slangen snoede sig op imod en vrikkende karpe, og føniksen slog en smule med sine rød gule vinger. Den var flot udført, men tatovøren er også en af de bedste i hele Japan.
Da Eleanor færdig gjorde sin tale om hvorfor hun var blevet lærer, afsluttede hun med et spørgsmål til Yomi. Det kunne jo ikke være bedre det her! Han fik noget at vide om dem begge på en gang, men det var stadigvæk svært at beslutte sig for hvem han skulle prøve at give ekstra meget opmærksomhed. Det var en svær balance gang, da han heller ikke ville såre nogen af dem, ved at give den anden mere af sin interesse.
Yomis svar var nuttet rent ud sagt. Den barnlige stolthed over at have opnået en plads på Yokai var så ren og uskyldig, at man ikke kunne gøre andet end at holde af den unge dreng. Han virkede dog som om at han ikke selv accepterede hans mere barnlige side, hvilket var en skam. Med den naturlige charme kunne han virkelig komme langt, hvis han bare tillod sig at opføre sig mere frit, i stedet for at prøve at være lige så moden som han selv eller Eleanor.
Yoichi børstede noget sand af sine slange skinds sko og fugtede sine læber hurtigt med en lyderød tunge. Burde han fortsætte den her samtale? Det var for risikabelt at lade være da der var en risiko for at de så ville gå, han måtte hellere få dem til at blive lidt mere.
"Vores baggrunde bliver ret kedelige når vi ikke må afsløre vores monster forme ikk'?" Det var det eneste Yoichi kunne komme i tanke om, men det var egentlig ikke for at få dem til at afsløre dem selv, bare måske at lure hvor de havde deres holdninger omkring monsterforms forbuddet.

[purple]

Hun kunne ikke lade hver med at grine lidt inde i sig selv over Yomis langsomme reaktion på hendes spørgsmål, men var overrasket over hans svar da han endelig fandt ud af at han var blevet spurgt. At han selv havde arbejdet for at kunne komme på denne skole var ikke noget hun havde regnet med, og dette var bestemt at se i hendes blik. Hun var på en måde stolt over at der stadig fandtes folk der ville arbejde for at få det de ville, men mest af alt stolt over at hun nu kendte en der satte undervisning så højt, at han ville arbejde for at komme på en skole. Eller også var det bare for at komme væk hjemme fra, men der kunne han jo havde valgt så mange andre muligheder end denne skole.
Da Yoichi begyndte at snakke vente hun sig mod ham og opdagede at han var tættere på en før. Hun havde registreret hans bevægelse, men havde ikke lgt mærke til at han havde rykket sig betydeligt, det havde bare lignet at han havde rettet lidt på sig. For en kort stund overvejede hun om han havde rykket tættere på hende eller om han bare ikke havde sidet godt, men hun dropede det. Det Yoichi sagde fik hende til at trække ydelrigere på smile båndet.
"Det er rigtigt. Det gør ligesom at man ikke kan tale helt sandt."
Hun kiggede væk fra sin kollega igen, før at studere Yomi endnu en gang.
"Hvor arbejde du egentlig? Hvis jeg altså må spørge."
Hun ville ikke give ham en følese af at han var nød til at svare, han kunne jo selv vælge hvad han ville sige og ikke sige at hun ville ikke være den der tvang ham til at give oplysninger han egentlig ikke havde lyst til at give.

[Yomi]

Yomi smilte lidt forlegent og lagde hovedet tilbage, så han kunne betragte den smukke himmel og de stadig kredsende havfugle højt oppe. "I Kyoto, tæt på Katsura floden~" Yomi var aldrig helt kommet sig over de smukke japanske bjerge og fantastiske dale, og den gamle hovedstad havde slået benene fuldstændig væk under ham. I flere dage var han vandret frem og tilbage mellem gyldne templer og kirsebærhaver, og så tilfældigt var han faldet over et lille etablisement i byens mere moderne halvdel. "~på en bar." Det havde været en forvirrende og hektisk tid for unge Yomi, som på arbejdet stiftede bekendtskab med både mennesker, alkohol, vold, musik og kærlighed for første gang, og hans minder fra den tid var stadig temmelig slørede og psykadeliske.
En af de mågelignende fugle trak sig ud af kredsen og dykkede ud over havet med et skrig. Yomi rettede sig op igen og kiggede forsigtigt ud under pandehåret for at se Eleanor og Yoichis reaktioner. *Bare de ikke griner af mig... 'Cerberus som bartender'? Ja, jeg ved, at det lyder sært, men ikke desto mindre var det, hvad jeg lavede i et år... bare det ikke giver dem et dårligt indtryk...* Han betragtede de to lærere med et lettere bekymret blik. Måske skulle han have valgt at overhøre spørgsmålet og i stedet have svaret Yoichis? Nej, det havde været for åndssvagt. Desuden var det jo ham selv, som havde bragt emnet på bane, så sådan var det vel bare. Han havde virkelig elsket den bar, men han var ikke helt sikker på, at de to voksne havde det samme forhold til den slags. Han rødmede en smule dybere.

