At se sig omkring

[Nenene]

Nenene spildte ikke et sekundt, men greb staven og løb. Løb mod skolebygningen, mens hun halsede efter vejret. Hun nåde dog ikke langt før trykbølgen ramte hende, og hendes fødder midstede kontakten med jorden. Hun blev kastet gennem luften, hun prøvede at skrige men ingen lyd forlod hendes mund. Skolebygningen nærmede sig med alarmerende hast. Hun kanaliserede sin sidste energi for at tage af for det uundgåelige sammenstød med muren. Et højt klask, og en knæk markerede sammenstødet. Et øjeblik hang hun bare stille i luften op af muren, inden hun faldt til jorden.
Alt var sort. Det var som at svæve i intetheden. Tid og rum havde ingen betydning, kun intetheden. Det varede for evigt, eller hun et splidt sekund, inden sammenstødet med jorden bragte hende tilbage til virkeligheden. Virkeligheden hvor hun skulle til at være en andens frokost. "Ugh.." lød det først da hun ramte jorden. Tårene var ikke langt bagefter og sammen med dem smerten. Hun tog sig til brystet med et smertefuldt gip da hun trak vejret. Hun havde hvertfald trykket, hvis ikke brækket, et par ribben, og hendes ene arm hang underligt fra skulderen, ude af led.
Nenene hylede af smerte.

[Adrian]

Adrian var allerede over hende, selv med den skadede fod var den afstand intet problem, han sparkede med sin raske fod efter hoved, han ville bare skade hende så slemt som muligt, men han skulle ikke dræbe hende, det ville han aldrig tilgive sig selv for, han havde ikke flere krafter tilbage til at kaste magi, det var også det skide medie's skyld, uden Le Fay's stav ville hun have været færdig for længst.

[Nenene]

Den velsignede sorte intethed vendte tilbage til Nenene, om kun for en kort bemærkning. En halvtkvalt smertefuld lyd kom fra hende som hans støvle mødte hendes ansigt. Smerten var uudholdelig! Hvert eneste gispende åndedræt føltes som hundrede nåle der stak hende indvendig. Hendes arm føltes som om den blev flået af, igen og igen og igen.
En stille strøm af blod begyndte at løbe fra hendes næse, den første blodsudgydelse i denne kamp. Det løb i en lind strøm ned af hendes ansigt, snart efterfulgt af en lille strøm fra hendes mundvig.

[Adrian]

Adrian smilte overlegent, han tog hende op og holdt hende mod muren, han smilte, og slikkede stille hendes blod i sig, "dy burde høre efter, se nu dig selv," han smlite og slikkede videre, han elskede den dejlige smag, den var så indbydende, han smilte og fik hurtigt slikket henden ren, han smilte og nød sin sejr.

[Nenene]

Nenene skreg af smerte da han løftede hende op. Hendes arm hang slap og dinglede og hendes vejrtrækning var ikke meget mere end smertefulde gisp. Hun ænsede knap at han slikkede hendes ansigt rent. Dog gik der ikke længe inden blodet ingen havde fundet en bane nedover hendes ansigt og dryppede fra hendes hage. Hendes grå øjne var sløret, som en overskydet dag, hvor regnen stod ned fra himmelen. "A... Adr.. Adrian... gø.. gør det ik'... Jeg ved du.. ka' høre mig... hjæ..lp mig..." stammende hun sig frem med grødet og hæs stemme.

[Adrian]

Adrian rystede på hoved, han løftede hende op i armene (bridestyle), og staven løftede han med magi, han gik roligt hen til sit værelse, der gik ikke længe inden de var derhenne, han lagde hende ned på sengen, og slikkede hendes ansigt rent, indtil videre var det nok blod for ham, til at styre sig selv. værelset var et stor rod, han havde nogle ting ude af taskerne, og andre tasker var bare smidt i hjørnet, han så på hende mens hun lå på sengen, og ventede til hun kom sig, han vidste at han kunne hjælpe hende med at heale, men den skulder der, den skulle nok ikke bruges magi på.

[Nenene]

Nenene gispede smertefuldt da han samlede hende op, og de havde ikke gået længe inden smerten fra den konstante bevægelse sænkede sig over hende som intethedens mørke og lod hende glide ind i bevidstløshedens frelse.
Der gik en rum tid hvor hun bare lå i sengen, inden blødningen fra næsen stoppede af sig selv, og kort efter stoppede strømmen fra hendes mundvig også. Det gik dog en del længere, omkring 5 timer, før Nenene kom med et smertefuldt grynt og missede let med øjnene.

