hvor har du været?

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko lod Adiran nusse hendes mave og len i lidt tid. Hun var glad for at han ikke var alt for sur på hende, hun kunne godt forstå hvis han var lidt skuffet, men det virkede ikke som om han var virkelig sur på hende. Ichiko lagde armene om Adrian og krammede ham tæt ind til sig. Han var virkelig en sød og meget forstående fyr.
"Jeg er så glad for at du forstå mig Adrian, der er mange fyre her på skolen, der ikke fatter et 'nej'" Hun gav slip på Adrian og kravlede hen for at finde sin kjole. Hun stilte sig ud på gulvet, og lod kjolen glide ned over hende. Det bløde silke knitrede imod hendes hud. Med trænet hånd rettede hun en smule på sit halv uglede hår og smilede hen til Adrian. Hun gik med elegante skridt hen til ham og satte sig på senge kanten. Hun viste ikke helt om hun skulle gå tilbage til sit værelse, eller om Adrian ville have hende til at blive.

[Adrian]

Adrian smilte og lagde sig til rette i sengen, "de fleste forstår det, men de færreste følger det," han så på hende, "blev du overrasket over at man kan ændre sig selv med magi, som freksempel at få vinger," han så spørgende på hende, han kunne mange andre ting, men de mindede om de normale besværgelser, bare med små ændringer, men han kunne ikke meget mere end omkring 10 - 12 forskellige slags magier, såsom angrebs magi, forsvars magi, løfte magi, forvandlinger.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko så lidt på Adrian og smilte for sig selv. Han var så nuttet og sød, helt igennem en fin fyr, og han var hendes nu. Hun havde ikke troet, at hun skulle have fundet en fyr her på Yokai. Et eller andet sted havde hun altid troet, at hun ville finde et menneske, når hun flyttede til den anden verden.
Efter lidt tanke vandring, og en smule hjernevirderi over Adrians spørgsmål, nikkede hun en smule. "Det overraskede mig nok en smule, men så igen, har ikke set specielt mange hekse eller troldmænd i mit liv. Det er jo ikke så normalt for monstre og ja... hekse at snakke sammen..." Selv om det var alment kendt at monstre og hekse ikke kom særlig godt overens, blev hun alligevel en smule flov over at skulle sige sådan noget til Adrian.

[Adrian]

Adrian så på hende, "det ved jeg, og mig der ligger lige midt imellem, de fleste kan ikke lide mi fordi jeg er troldmand, og heksene er ikke glade for mig fordi jeg er et monster," han smilte og tog sin the, han drak en smule og satte den ned igen, "jeg håber du en dag at vi kan forstå hinanden bedre, for selv nu stiller du mange spørgsmål," han smilte og gik hen til hende, han lagde hans hånd på hendes ryg, og begyndte stille at nusse den.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko hørte stille på Adrian. Tænk at være fanget imellem hekse og monstre. De fleste OA var monster og monster imellem, så der var ikke de helt store problemer. De var ikke så respekterede, men alligevel tålt af deres artsfælder. Men det var anderledes med Adrian, han var jo både vampyr og troldmand, fanget imellem næsten to verdner. I det mindste var han ikke halvt menneske, så kunne han alligevel være en smule i sikkerhed.
"Jeg er sikker på at vi en dag, kommer til at forstå hinanden bedre... vi er jo lige igang med at lære hinanden at kende nee?" Ichiko smilte varmt til Adiran, og nød at blive nusset på ryggen. Der var nu intet som en stor mande hånd, der nussede ens ryg. "Du må da også have nolge spørgsmål til mig?"

[Adrian]

Adrian nussede videre og smilte, han vidste ikke helt om han havde nogle egentlige spørgsmål, han kendte jo allerede en lille smule af hende, og han vidste ikke helt hvad han skulle spørge om, "sandt, jo mere vi snakker sammen, jo bedre kender vi hinanden, så tror gerne jeg vil høre lidt om din opvækst, altså indtil du kom her til skolen," han så spørgende på hende, og blev ved med at nusse hendes ryg.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko kunne ikke undertrykke en lille svag kurren, over ren nydelse af at blive nusset. Hun prøvede mens hun nød Adirans nussen, at tænke over de vigtiste ting hun have oplevet, inden hun kom til Yokai. Der var så mange ting, som hun kunne burge hele natten på at fortælle.
"Jo altså, blev jo udruget som den første af alle mine søstre og brødre. Ellers har det været stille og roligt. Jeg var lidt vild og legede mest med drengene, indtil jeg blev ni og skiftede over til at passe mig selv lidt mere. Gjorde kort karriere som fodbold stjrerne, men brækkede benet for meget, da jeg altid ville spille imod drenge..." Hun sendte Adrian et flovt smil og kløede sig lidt i nakken. Det var en smule pinligt, at skulle snakke om hendes største svaghed nogen sinde. Det var ikke noget hun brød sig om, at fortælel andre, da hun følte sig utroligt sårbar.