[Yoichi]

Yoichi lyttede intersseret til det Yomi fortalte. Han havde også selv værrt nolge ture i Kyoto, mest for at forlange penge for ulydeige kontakter, og en sikring af pengene blev altid fejret på forskellige barer rundt omkring. Det kunne være morsomt hvis de engang havde mødtes engang, selv om han er overbevist om at han ville have husket den søde nuttede Yomi.
Yoichi placerede sine hænder en stykke tilbage bag sin ryg og støttede tilbage på dem. Hans bryst og mave blev blottet for de andre. Ikke at der var noget at være flov over. Hans muskler var markeret, som en blandning af et asiatisk æstitisk muskel syn blandet med det amerikanske muskelmands syndrom. Han lagde hovdet en smule tilbage og lod sig fortabe sig for en kort stund i minder om en tilrøget bar, fyldt med mennesker, sved og alkohold. Det var fantastisk at sidde sådan et sted. Selv med hans ekstravagente tatoverede ærme, faldet han i et med baggrunden.
Et lille prust fra hans læber trak ham ud af strømmen, lige før han var blevet opslugt helt og røgen fra hans tændte cigaret nåede hans næse. Han så på Eleanor som om han lige var vågnet op af en drøm. Et flovt smil krusede hurtigt over hans læber, men føld over i et mere neutralt lige så snart han var opmærksom på at han skulle være mere macho end at sidde og smile fjollet.
"Det lyder som om vi har flere hemmeligheder ud over vores sande jeg" Han så på de to andre, og smilede mystisk. Han havde selv et imponerende bagland at skjule, og Eleanor og Yomi lød også som om de havde en ting eller to man skulle skjule en smule. Yoichi nød at sidde og snakke med de to andre, det var hyggeligt at kunne føre en samtale hvor man ikke ville blive knaldt og meldt til rektoren for det mindste.

[purple]

Eleanor så en smugle forskrækket på Yomi da han fortalte at han havde arbejdet i en bar. Først, da han havde fortalt det med byen nær floden, havde hun haft et idylisk billed af det hele, men da han så nævnte en bar, blev det forstyrret. At nogle kunne sætte et barn til at arbejde i bar, var ikke til at tro. Hvorfor havde hans forældre ikke gjort noget ved det?! Hun så hurtigt på Yoichi der så ud til at være fortabt i en drøm, han virkede som om alting var i den skønneste orden. Hun så tilbage på Yomi, nu mere en blik der bad ham om at sige det var dårlig spøg. En smugle forvirret så hun tilbage til Yoichi, stadig afslappet, før hun så opgav at finde orden i det hele gennem ham, og i stedet flyttede fokus ud på havet. Ganske kort skævede hun til Yomi, han virkede ikke som om det havde været slemt, han virkede måske en smugle forlegen over at have bragt det på banen, men det virkede ikke som om han var ked af sin oplevelse med baren. Hun så hun mod havet igen. Hvis han havde haft det fint med det var det vel okay, så kunne der da vist ikke være noget galt med det, kunne der? Nej, det var bare hende. Hun havde jo alligevel ikke besøgt en bar som mand, det var garanteret anderledes hvis man var i en bar som mand i stedet for som kvinde. Desuden kunne det være at der var forskel på barene. Kyoto var jo ikke lige frem en by hun havde været i, hun havde slet ikke været i den verdensdel det lød som om byen lå i. Og hvem sagde overhoved også at det var en by, det kunne være en egn. Hun havde jo aldrig hørt om det før, vidste igenting om det.
Hun blev mere afslappet, og et fattet smil dukkede op på hendes læber inden hun så tilbage på Yomi. Hendes blik fortalte hvilken overraskelse det havde været for hende at han havde arbejdet på en bar, men det fortalte også at hun egentlig ikke længere havde noget i mod det, at hun havde accepteret at der var nogle steder hvor børn godt kunne arbejde i en bar. Men noget over hende fortalte at hun stadig havde svært ved bare at lade det være accepteret. Uden nogen ide om hvad hun skulle sige, skævede hun over mod Yoichi der så ud til at være kommet tilbage til virkeligheden. Hendes øjne nåede at fange et fjollet smil inden det faldt tilbage til det smil hun normalt kendte fra Yoichi. Hun så ned i sandet, uden at vide hvad hun skulle gøre, betragtede skallen i hendes hænder, der stadig hang frit fra hendes lår. Et eller andet sted havde hun lyst til at tale og bryden stilheden, men hun kunne bare ikke finde på hvad hun mon skulle sige, uden at det ville blive akavet eller forkert.

