første møde.

[Adrian]

Adrian smilte, "nemlig, vi ved alle at jeg stadig er jomfru," han smilte, han fattede et hint, men han gad ikke spilde mere tid på Masao, han villere hellere snakke med Ichigo. han gik hen ved siden af hende og så på hende, "kan jeg lige tale med dig et kort øjeblik, det ret vigtigt," han så spørgende på hende, han ville utrolig gerne være med i Dramaklubben, men han havde vigtigere ting at lave, end at øve hele tiden.

[Nekomiya Haruhi]

En tydelig surmulen trak over Haruhis ansigt, som hun stirrede meget ondt på Ichiko. Lige nu var dramaklubbens formand absolut ikke hendes yndlingsperson og det hjalp ikke det mindste på det, at Masao lige havde givet Ichiko ret.
Hun stod naglet til stedet, mens hun prøvede at håndtere den pludselige vrede, der var begyndt at ulme i hende, og som udmøntede sig i den lange række af forbandelser, man svagt kunne ane blive mumlet mellem hendes læber. Ord som "sommerfugl", "strigle" og "tøjte" var blandt de nævnte, men heldigvis var de grovere af dem for lavt mumlet til at det var hørbart og det sidste der hørtes, inden Haru-kun lod sine læber forsegle, var endnu et "Undskyld".

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko kastede et kort blik på Adrian. "Bliver efter vi er færdige hér." Hun gik over til Masao og satte sig ved siden af ham. Med en klar og tydelig stemme begynder hun at tale. "Det første stykke vi skal spille er Romeo og Julie. Det bliver en forkorter version, og i får alle tildelt et manus inden ugen er omme." Hun kigger op på Masao og smiler drillende til ham. "Og vi har vist også fået os en ny Romeo, når du nu skal være den kedelige far~" Ichiko elskede at drille Masao når hun havde chancen. Især fordi han var så nuttet.
Ichiko valgte helt at ignorere Haruhi. En lille straf. Selv om hun sikkert snart ville blive god igen, og behandle Haruhi på samme semi kærlige måde hun behandler alle andre på.

[Ounaga Masao]

"Yamaguchi-sempai, jeg ved ikke, hvornår du sidst kiggede på det, men sidst, jeg så manuskriptet til Romeo og Julie, var hverken Romeos eller Julies far konge," sagde Masao. Dammit, han havde bare sagt det i en blanding af sjov og irritation, og nu hang han på den? Og Adrian gjorde stadigvæk ikke hans humør bedre, det var jo ikke meningen, at han skulle løbe med på den på den måde.
Man kunne stadigvæk se, at Masao var irriteret, men han havde fået lagt lidt en dæmper på og viste det ikke så tydeligt som før.

[Adrian]

Adrian smilte lidt mere, han så på Masao, "undskyld mig Masao-senpai, men siden du ved hvad monster jeg er, så må du ikke sige det videre," han smilte venligt, især fordi adrian var adopteret, han vidste ikke om det var faren der var Vampyr eller Moren, men Masao mindede ikke om en vampyr, han havde ikke nok stolthed, og slet ikke yndeful nok.

[Nekomiya Haruhi]

*Romeo og Julie?* tænkte Haruhi. Hun prøvede på bedste vis at bevare sit gnavne lune, men det mislykkedes. Hendes sure mine var så småt begyndte at forsvinde, på grund interessen det nyopbragte emne havde bragt. Det var svært at lade være med at glæde sig, ved lyden af sådan en nyhed. *Gad vide hvilken rolle, jeg skal spille?* hun snoede let en rød tot hår om sin pegefinger og kiggede nysgerrigt på Ichiko. Alle de indebrændte følelser, hun havde haft lige før, var netop nu fordampet fuldstændig og tilbage var end ikke en flig af vrede.

[Yamaguchi Ichiko]

"Masao-kun, du udråbte dig selv til far over vores lille prins Adrian-san. Så er det vel naturligt for mig at assumere at du vil spille far?" Hun smilede venligt til Masao, og hendes toneleje var flirtende igen. Der var intet som at drille Masao. Han blev nolge gange som en lille stædig dreng, og det kunne få Ichiko til at grine som et lilel barn. Det eneste tidspunkt hvor hun bare var nuttet.

[Ounaga Masao]

Masao sukkede dybt, kiggede ned og tog sig til hovedet. "Sempai, det var en joke! sagde han og kiggede dernæst op igen "Desuden burde enhver da kunne se, at min søn ville være langt kønnere." Han kiggede tænksomt på Adrian, som om han overvejede, hvor i processen, det var gået galt.

