tjek up~ [privat]

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko gik med hurtige skridt op af trappen. Hun havde smit sin blazer nede på sit værelse så snart hun fik fri. Igen idag havde det været en klar dag. Det var bare helt fantastisk. Hun havde også set Adrian et par gange, og de havde udveklset smil, dog ikke mere end det, da hendes veninder ikke skulle fatte mistanke.
Hun nærmest hoppede op af trinnene, hvilket gav fine panty shots til en eventuel forbi passerende. Men hun vare bare så glad. Det hele gik som smurt. Hun havde et sweetheart nu, lektierne var ikke så slemme og nu skulle hun bare være sikker på Masao lavede sine ting til klubben. Det hele var som smurt i olie.
Hun nåede op på anden sal, og fandt hurtigt Masaos værelse. Hun havde hentet ham et par gange, når de skulle øve. Nummeret var så let at huske, hvis man kendte lidt til Masao. Der havde endda været jokes om, at han skulle have special tilladelse til at tage 1-tallet helt væk.
Ichiko rettede på sin hestehale. Hun havde haft lyst til at få håret væk fra sit ansigt, så det var så let at smække det hele op i en høj hestehale, og så fik det hende til at se fem år ældre ud. Forsigtigt bankede hun på, og nynnede lavt en sang hun havde haft på hjernen hele dagen.

[Ounaga Masao]

Masao kom ikke ligefrem og åbnede døren indefra, som Ichiko havde regnet med. Han kunne ikke, da han ikke var på sit værelse overhovedet.
Hans blik var let nedadrettet, da han kom gående nede af gangen på vej hen til sit værelse. Han var stadig iført skoleuniform, og hans lange hår var løst - en sjældenhed, når han var i fuld uniform og ikke var alene. Nu hang det bare sådan sammen, at hans uniform var ret smadret på ryggen, og det røvlange hår hjalp med at skjule det.
Med sig havde han to tykke bøger med Shakespeare og en notesblok, og på trods af en vis ro, så han godt og grundigt irriteret ud, da han kom lige fra et uheldigt sammenstød med Fen, som han havde været nødt til at stikke af fra.. Han havde godt nok forvoldt sin modstander en vis del smerte, men det havde været med feje kneb og en vished om, at han ville fortryde det dybt senere. Det var der, hans uniform var kommet til skade, og hans ryg gjorde også ret ondt - men ikke så ondt som hans ego, der havde lyst til at vride halsen om på sig selv for at have tilladt sig selv at stikke af på den måde.
Da han var et par meter fra sit værelse, løftede Masao blikket og fik øje på Ichiko. Først genkendte han hende ikke på grund af håret, men da han så hendes ansigt, var der ingen tvivl. *Pis, hvad skal hun her.. og hvorfor lige nu!?*
"Sempai? Hvad laver du her?" spurgte han roligt men undrende, imens han behændigt "gemte" sin irritation bag en facade, der for en gangs skyld bestod af 50% oprigtig undren.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko vendte sig overrasket imod Masao. Hun førte en hånd op til munden da hun så ham. Han så forfærdelig ud, sjukset uniform og det opgivende udtryk. Det var ikke den smukke Masao der var medlem i dramakllubben... Hun gik hen til ham, og tog den tunge bog, for at lette hans byrde. "Hvad er der dog sket?" Man kunne høre på hende hun var bekymret, lige sådan noget der opforderer til at tage imod hjælp. Hendes øjne var også fyldt med bekymring og hun fortrød næsten, at hun havde givet ham den tunge bog, nu hvor han var kommet til skade. Stakkels Masao. Han lignede slet ikke den selvskrire og altid 100% i orden viceformand fra dramaklubben.
Forsigtigt krammede hun bogen ind til sin brystkasse og talte igen. "Jeg ville komme for at se hvordan det gik med dit arbejde. Men kan se der vist er noget der er vigtigere lige nu. Er der noget jeg kan hjælpe dig med Masao-san?" De store brune øjne betragtede ham med en fornyet blidhed, som man ser på en lille lidt omtumlet hvalp. Han var nu stadigvæk en flot fyr... ikke et under han altid kunne slippe afsted med lidt mere end andre...~

[Ounaga Masao]