[Adrian]

Adrian så på hende og smilte, "synd for dig," han aede hende på hoved, og kærtegnede hendes hår med bløde hænder, han smilte og kyssede hende kort på munden, "det lyder til du har haft en ganske god opvækst," han smilte venligt til hende, han elskede hende virkelig, og han håbede virkelig at de kunne få en god tid sammen.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko fik kuldegysninger på den gode måde over Adirans kys. Han var så blid og god imod hende, hun kunne slet ikke tro sig eget held. Tænk at den håbløse Ichiko havde fundet sådan en fantastisk fyr (selv om han nu var tre år yngre, men hva fanden, så fik han noget credit blandt sine venner).
"Tjaa den har vel været okay~ Især vores familie fester har bare været fede! Forstil dig lige 100 harpys, kun den tætteste familie, i samme rum og totalt i feststemning." Ichiko smilede glad ved tanken om sin familie. Hun elskede hele sin store, larmende og irreterende famile så utroligt højt.

[Adrian]

Adrian smilte og nikkede, "en eller anden ferie må jeg virkelig møde din familie, tror også det er bedre, bliver bare dræbt hjemme hos mig selv," han smilte venligt, han lavede godt nok sjov med det, men det virkede som om han havde en smule strenge forældre, for det var ikke 100% sjov, han havde også nogle strenge forældre, selvom det tit kun var moderen der var streng.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko kiggede overrasket på Adiran. Det var de færreste der frivilligt ville bruge en ferien sammen med minimum 20 harpyer. Gad vide om den stakkels dreng viste hvad hvad han var ved at gå ind til?. Ichiko lagde en hånd på Adrians knæ og klemte lidt om det.
"Du behøver altså ikke møde dem, du får sikkert aldrig spist noget. Vi stjæler jo mad og spiser grimmere end en trold ser ud." Hun smilede flovt og undskyldende på hendes families vejne.
"Er din familie virkelig så steng?" Hun så meget underende på ham, som om hun ikke kunne få en streng opdregelse til at passe på ham. Adrian var jo sådan en sød og normal dreng. (Så normal som man kan være på en monster skole) Man skulle tro han ville havde været enten badass eller et nørdet dydsmønster, hvis han havde strenge forældre. Det var Ichikos erfaring fra hendes drenge venner.

[Adrian]

Adrian så på hende, han smilte venligt til hende, "lyder intresant, det er sikkert søde harpyer, og det med de dårlige manerer, det generer mig ikke specielt," han ae'de hende blidt på kinden, "ja de er virkelig strenge, meget!" han smilte og kyssede hende på munden, han nød virkelig hendes selvskab, det var så hyggeligt.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko så lidt på Adrian efter han havde kysset hende. Hendes brune øjne fandt Adrians og hun lod sig fortabe i dem, bare i et kort stykke tid. Men det var vel også tilladt når hun nu ENDELIG havde fundet sådan en så speciel fyr, der endda gerne ville have noget kørende med hende.
Hun rakte ud og lod en hånd glide igennem det blonde hår. Det var så dejligt at røre ved en andens hår, uden man blev skubbet væk eller kaldt mærkelig. Eller som det skete i hendes familie, kom i et slagsmål.
Ichiko smilede varmt til ham, mens hun lod sin hånd glide ned på hans kind. "Stakkels lille Adrian-kuun~" Hendes øjne var en smule drillende, og man kunne høre på hendes overspillede stemme at hun var i lidt drillehumør.

[Adrian]

Adrian smilte venligt til hende, han nikkede en smule over det hun gjorde, hans Medie lyste op, og der kom et symbol under dem, han smilte og symbolet skiftede farve, det var bare til syns skyld, han nød det virkelig, det var så pænt, hans medie lyste op, denne gang kraftigere, der kom en masse flyvende lysende kugler, de skiftede farver, og svævede omkring dem.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko satte sig op og så undreende på de lysende kugler der svævede omkring dem. Hun havde altid haft noget med lysende ting, især hvis de kunne skifte farve. Det var vel fordi at der var en liiiile smule meget pipper i hende, der elskede de lysende og skinnende ting.
Hun kom til at tænke på nogle af de festivaller hun havde været med til. Hende og hendes søskende havde rendt rundt i deres små kimonoer og jagtet rundt efter ildfluer, indtil den sidst klæggede kom til at sluge en, og fandt ud af at den smagte rigtig godt. Så jagtede de egentlig bare rundt efter dem for at spise dem, frem for at bare få de lysende prikker til at bevæge sig hurtigere.
Ichiko kom til at fnise en smule. Minderne om hendes familie gjorde hende varm inden i. Sikke dejlige ting de lysende kugler kunne få hende til at tænke på. Hun så over på Adrian og smilede varmt til ham. "De er virkelig smukke.."