At se sig omkring

[Adrian]

Adriano smilte venligt, "jeg behøvede ikke mere for nu, du blødte nok til at jeg kunne tilfreds stille min sult, ved bare at slikke dig ren i ansigtet," han smilte og var venlig nok, når ikke han skulle bruge blod, "det er derfor jeg gerne vil spørge dig om noget, ville det ikke være meget nemmere, hvis jeg bare drak en lille smule af dit blod hver dag, så jeg ikke behøver at dræne dig komplet en gang om ugen, for mellem os sagt, så er dit blod det lækreste i miles omkreds," han smilte og så spørgende på hende.

[Nenene]

Nenene lod sit blik hvile på Adriano. Et blik der ikke holdt andet en foragt og smerte. Hvor dum var han lige? Hvor komplet impicil havde man lov at være! "Du må være en idiot hvis du tror jeg nogensinde vil gå med til det" svarede hun blot nøgent "Efter hvad du gjorde mod Sumiko og Haruka.... Du må være gal". Hun kunne ikke bare give ham hvad han ville have. Ikke efter dengang. Tanken om al den smerte det ville spare hende strefede ikke engang hendes tanker. Hun ville ikke give den psykopat hvad han ville have. Ikke på vildkår!

[Adrian]

Adrian så på hende, "du vil hellere ha at jeg skal bruge alle mine krafter næste gang, og så slog dig halvt ihjel, bare for at gøre det ugen efter," han så på hende, han smilte og rørte ved sit andet kors, "jeg har stadig det ene kors på, når begge kommer af, så kan jeg slå mig løs, men det er ikke nødvendigt med en som dig, denne krop er nok mod dig," han så sigende på hende.

[Nenene]

Nenene stirrede blot på ham. Hun ville aldrig give efter overfor ham og hvad kunne han gøre ved det? Dræbe nogen hun holdt af? Adrian var den eneste hun kendte, og ham kunne han ikke så godt slå ihjel. Men noget i det han sagde slog hende. Et lille smil bredte sig på hendes læber "Du kan ikke tage det af, kan du vel?" sagde hun med hånlig tone. "Nej.. Ellers ville en stor farlig vampyr som dig ikke havde ladet mit tryne dig sådan, hvis du bare havde kunne tage korset af og tage hvad du kom efter. Der var jo op til flere folk der så det... Du ville ikke have stået model til den udmygelse hvis det var så let"

[Adrian]

Adriano så på hende, "nej det kan jeg ikke, det er sørgeligt, men desværre kan det kun komme af på 2 måder, den ene er at en bestemt person tager det af, jeg kender ingen der kan, den anden er at Adrian for altid bliver udslettet, og at jeg Adriano, endelig bliver fri, men det vil Adrian ikke ofre, desværre," han så på hende og smilte lidt, han rejste sig og gik hen mod hende, "men lige nu er denne krop nok for mig."

[Nenene]

Nenene fuldte ham med øjnene. *Vær stærk Adrian... Du må ikke lade ham vinde*[/B] tænkte hun som Adriano nærmere sig. "Hold dig væk dit kryp!" snerrede hun stille, stadig ikke istand til andet end lide at hviske. Vrede bredte sig, og erstattede noget af smerten med sit brændende had, og begær efter at vride halsen rundt på manden foran hende. Men hun viste hun ikke ville kunne gøre det. Han var stærkere end hende og hvis hun dræbte ham, ville hun også dræbe Adrian. En handling hun aldrig kunne udføre, hvad end det galt.

[Adrian]

Adriano så venligt ned på hende, "jeg er ikke et kryp, jeg er den rigtige mig," han smilte og lagde sig ned over hende, han smilte og så ned på hende, "jeg ved godt du hader mig, men det forholder sig omvendt med mig," han smilte og prøvede at kysse hende på halsen, "jeg elsker dig, har jeg altid gjordt, mens jeg i Adrian's øjne har holdt øje med dig," han smilte og så fast ned på hende.

[Nenene]

Nenenes hjerte begyndte at banke hurtigere i hendes bryst. Smeten i hendes hoved blev erstattet af frygt. Hun strakte halsen væk fra ham da han prøvede at komme til den, men hun kunne ikke flytte sig nok til at det gjorde den store forskel. Kuldegysninger gennemrystede hende kort da han kyssed hendes hals, med frygten for at han ville bide hende. "Hvad... Hvad har du tænkt dig at gøre ved mig?" sagde hun med spinkel stemme. Et øjeblik håbede hun at han kun ville tage hendes blod. Hvad havde hun ellers som han kunne ønske?