"Det er ikke noget, du behøver bekymre dig om," sagde Masao med et venligt, omend lidt anstrengt, smil. Han havde ikke lyst til, at Ichiko skulle være urolig for ham, men selvom, han vidste, at hans ord var af den slags, der typisk bare får én til at blive endnu mere bekymret, foretrak han stadigvæk dét frem for at lade hende vide, at han var stukket af.. og der fandtes ingen god forklaring på, hvordan situationen var opstået, hvis man udelod den detalje, at det foregik bag pigernes omklædningsrum, hvilket ikke gjorde tanken om at fortælle nogen om det stort bedre.
Masao fiskede en nøgle op af lommen og åbnede døren, hvorefter han igen kiggede på Ichiko. "Du kom for at se, hvordan arbejdet skred frem, ik? Hvis du kommer med ind, kan vi jo se på det sammen." Når nu Ichiko så gerne ville hjælpe, kunne hun måske hjælpe med at få ham til at tænke på noget andet end hans egen uduelighed, og at sende hende væk ville også være for besværligt.
Desuden var det ikke hver dag, han havde chancen for at være alene med Ichiko på sit eller nogen andens værelse.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko nikkede og kiggede opmærksomt på Masao. Hans skoleuniform så virkelig forfærdelig ud. Hvad havde han dog lavet? Hendes nysskærrighed var pirret og hun ville så gerne vide mere. Hvem havde gjort det imod stakkels Masao?
"Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig Masao-san..." Hun krammede hårdere om bogen, og følte sig faktisk meget sur over at nogen havde gjort sådan noget imod sin viceformand. Hvis hun nogen sinde fik at vide hvem det var, ville de på enden på komidie. Hvis der var en ting Ichiko ikke ville acceptere, så var det angreb på hendes medlemmer. Det ville påvirke deres udseende OG deres præstation. Det var bare ikke hvad hun havde brugfor nu, hvor de skulle sætte det mest fantastiske Romeo og Julie stykke, skolen nogensinde havde set, op.
Hun stilte sig vedsiden af døren og kiggede op på Masao. Men hans ansigt var stadigvæk smukt.

[Ounaga Masao]

Masao kiggede på Ichiko. Han kunne tydeligt se og høre, at hun var bekymret, og hun havde endda ikke engang set hans ryg. Det havde han heller ikke selv for den sags skyld, men han vidste, at det var den, der var mest ilde tilredt - både fordi, det stadigvæk gjorde ondt, og fordi, simpel logik sagde, at det umuligt kunne se pænt ud efter at være blevet smadret op ad en mur to gange - så kunne det godt være, at hans bryst også gjorde ondt, men det havde trods alt ikke mødt muren.
"Bare kom med ind," svarede Masao. Han var ikke sikker på, om Ichiko havde ment, at hun ville hjælpe ham med arbejdet eller med det, der var sket, men lige nu havde han i hvert fald ikke lyst til at stå ude på gangen i unødvendigt lang tid.
Han var faktisk slet ikke klar over, at han så så forfærdeligt ud, som Ichiko gav udtryk for, når man så på hende, så da han gik ind foran hende og tændte lyset på værelset, var han ekstra glad for, at håret dækkede hans ryg. Han måtte på en eller anden måde have været utroligt forudseende, når han i menneskeskolerne havde nægtet at følge hårreglementet..

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko så lidt på det ravnesorte hår. Det var så pænt og glat, og hun elskede når hun fik lov til at lege med det, de sjældne gange hun skulle style hans hår til et stykke. Bla. da han skulle have krøller for at spille Snehvide.
Hun gik ind og lagde den tunge bog på skivebordet. Hans værelse var noget større end hendes. Hun kiggede sig undersøgende omkring. Det var første gang hun havde set et drenge værelse, tilhørende en der ikke var i hendes familie. Og så endda Masaos værelse! Hendes klassekammareter ville falde døde om. Han var den eneste yngre elev, de alle sammen kunne li, på mere end en måde. Og af en eller anden grund, var der ingen der havde noget imod at han havde så mange flirter.

[Ounaga Masao]

