første møde.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko stod bare og pegede på Maru i lidt tid. Hun begyndte så at pege fra Maru til Masao. "Dig, og dig.... I-i.... I har stjålet mit første kys!" Ichiko gemte flovt hovdet i hænderne. Det her havde indtil videre været den væreste og mest pinlige dag i hele hendes liv. Det var så flovt. Foran hele dramaklubben og alt muligt.
Ichiko viste ikke helt hvad hun skulle gøre, hun kunne ikke blive ved med at stå og gemme sig bag sine hænder, sådan en episode skulle ikke knække hende. Hun rettede sig op og rettede en smule på sin uniform og sit hår.
Med lange skridt gik hun hen til Haruhi. "Jeg forventer du øver på forskellige udtryk til Julie, tøj og være måde. Mit mål er at finde en helt ny og unik Julie, hvilket du måske er den rigtige at stå for. Er du klar på den opgave?" Hun så fast på Haruhi, selv om hendes øjne ikke gav udtryk for den samme autroritet som før.

[Maru]

Maru klukkede bare let over Ichikos frustrede flovhed.
"Jeg er beæret.." lo han "Men jeg gjorde selv en lille del af arbejdet..."
Han lo inderst inde da Ichiko straks gik over til at tale med en anden som om intet var hændt. Åh, hvor var hun dog morsom!
Maru vippede let tilbage på stolen så ryglænet lænede mod en bordkant, og observerede derefter de forskellige med et grin på læben.

[Ounaga Masao]

Da Ichiko pegede på Masao, satte han en mine op, som om han var lige så meget offer som hun var.. Hvilket han vel egentlig også var, han havde bare ikke noget imod det. "Hvorfor blamer du mig?" spurgte han, "Du har også stjålet et kys fra mig!"
Han kunne desværre ikke sige "mit første kys," for det var væk for længst. Men med den måde, han sagde det på, kunne han, hvis man ikke vidste bedre, lige så godt have sagt det sådan, fordi han ikke ville indrømme, at det var hans første.
I virkeligheden morede han sig ligesom Maru en anelse over Ichikos opførsel, og sagde ikke noget, da hun prøvede på at lade som ingenting. Hvis hun ikke ville, når der var andre til stede, skulle hun da have lov til det~

[Adrian]

Adrian rystede svagt på hoved, han syntes de var en smule barnlige lige nu, og derfor kedede han sig umenneskeligt, han rodede en smule med sin medaljon, men den var ikke sjov i længere tid, det samme galt alt andet, det blev kedeligt for hurtigt, og de andre skændes bare.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi prøvede at ignorere de tilbagevendende kommentarer om kysset og i stedet for koncentere sig om Ichikos spørgsmål. Hun sørgede for at fastholde hendes øjne med et fast og beslutsomt blik, som hun svarede med et nik, "Ja." Det var et kort svar, men hele hendes udtryk afspejlede i det øjeblik hendes motivation: Hun ville virkelig gerne spille Julie, det var ikke bare for komediens skyld at hun havde meldt sig.

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko nikkede kort til Haru. Hun viste ikke helt hvad hun skulle gøre. Egentlig havde hun bare lyst til at løbe væk fra dem alle sammen, og ind på sit værelse, og være flov alene. Et kort øjeblik kunne man se på hende, at hun faktisk havde det uroligt ubehageligt, men som en sand skuespiller, fik hun skjult hendes ubehag bag en proffessionel maske.
Koldt kiggede hun hen på Masao. Han opførte sig som om han var halt uskyldig og blufærdig. Dét skulle han ikke slippe fra. Ham og Maru skulle nok få en straf på den ene eller anden måde. Måske ville lidt ekstra arbejde alligvel være godt for Masao? "Hey, Mas-kun. Skiftede mening, kom i tanke om en stor historie opgave jeg skal lave, så du bliver nok nødt til at læse Romeo og Julie igennem alene, og så give mig de gode scener." Hendes øjne drillede Masao, men de viste også en vis triumf, der er så typisk for en, der får sin barnligehævn.

[Maru]

Maru vippede bare stilfærdigt på stolen med sit blik hvilende på de forskellige. Lige nu mest Ichiko.
Det var nemt at se, at Ichiko var bossen i klubben. Selv Maru - i sin halvt fulde tilstand - kunne se det, og det morede ham endnu mere, at de var hende han havde stødt ind i. Sikke et førstehåndsindtryk!!
Masao var åbenbart 'second in command' for ret så pludseligt havde den langhårede fået en hel del arbejde på hånden.
Den feminine dreng skulle åbenbart spille Julie.... Hvilket førte til at Maru fandt ud af at stykket var Romeo og Julie, sikke en typisk ting at spille...
Den sidste dreng virkede ret neutral i det...
Og sådan tænkte Maru på så meget mens han betragtede dem.

