At se sig omkring

[Nenene]

Nenene hørte bankene "Gå væk!" skrålede hun tilbage inden Adrian talte. Hun kravlede ud fra sengen og stillede sig midt på gulvet med fronten mod døren. Tårene væltede stadig ned af hendes kinder "Hva var det så lige der skete undenfor?! Prøvede han bare at passe på mig?!" skrålede hun tilbage ud igennem døren. Det var tydeligt at høre på hendes stemme, selv igennem døren, at hun græd kraftigt. "Hvordan kan du forsvare det KRYB?!" rasede hun videre. Kunne han ikke bare lade hende være? Havde han ikke gjort nok? Kunne han ikke bare lade hende være alene med sin smerte og fortvivelse?

[Adrian]

Adrian stoppede med at banke, han var rimelig lamslået, selvfølgelig var Adriano nok gået over gevind, men det var det samme med Nenene, "jeg........jeg kan ikke give dig et svar på det," han vidste ikke hvad han skulle svare, Adriano gjorde bare hvad han følte var rigtigt, adrian behøvede blod, derfor skaffede Adriano det, at Nenene, var den hun var, det kunne han ikke gøre for.

[Nenene]

Nenene kunne mærke vrede boble op i sig og blandede sig med hendes hjælpeløse fortvivelse. "Han angreb mig Adrian! Han åd af mig! Han.. han..." hun for frem og hamrede en enkelt gang på døren med knyttet næve "HAN PRØVED FOR HELVEDE AT.... at...." hun kunne ikke gøre sætningen færdig, men sank i stedet klynkende sammen foran døren og tog sig til sin hånd. Det havde gjort ondt hele vejen op igennem armen på hende, selvom den var på plads var den stadig øm, men hun tog sig ikke videre af det.

[Adrian]

Adrian lagde sin panden mod døren, "jeg ved hvad han gjorde Nenene, jeg så det, jeg følte det, jeg er ligesom ikke væk når han styrer, jeg ved alt hvad han laver, og omvendt," han ville ikke have hun skulle gøre sætningen færdig, han ventede bare, "Nene, lad mig trøste dig, du må tage hvilke som helst forholds regler, jeg skal nok følge dem," han ventede med tungt hjerte på hvad hun ville gøre.

[Nenene]

Nenene skjulte ansigtet i sine hænder. Han viste det, og alligevel forsvarede han den perverse stodder?! Hvordan kunne han gøre de? Han var hendes bror?! Eller måske.. Måske var han lige så meget Adrian som han var Adirano... hun kørte fingrene op i håret og hev stille i det, fokuserede på smerten. Den var langt rarer end den smerte inden i hendes hoved lige nu. Han var hendes bror! Et klik lød fra døren "Der er åbent" råbet hun stille tilbage, og virkede til at være faldet lidt ned. Hun råbte og skreg hvertfald ikke længere nu.

[Adrian]

Adrian åbnede stille døren, gik ind, og lukkede den igen, han så på hende, med triste øjne, "undskyld Nene, jeg lover jeg vil gøre alt for at gøre det godt igen," han så på hende med nogle oprigtige sorgfulde øjne, han kunne ikke lide at skændes med sin søster.

[Nenene]

Nenene rystede svagt på hoved og lagde panden mod sine knæ for at skjule sit ansigt. Hvordan kunne han gøre det godt igen? Hvordan i alverden havde han tænkt sig at gøre det godt igen! Han kunne havde slået hende ihjel! Om end ikke med vilje, så ved et uheld! Hele hendes krop rystede svagt under hendes gråd, og fik hendes spinkel krop til at se ud som om hun ville falde fra hinanden hvis man pustede på hende. Som en fin kinesisk vase. For nogen smuk, men altid skrøbelig.

[Adrian]

Adrian gik hen til hende, han holdt om hende, "Nene, undskyld, jeg kan ikke forsvare hvad jeg gjorde, men jeg vil gøre det godt," han så på hende, og holdt bare om hende, hun virkede så skrøbelig, og han var skyld i det, han havde virkelig dummet sig denne gang, det var han sikker på, han ae'de stille hendes ryg, og ventede bare på hun svarede ham.