Masao lukkede døren, hvorefter han lagde den anden bog og blokken ved siden af den bog, Ichiko lige havde lagt på skrivebordet. Der lå et par andre småting i forvejen, men intet specielt - bare nogle skriveting, et par skolebøger, en mp3.. under en af bøgerne kunne man lige se hjørnet af et billede stikke ud*.
"Jeg håber ikke, du har noget imod, at jeg lige skifter trøje," sagde han og gik hen og åbnede klædeskabet. Her tog han en tilfældig trøje i form af en sort tank top, som han lagde på sengen, inden han tog sit slips af og begyndte at åbne sin blazer. Hvis Ichiko ikke havde lyst til at se på, kunne hun bare kigge den anden vej - det betød ikke det store for Masao, og han satsede stadigvæk på, at håret ville dække, hvad han måtte have af skader på ryggen. Slipset, blazeren og efterfølgende skjorten blev smidt relativt skødesløst på sengen, der stjal noget ekstra gulvplads, da det somehow var lykkedes Masao at få fat i en seng, der var lidt større end dem på de andre værelser.
Da Masao bøjede sig lidt fremover for at tage trøjen, gled hans hår væk fra ryggen. Man kunne let ane hans rygrad under huden, og oppe omkring skuldrene og skulderbladende og et stykke ned kunne man ligeledes se et par relativt store hudafskrabninger og nogle blå mærker i samme størrelsesorden. Det var dog kun et hurtigt blik, man kunne stjæle sig til der, før han ikke helt uden synlige smerter trak tanktoppen over hovedet, hev håret ud fra udskæringen og rettede sig op igen.
Man kunne også lige ane et blåt mærke på brystet, hvor Fen havde holdt, omkring udskæringen, men at skifte til noget, der skjulte det, nu, ville være i overkanten, og Ichiko vidste jo alligevel allerede, at han var kommet til skade på den ene eller den anden måde.

*(Hvis man var lidt nysgærrig og skubbede bogen til side, ville man se et billede af Masao sammen med en sorthåret pige, der krammede ham bagfra, med teksten "アオくんへ ♥ ラブ、魔子" ("Til Ao-kun ♥ Love, Mako"). Det var Makos afskedsgave til Masao, som hun både limede og tapede fast til bordet, før hun forlod skolen. Tapen er væk nu, men på trods af nogle flossede kanter på billedet, har limen ikke overgivet sig endnu. Der ligger næsten altid noget ovenpå til at skjule det.)

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko gik hen så hun stod midt i værlset. Hun ville ikke sætte sig før Masao havde givet hende tilladelse. Hun så sig nærmere omkring, og modstod trangen til at gå hen til hans skrivebord, og tage en eller anden suvinir. Det ville simpelthen være for pinligt, og så havde hun heller ikke en taske til at gemme sit bytte i.
Ichiko så på Masao mens han skiftede til en tank top. Hun rødmede en smule, han havde virkelig meget selvtillid. Masao havde ikke bedt hende om at kigge væk eller noget, han skiftede bare tøj lige foran hende. Da hun så et glimt af hans ryg, mærkede hun en vrede boble op i sig. Hvem havde gjort det her imod Masao?? viste vedkommende ikke at det var som at be om øretæver, at tæve en fra dramaklubben? Hun kunne ikke lade vær med at gå lidt tættere på Masao. Da han havde fået sin trøje på, kiggede hun undersøgende, på et blåt mærke man kunne se ved hans udskæring. "Hvem gjorde det her imod dig Masao?" hun så meget alvorlig ud, og man kunne se had begynde at bygge sig op inde i hende.

[Ounaga Masao]

"Sæt dig endelig ned," sagde Masao og kiggede på Ichiko, der stadig stod op. "Der er en stol ved skrivebordet, du kan bruge, og ellers er det helt fint at sidde på sengen." Selv satte han sig på sengen, før han svarede, eller snarere undlod at svare, på hendes spørgsmål.
"Og jeg sagde jo, at det ikke var noget, du behøvede at bekymre dig om," sagde han og prøvede at smile beroligende. Han havde stadigvæk ikke lyst til, at Ichiko skulle indblandes - både fordi, hele situationen fik ham til at føle sig svag, hvilket han hadede sig selv for, og fordi, det kunne bringe hende i potentiel fare, hvis hun pissede Fen af, ligesom han selv havde gjort. Og han kunne se på hende, at hun ville gøre det, hvis hun fik det at vide.
"Desuden," sagde han, "er det lige nu bedre at være mig end ham." Det gjorde helt ondt bare at tænke på, hvordan Fen måtte have det lige nu.. Desværre ville det snart være Masao, der stod i den dårligste position, når Fen var kommet sig og så ham igen.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko gik hen og satte sig på sengen ved siden af Masao. Man kunne se hun var meget bekymret for ham. Forsigtigt og undersøgende kiggede hun ind i hans øjne. "Masao-san, vil du ikke nok sige hvem det er? Vi kan jo melde det til en lærer hvis det er?" Hun bed sig i underlæben. Stakkels Masao. Hun ville så gerne vide hvem der havde gjort det imod ham. Især fordi der var en ubehagelig stemme i hendes baghoved, der sagde at det måske havde været Adriano.
Ichiko blev ved med at sidde og kigge på Masao i noget tid. Hun afventede hans svar, bare et eller andet som reaktion. Bare han ville lade hende hjælpe, eller i det mindste bare tjekke om hans sår var så alvorlige at han skulle op til skolesygeplejersken. Og om han var for syg til at spille med i Romeo og Julie.