[Adrian]

Adrian smilte, han gad ikke blande sig i hvad de andre sagde mere, han gabte og ville bare videre, han sad lidt og studerede sine hænder, men fandt ikke noget besynderligt ved dem, *du burde ikke være kommet her, disse mennesker, de er ikke almindelige svage monstre, Adrian dummesen, en ting var at spille i menneskeverdenen, en anden er her på monster akademiet,* han så op på dem, Adriano's ord var noget han kunne tænke en del over, måske ville dette blive ganske intresant.

[Nekomiya Haruhi]

Pludselig slog Haruhi en hånd for munden, hvorefter hun prøvede at skjule sit ansigt på bedste vis i begge sine små hænder. Et fnis var brudt ud mellem Haru-kuns læber over Masaos kommentar og det var måske en tand for piget, i forhold til den påklædning hun var iført lige nu. Hun havde mildest talt meget svært ved at tilbageholde latteren. Selvom hun dog fandt Adrians udseende ganske charmerende, så havde Masaos forfængelige, selvoptagede og humoristiske kommentar ramt lige i plet. Hans ego var jo trods alt noget af grunden til, at hun stalkede ham, så det var ikke noget under, at sådan en kommentar kunne frembringe den slags reaktioner hos hende.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko lavede uskyldig trut mund. "Du ved jo at jeg tager alt hvad du siger så bogstaveligt Masao-kun. Men du skal spille far anyways, der er ikke andre roller der passer til en fyr af din kaliber." Sagde hun forsat drillende.
Ichiko rejste sig og gik hend til Haruhi. Hun havde længe tænkt på hvilken rolle Haruhi skulle have. Det endte sikkert med en kommisk rolle som altid. "Har du gjort dig nolge tanker om hvilken rolle du selv synes du passer til?" Af en eller anden grund respekterede Ichiko Haruhis meninger om sin egen formåen inden for skuespil.

[Ounaga Masao]

Masao sukkede igen. Det var nok bedst ikke at forsøge at diskutere for meget med Ichiko. Hun havde det med at blive irriteret, hvis man gik imod hendes autoritet, og der var allerede to, der havde været dumme nok til at gå imod hende. Desuden.. Hvis Adrian skulle være Romeo, gav det ham en herlig mulighed for at ødelægge hans liv - ikke i virkeligheden, men i hvert fald i stykket - så måske kunne han alligevel affinde sig med den rolle.

[Adrian]

Adrian smilte, han havde hørt det udemærket, og Adriano bekræftede det, den fyr havde en meget piget fnisen, men det skulle han ikke blande sig i, hvis han/hun ville være speciel, så var det hans/hendes valg, *sjovt måske er han, en hun, kunne være en sjov vending, men måske er det bare os,* han smilte og kiggede rundt, han vidste endnu ikke hvem han skulle være forelsket i, men sikkert en eller anden gudesmuk pige.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi blev en smule overrasket over, at Ichiko pludselig henvendte sig til hende igen. Hun lod sig dog ikke hænge længe i det, men begyndte derimod at overveje hendes spørgsmål. "Med henblik på mine tidligere roller og dét faktum, at det er en forkortet udgave, der er dermed kun skal indeholde stykkets centrale karakterer, så ville mit bedste bud være Mercutio, men..." sagde hun tøvende og kastede et blik over i Masaos retning, *Hvis den rolle endelig bliver taget med i stykket, så passer den bedre til ham.* Hun holdt sig dog til kun at tænke dette. Hun havde ikke lyst til at stå og belære Ichiko om fordelingen af andres roller. I stedet for redigerede hun sin tankestrøm og luftede noget, som lå hende langt dybere på sinde, "...jeg kunne godt tænke mig rollen som Julie." Hendes blik var fæstnet på Ichiko og - for en gangs skyld - meget seriøst. Hun havde altid næret et ønske om at prøve at spille Julie, da hun holdt meget af rolle og den aristokratiske baggrund, som omsværmede den.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko så mildest talt meget overrasket ud. Hun så fra Haruhis uniform til hendes drengede hår. For første gang i lang tid, var hun helt fra fatningen. Hendes tanker prøvede at forbinde Haruhi (dreng) og rollen Julie (pige) ,det gav så et udtryk af komplet forvirring, sjældent set hos andre væsner end en fasan. Hun var ikke sikker på om det var tilladt at spille andet køn, i torien burde det, men Julie var jo sådan en vigtig rolle.
"Ø-øhh.... Sagde du Julie?" Ichiko talte i et normalt tonefald, men det var stadigvæk meget tydeligt at hun var overrasket.