[Nenene]

Nenene snøftede kraftigt inden hun hævede ansigtet en smule og så på Adrian med sin våde, stomgrå øjne, der lige nu lignede et mørkt, trist regnvejr. Den type regnvejr der ikke kunne undgå at gøre alle andre en smule nedtrykte. Dog var den tristhed ingenting i forhold til den fortvivelse der gemte sig bag skyerne i hendes øjne. "Hvor... hvordan?" stammede hun svagt, og kunne ikke undgå at ordet fik en svagt anklagende tone. For hun kunne virkelig ikke se det. Hun kunne virkelig ikke se hvad der skulle kunne gøre dette godt igen.

[Adrian]

Adrian holdt om hende, han anede det ikke, han kunne ikke tvinge hende til at tilgive ham, men han kunne hjælpe det på vej, "det aner jeg ikke endnu, men vil gøre alt for at du vil tilgive mig," han smilte og kyssede hende i håret, han ae'de hende bare efter det, han anede ikke hvad han skulle gøre, men idetmindste var hun faldet lidt ned.

[Nenene]

Nenene så ned i gulvet. "Ville du love aldrig at tage dine kors af igen? Ville du aldrig lade Adriano overtage igen? Ville du kunne holde det?" spurgte hun og lød død alvorlig. "Vil du sørger for at han aldrig nærmer sig mig igen? At han aldrig skader nogen som han skadede Sumiko og Haruka?" fortsatte hun men vidste han ikke kunne... Eller ikke ville.. Han sagde han ville gøre alt.. En desperat løgn for at sætte ham selv i et bedre lys, for at gøre hende god igen. Hvis hun dog bare havde holdt døren lukket, og ladet ham hamre på døren udefra.

[Adrian]

Adrian så på hende, "jeg lover det, men jeg bliver nok nød til at bryde det i nogle specielle tilfælde, men jeg lover aldrig at tage dem, af eller lade ham skade nogle igen," han vidste ikke om andre tog dem af, og han vidste aldrig om han desperat blev nød til at bruge Adriano's krafter.

[Nenene]

Nenene så ned og nikkede så svagt inden hun hvilede hagen på sin knæ og lukkede øjnene. Hun var efterhånden faldet nok ned til at tårene var aftaget en smule. *Løgner.. han lyver.. jeg ved han lyver! Hvorfor skulle jeg tror ham? Han har allerede svigtet mig en gang, så hvad skulle forhindre ham i at gøre det igen? Han er ikke stærk nok til at holde på Adriano.. Han kommer efter mig igen, jeg ved det..* den lille stemme i hendes hoved borrede sig ind og efterlod kun tvivl i hendes hoved, men den var ikke alene. *Han taler sandt.. Han er min bror! Selvfølglig vil han holde det, ellers ville han jo ikke sige sådan! Han skal nok holde Adriano væk, han skal nok beskytte mig mod ham!* fyldt med håb blandede disse spor af håb sig med tvivlen og skabte ikke andet end forviring. "Tak..." lød det stille fra hende. Et enkelt grødet ord.

[Adrian]

Adrian smilte, han vidste ikke hvad han skulle gøre her de næste par dage, "Nene, det er vigtigt at du kun opsøger mig i yderste nødstilfælde, her de næste par dage, bare rolig, det er snart ovre igen," han smilte og holdt beroligende om hende, "har du det bedre," han så spørgende på hende, han ville være helt sikker, før han ville efterlade hende, om så det skulle tage den halve nat.

[Nenene]

Nenene nikkede igen svagt som svar. "Jeg.. har det bedre nu... tak" mumlede hun stille. Det var løgn. Hun havde det ikke bedre. Hvis muligt havde hun faktisk fået det værre. Der var så mange tanker der fes rundt i hoved på hende. Så mange tanker der ikke ville stå stille eller give mening. Hun rejste sig og kom langsomt på benene igen. "Jeg har bare brug for at ligge lidt ned og være alene" tilføjede hun og åbnene døren som et temmelig tydeligt tegn til at det måske var på tide at han gik.