[Ounaga Masao]

"Jeg takker for omsorgen, sempai, men jeg klarer mig," sagde Masao med et lille smil.
At fortælle det til en lærer lød som en meget dårlig ide, omstændighederne taget i betragtning.. Teknisk set havde han ikke gjort andet galt end at sparke Fen i skridtet, hvilket vel egentlig også var galt nok i sig selv, men det havde været kraftigt provokeret fra Fens side - reglementet sagde, at man ikke måtte slås på skolens område, men Masao havde jo bare udøvet selvforsvar, så den burde han kunne vride sig ud af..
Problemet lå i, at selvom, han ellers ikke havde gjort noget galt, ville han få svært ved at komme med en rationel forklaring på, at han sad bag ved pigernes omklædning og arbejdede, som ikke var en trussel mod det cover, der skulle holde mistanke mod ham væk, hvis der skulle opstå et problem, hvor man ville gå efter "pervs" som hovedmistænkte. Det ville ikke være genialt at havne på den liste, hvis der pludselig på mystisk vis forsvandt nogle piger fra skolen, hvilket bestemt ikke ville være første gang. Og selvom han så var uskyldig i den sag, ville det stadigvæk formindske hans generelle bevægelsesfrihed.
Masao kiggede på Ichiko, der bestemt ikke lignede en, der havde tænkt sig at give op så let. *Jeg er vel nødt til at give hende en fornemmelse af at have hjulpet med et eller andet,* tænkte han med et suk. "Vil du se på mine sår for mig?" spurgte han. "Det er lidt svært for mig at gøre det selv." Han sagde det venligt nok, men man skulle ikke grave særligt dybt i hans tonefald for at høre, at han kun sagde det i et forsøg på at tilfredsstille hende.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko nikkede glad da Masao tilbød hende at se på hans sår. Så kunne hun i det mindste hjælpe ham med noget (og det indvolverede at Masao skulle sidde topløs, så det gjorde heller ikke siturationen værrere).
"Men du skal bare sige til hvis jeg skal gå igen. Vil bare gerne hjælpe dig Masao-san" Hun så hengivent og bekymret på ham. Masao var en vigtig støtte for hende i dramaklubben, og hun ville gerne hjælpe ham så godt hun kunne.
Uden at tænke over det, rettede hun på sin uniform, selvom den ikke havde brug for at blive rette på. Hun ville gerne se lidt formel ud sammen med Masao. Måske fordi det var en måde at lægge en smule afstand imellem dem, så hun ikke lod sig selv blive revet med. Hun var formand for dramaklubben og hun skulle bare snakke med sin viceformand, ikke andet. Og så havde hun jo desuden også Adrian... Bare tanken om ham, fik logget et lille smil frem på Ichikos læber.

[Ounaga Masao]

Masao lænede sig lidt ind mod Ichiko og aede blidt hendes kind på trods af hendes forsøg på at se formel ud. "Det ved jeg, du vil, Ichiko-sempai," sagde han med et lille smil og kiggede hende i øjnene. Det var første gang, han tiltalte Ichiko med hendes (selvvalgte) fornavn. I al deres tid sammen i dramaklubben havde han bare kaldt hende sempai eller Yamaguchi-sempai, men det her virkede som et godt tidspunkt at prøve noget nyt, selvom han stadig havde "sempai" med: Helt alene på hans værelse, mere specifikt på hans seng.
Desuden var det nok på tide at komme med et move af en eller anden art, siden en vis Adrian var dukket op, da han lod til at være en rival på området. Om det var et stort eller småt skridt, var ikke til at sige med sikkerhed - folk havde forskellige standarder for, hvor meget det betød, om man brugte for- eller efternavn, og hun kaldte jo i forvejen ham ved fornavn. Men hvis det var, kunne han jo altid smide noget større oveni bagefter, hvis Ichiko ville tillade det.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko rømede stærkt ved Masaos berøring. Så tæt havde de aldrig været på hinanden. Hun kom i tanke om hvor det præcist var at de sad. På en seng... Alene... Og det var IKKE Adrian der sad overfor hende.
Da han kaldte hende Ichiko, blev hun om muligt endnu mere rød i kinderne. Hun tudre ikke trække sig væk, for tænk hvis hun nu sårede Masao. Han var vigtig for drama klubben... Hun valgte bare at vente og se hvad han ville gøre. Indtil videre var der jo ikke sket noget, hun burde have det dårligt med. Og Masao viste vel på en eller anden måde, at hun ikke var helt så optaget af ham, som hun før har været. Nu var det Adrian der tog hendes tid og kærlige opmærksomhed.