[Adrian]

Adriano smilte, "ingenting hvis du absolut ikke vil, men det er kun fordi det er dig, og fordi jeg har de følelser," han smilte og kyssede igen hendes hals, hans kys rørte knap nok, men var tilgengæld langsomme, så de virkede mere intense, end hvad de var, han smilte og kørte en hånd op af siden på hende, "men jeg kunne selvfølgelig også bruge ren magt til at tage din krop, men jeg vil ikke have at du hader mig," han smilte og kyssede hende igen, denne gang på grænsen mellem hals, og brystkasse.

[Nenene]

Nenene skælvede da han talte om at tage hende krop. Kødelige lyster. Hvorfor skulle det altid være kødelige lyster?! Hendes underlæbe dirrerede en smule og hun sank en klump. Lige nu var hun glad for at skoleuniformen var så lukket ved halsen. Skjortekraven og den store sløjfe der holdt den sammen gjorde at halsgrænsen kun lige var synlig. Hvert af hans kys sendte et gip igennem hende, hvergang med frygten for hans bid. Hans ord virkede så tomme. Han ville ikke havde hun skulle hade ham.. Hun hadede ham! Hun hadede ham så inderligt.. Men Adrian ville da ikke lade ham gøre det. Ville han? Nej! han var stærkere end det! Det blev han nød til at være! Da hånden på hendes side nåde det første ribben gav hun et lille spjæt af smerte.

[Adrian]

Adriano så på hende, han smilte og kyssede hende engang til, "hvor er han irreterende, han vil ikke have det," han tog sig til hoved og lukkede øjnene, han klemte dem et par gange, men åbnede dem så, og selvom han så en smule forvirret ud, var Adrian tilbage, han smilte og så på Nenene, "undskyld Nenene, han mener det ikke ondt," han smilte venligt og først der gik det op for ham hvor de egentlig var, han skreg og rullede rundt, glemte hvor lille sengen var, og endte på gulvet, total paf. han havde lige kærtegnet sin søster, han havde næsten være pervers, han kunne slet ikke bære det, han elskede Nenene, men ikke som Adriano gjorde det.

[Nenene]

Nenene gyste. "A... Adrian?" sprugte hun halvkvalt og lød næsten som om hun var grådens rand. Han havde nær voldtaget hende, hendes egen bror havde nær voldtaget hende! Hun snøftede stille. Han kunne lyve. Der var kun en måde at vide om det var Adrian. "Gi' mig min stav.. og sæt det andet kors tilbage... Gør det nu Adrian!" der var frygt i hendes stemme. Hun var bange for at Adriano ville komme tilbage hvert øjeblik det skulle være. At han ville tage over igen og fuldføre hvad han havde startet.

[Adrian]

Adrian rejste sig op, han tog ned i sin lomme, rørte ved øret, og korset sad i, han drattede om på gulvet, igen, men åbnede øjnene igen, han var sig selv, "jeg skal på toilettet," han havde fået slukket sin tørst, og han havde virkelig drukket for meget. han rejste sig op, og smilte til Nenene, "undskyld, men jeg skal virkelig på toilettet," han humpede ud af døren, og forsvandt.

[Nenene]

Nenene sukkede tungt. En del af hende ville bare blive liggende og vente på han kom tilbage, en anden ville råbe af Adrian, skrige at det hele var hans skyld, mens en trejde del bare ville væk og aldrig se Adrian igen. Hun rørte stille på sig og satte sig langsomt op med sammenbidte tænder og flere smertefulde klynk. Det lykkedes hende til sidst at komme op, få benene svunget udover kanten og komme på benene. Hun vaklede over til bordet og greb sin stav, mærkede hvordan frygten forsvandt. Hvordans dens blotte kontakt beroligede hende. Et kort ryk kom i hendes ribben, og hun trak vejret dybt og ubesværet igen da hun kastede en healende magi. Det blev nød til at gøre det for nu. Hun skyldte sig ud af rummet, mens hun holdt om sin arm og satte kursen mod sit eget værelse hvor hun låste og blorkerede døren iden hun satte sig i hjørnet af sin seng og græd.

//OUT

[Adrian]

Adrian kom tilbage omkring 10 minuter efter, han så sig omkring, tog sig til hoved, og løb, han var langsom, og den skadede fod hjalp ikke, han skar tænder og bankede på hendes dør, han råbte ikke endnu, men gispede efter vejret, "Nenene, undskyld, jeg er ked af det, hverken jeg eller Adriano ville skade dig," han græd næsten, han bankede videre, men havde næsten ingen krafter tilbage.