[Adrian]

Adriano sad på en stol ved sit skrivebord, staven lå på bordet, og han havde allerede begyndt at helbrede sin fod, den var forstuvet, 8 steder, han havde brugt en smertelindrende magi, og en magi der stoppede hævelsen, så han kunne inorere foden. han smilte og var stadig Adriano, han rejste sig og gik hen til hende, "sovet godt, min egen," han smilte og aede hendes hår blidt, hans berøring var blød, det samme var stemmen.

[Nenene]

Nenene slog øjnene halvt op og pev af smerte. Hun havde altid haft en utrolig lav smerte tærskel, og pev over de mindste skrammer. Men det her.. Hun havde aldrig kendt ordet smerte før nu. Hun lå komplet stille på sengen, bange for at bevæge sig, bange for den smerte hun frygtede ville komme. Hun trak vejret langsomt og forsigtigt, så man knap kunne se hendes brystkasse bevæge sig. Ikke en lyd kom ud af hende heller. Hendes arm dunkede hårdt og hvert dunk sendte en bølge af smerte igennem hende. Hendes tanker var uklare, forstyrrede af smerten, en dunkende hovedpine.

[Adrian]

Adriano smilte og sagde venligt, "jeg kan sætte den på plads med magi, men du vil nok besvime igen af smerte, vil du det?," han så spørgende ned på hende, og ventede på hendes svar, han kælede stadig med hende, og han vidste egentlig ikke om han kunne, Adrians magi var ikke stærk nok, men i denne form, måske ville det lykkes, eller også ville skulderen blive smadret totalt, så hun skulle hen på hospitalet.

[Nenene]

Nenene lukkede stille øjnene. Teoretisk set burde det være muligt. Den havde energien til det, men kunne han styre det? Hvis ikke.. Hun ikke ikke tænke på hvad der kunne ske.. I bedste fald slog han hende bare ihjel og gjorde en ende på hendes lidelser.
Hendes læber skildtes let og et enkelt ord forlod dem. Et ensomt, knap hørligt "Ja...". Forhåbenligt ville hun besvime hvis det gik galt også, og så kunne hun håbe han ikke bare efterlod hende et eller andet sted til at bløde ihjel.

[Adrian]

Adriano holdt hånden over hende, han smilte og begyndte at samle sin energi, man kunne næsten mærke den som vind der blev trukket mod ham, han samlede den og kiggede ned på hende, han begyndte at messe, og samlede stadig energi, han messerede stille, og sekundtet efter kom der et stød fra hans hånd, det ramte skulderen der var gået af led, strømmen tog fat i skulderen, og hev sig sammen, han håbede det virkede, at den ville hive den på plads, endnu et lyn ramte hende, efterfulgt af 3 andre, de hev alle, og han hørte et højt knæk, enten var skulderen smadret, eller også var den på plads, han vaklede kort, og så på hende.

[Nenene]

Nenene skreg af smerte, ignorede smerten i brystet mens hun hev efter vejret. Hun holdt ud. Mørket ville sænke sig over hende lige om lidt og befri hende fra smerten. Det kunne ikke vare længe nu!
Men mørket udeblev. Knækket lød og Nenene blev stille. Helt stille. Hun lå med vidt opspærrede øjne og halvåben mund. Hun holdt vejret. Smerten... var ikke væk... men formildet. Hendes arm så meget mere rigtig ud, og den ene finger bevægede sig let. Nenene sukkede lettet, men skar en grimasse. Rolige åndedræt, rolige..

[Adrian]

Adrian smilte og så på hende, han lænede sig ind over hende, "det okay nu, Nene," han smilte og kyssede hende på halsen, han rejste sig op igen, gik hen og satte sig ved bordet, han stønnede en del og kunne ikke meget mere lige nu, al energien i ham var allerede opbrugt.

[Nenene]

Nenene trak hoved væk fra ham da han lænede sig indover hende og kyssede hendes hals. Hendes øjne søgte rummet og fæstnede sig ved stavne på bordet. Hun kunne ikke få fat i den så længe han sad ved bordet. Selv hvis hun kunne havde hun stadig ikke energi nok til at komme væk unden yderligere skader. Hun måtte trække tiden ud, men ikke vente for længe heller. Han måtte ikke nå at genvinde for meget energi. Heldigvis havde hun massere af udbesvarede spørgsmål at tage hul på. Hun flyttede blikket over på ham, med øjne der stadig var våde og blanke. "Hvorfor har du ikke taget din pris endnu? Det var jo det du ville have... blod". Hendes stemme var stadig tynd og ikke mere end en hvisken. Hun havde ikke den samme tomme føelse indeni, den samme smerte i halsen.. Han havde ikke bidt hende.. endnu.. Men hvorfor?