[Yomi]

Yomi mærkede Eleanors blik strejfe hen over ham og kunne ikke undgå at se det lettere chokerede udtryk, som hans udtalelse måtte have frembragt. Egentlig ikke så mærkeligt. Han åbnede munden for at forsvare sig, men lukkede den igen da det gik op for ham, at han sandsynligvis ikke ville kunne fortælle hende noget om baren, som ville virke beroligende. Jobbet havde skræmt ham selv en hel del i starten. Mærkelige, skumle personer, ludere og alkoholiserede døgnigter havde holdt til på baren. Der havde selvfølgelig også været nogle 'almindelige' mennesker i blandt stamkunderne, men de havde alle haft deres særheder eller behov at skulle have stillet, og den eneste han virkelig hade brudt sig om som han havde mødt i baren var Garm.
"Alt andet ville da også være kedeligt~" svarede Yomi med et flabet grin. Billedet af Yoichi på motorcykel i lædertøj havde igen trængt sig på, og han kunne ikke lade være med at smile skævt, mens han betragtede sin klasselærer. Yoichi havde ikke givet ham nogen grund til at tro, at han ikke brød sig om at høre, at han havde arbejdet som bartender, hvilket havde været en kolosal lettelse. Eleanor så da også ud til at have fordøjet oplysningen og smilede nu, selvom hun så lidt plaget ud - hvorfor kunne kun guderne vide.

[Yoichi]

Yoichi kom med et lille utroligt charmerende smil. Yomi havde da sørme humor i den lille krop. Han kunne ikke lade være med at blive ved med at smile, mens han kiggede ud over havet. Hans mørke øjne reflekterer svagt nogle af de skyer, der dovent driver forbi på himlen. Der var ikke mange elever der kunne føle sig tryk nok sammen med to lærere, til at afsløre noget om deres fortid og så joke en smule.
Skyerne ligenede store totter af lamme uld der drev forbi og blokerede for solens stråler i ny og næ. Det virkede afslappende med de langsomme bevægelser og det bløde hav. Selv om det ikke var nær så majestætisk som naturen i England.
Det var tydeligt at se Yoichi drømte sig langt langt væk. Det var denne gang en kraftig vind der trak ham tilbage til virkeligheden, eller måske var det mere den bunke blade der blæste ned over klippen, og landede over Yoichi som et lille telt. *Det er bare typisk... Oh store natur, kunne du så ikke have kastreret mig i stedet for at forvandle mig til en bunke af blade?!*
Irriteret begyndte Yoichi at skubbe bladende væk, med en masse små irriterede udbrud. Det var en mere spontan og barnlig Yoichi der viste sig, men hvad kunne man forvente når man var dækket af blade? Det måtte vække selv den hårdeste fyrs indre barn.

[purple]

Yomis bemærkning vækkede et smil, der var lige ved at blive til et lille grin, men også kun lige ved. Hun vente blikket mod Yoichi der smilte charmerende til Yomi. Da hans blik begyndte at blive fjernt, kiggede hun væk fra ham og over mod Yomi. Hendes øjne var venlige, en smugle kærlige måske, så fløj de ned til hendes hænder, der havde givet slip på det lille stykke muslingeskal, de havde leget med. Et vindpust fik hende til at skutte sig og se op igen. Hun havde aldrig haft noget imod bare at side stille sammen med andre og nyde deres selvskab, for hende var snak ikke nødvendigt, der var rart en gang i mellem, men stilhed var sjældent dårligt. Et bevægelse ved Yoichi fangede hendes opmærksomhed, en bunke blade var faldet ned over ham. Hans barnlige fakter for at få bladende væk så ret komiske ud i hendes øjne og selv om hun prøvede at ade hver med at grine, kunne hun ikke hjælpe det da halvkvalt fnis røg ud. Da det skete røg hendes hænder op til munden for at sikre sig at der ikke skulle komme mere. Hænderne fjernede hun dog hurtigt igen og i stedet forblev der et stort smil.

[Yomi]

Eleanor havde elegant camoufleret sit fnis, men det var ikke en evne, som Yomi besad, og da bladene fløg ned over Yoichi knækkede han sammen af grin ude af stand til at holde det inde. Det var simpelthen for morsomt at se den store mand kæmpe sig vej ud af bunken med store armbevægelser og et vildt udtryk i øjnene. Yomi satte sig frem på knæene og forsøgte at hjælpe ham med at børste bladene væk, men hans latteranfald var så voldsomt, at han til sidst måtte opgive og i stedet holdt han sig for maven, der var begyndt at gøre ondt af de små sammentrækninger, som hans latter havde forårsaget.
Da han fik lidt kontrol over sig selv slog han begge hænder op foran munden idet han efterlignede Eleanor, men han var simpelthen ude af stand til at kvæle udbruddet og spruttede af grin, tomatrød i hovedet. Yomi var udemærket klar over, hvor uhøfligt han opførte sig, men det var længe siden han havde moret sig over noget, og latteren havde været spærret inde alt for længe til at kunne tage hensyn til den slags formaliteter.
"E-er du o~ G-går det, sen-sensei?" kvækkede han og måtte igen vende hovedet væk for ikke at le ham lige op i ansigtet. *Åh, helt ærligt! Kan det på nogen måde blive mere respektløst?!*

[Yoichi]

Yoichi prøvede efter bedste evne at bibeholde bare et minimum af elegance, men når man ser på en fuldvoksen mand, der kæmper sig ud af en blad bunke, kan man ikke forlange den helt store ballet opvisning i ynde.
Han viftede med armene, og sørgede for at sprede blandende en smule væk fra sig, til han fik idéen til at stå op. Han rejste sig og hoppede en smule så bladene faldt af. Som en våd hest rystede han på hovedet for at få nogle små blad rester ud af håret.
Imens han kæmpede for at få bladene af, kunne han høre at de to andre morede sig over hans uheld. Ikke at han havde noget imod det, da latter var en af de bedste måder at bonde på, og det var jo et plus at Yomi prøvede at hjælpe ham lidt, selv om det blev stoppet af et latterudbrud.
Da han endelig var blevet (næsten) blad fri satte han sig igen, og kunne mærke hvor nogle af de sidste blade havde sneget sig hen *Dét er bare løgn...* Men desværre for Yoichi var det ikke løgn, nogle blade havde lavet et snig-angreb på hans buksekant, og havde møffet sig længere ned da han rejste sig op hoppede. Hvordan i al verden skulle ham få de blade op? Han kunne jo ikke bare smide buskerne, måske skulle de bare have lov til at blive siddende? *Men det klør bare sååååå meget!! T___T* Det indre dilemma han oplevede manifisterede sig i hans ansigt som en lettere tænken, havde det været på alle andre tidspunkter havde det sikkert fremstået som alvorligt og en anelse poetisk måske, men lige nu så det egentlig bare malplaceret ud, med blad rester i håret og så det alt for intellektuelle udtryk. *Ingorer det... Selv om det klør, er bare som den gang jeg havde lopper, der gik kløen også væk når man ikke tænkte på den...*
Yoichi så på Yomi og smilede en smule. "Jeg er helt okay, det var jo bare nogle blade~" Han kunne i det mindste prøve at redde en smule af sin værdighed overfor de to andre. Hvad måtte de ikke tænke om ham? Hans chancer for at få et mere intimt forhold med nogen af dem, var 100% sikkert på et nulpunkt nu...

[purple]

Det blev sværre for Eleanor at skjule sit grin da Yoichi rejste sig op og begyndte at hoppe for at få bladende af, endnu mindre da han rystede på hovedte for at få den ud fa håret, men det lykkedes da meget godt, i sær fordi Yomis grinen gjorde at man ikke rigtig kunne høre hendes. Da Yoichi igen satte sig ned havde hun fået kontrold over sig selv igen, og sad afslappet med hænderne i skødet og betragtede først Yoichi så Yomi. Ud af øjekrogen fik hun øje på nogle bladrester der sad i Yoichis hår og med en forsigtig bevægelse fjernede hun de største stykker fra det fugtige hår. Så bemærkede hun hans lidt underlige ansigtsudtryk og hodt straks op med at fjerne bladresterne, hun havde jo kun gjort dte for at hjælpe og hans tænksomme ansigtudtryk fandt hun svært at tyde, så hellere holde op end at gøre ham forlegen eller sur. Hends hånd faldt tilbage på plads ved hendes lår, mens hendes blik gled fra hendes charmerende kollega til den ret søde elev Yomi, der i melem tiden havde spurgt ind til om Yoichi var okay. Det var sødt at han virkede bekymret og et øjeblik ærged ehun sig over at han ikke var hendes elev, men så igen, hun havde så mange søde elever som hun ikke ville bytte med, så det var vel som det skulle være.