[Ounaga Masao]

"Eh? Sempai, det er uretfærdigt, jeg kunne lige så lidt gøre for det, der skete, som du kunne," sagde Masao. Hans stemme var nogenlunde rolig, men en anelse trodsighed skinnede alligevel igennem. Skulle han virkelig lave det alt sammen alligevel? Skulle man måske bruge enslavement igen? ... Nej, for tidligt. Det ville være alt for mistænkeligt, hvis Ichiko pludselig skiftede mening igen allerede..
Var det virkelig nu, han skulle se nederlaget i øjnene? Han havde ikke lyst til det, men det kunne måske være nødvendigt.. I det mindste havde han da fået stjålet Ichikos første kys, selvom han måske ligesom Ichiko havde foretrukket at gøre det under lidt andre omstændigheder.

[Adrian]

Adrian smilte, "men i modsætning til hende, så lader det ikke til at røre dig specielt, Masao-kun," han smilte en smule flabet, og vidste at kalde sin senpai for -kun, var ekstremt uhøfligt, og han havde da også gjordt det helt bevidst, han gad ikke dette her mere, så hellere den nemme løsning.

[Nekomiya Haruhi]

Haruhi var lige ved at tage sig til hovedet. De blev ved med at snakke om dét, dét, dét kys! Hvis hun ikke lige havde brugt sin besættelseevne på Masao, kunne hun sagtens finde på at besætte hele banden og få dem til at skilles, så mødet i det mindste for denne gang kunne tage en ende (selvom det ville være en stor anstrengelse).
*Hvorfor kan de ikke bare lade det ligge?* tænkte Haruhi mut. Noget af hendes dårlige humør var ved at vende tilbage. Det var en frustrerende situation for hende. Normalt, når Masao legede rundt, kunne hun finde en at give skylden: enten Masao eller pigen, alt efter hvem af dem der havde lagt op til det. Var det Masao, kunne hun trods alt tilgive det, da hun kendte til hans mål. Var det pigen derimod, var Haruhi meget mere tilbøjelig til at give en lille… lærestreg. I denne situation vidste hun dog ikke hvad hun skulle gøre: det var et uheld, så hun kunne ikke give Ichiko skylden… men hele situationen var bare så dum, at hun ville skyde skylden på nogen og give en straf derefter!

[Yamaguchi Ichiko]

Ichiko så irreteret over på Masao. Hun var lige ved at miste besindelsen igen, men hun fik holdt sig selv tilbage. Masao ville ikke være så lusket at arrengere sådan noget vel? Han havde trods alt været en fin fyr, sådan for det meste...
Hun gik hen og samlede sin taske op, meget forsigtigt så man ikke kunne se hendes trusser. Hun kiggede hen på Maru, med et åbenlyst had. Han kommer forsent OG han var med til at stjæle hendes første kys... Hun burde tæve ham synder og sammen! Men, det var ikke sådan noget en formand skulle gøre, det havde de lært fra en skak klub engang. Formanden havde tabt og flippet ud, hvilket havde resulteret i 4 hårdt sårede.
"Masao-san, jeg stoler på dine evner, så jeg er helt tryk ved at overlade denne opgave til dig. Hvis det endelig er, at du føler du ikke kan klare det selv, kan du altid spørge Maru-kun om hjælp." Hun så udfordrende på Masao. Turde han komme med et modsvar?
Hurtigt kiggede Ichiko på klokken og kom i tanke om at hende og Adrian også skulle snakke sammen. Måtte de hellere snart komme til, for ellers ville de måske misse aftensmaden.

[Maru]

Maru var fuldstændig suget ind i sine egne tanker. Faktisk brød han kun sit hovedet med en ting, om hvorvidt han burde rydde lidt op på sit værelse her på skolen.. bør, bør ikke... bør, gider ikke... skal, skal ikke...
Ubevidst vippede han stadig på stolen, og han stirrede tomt på loftet og lamperne. Han gad ikke rigtig rydde op, men det var decideret farligt at bevæge sig derind - hvis man ikke kendte til det enorme rod.
Har vi ikke snart feriee... Han tænkte på at tage hjem i ferien, besøge de gamle - også selvom de nok ikke ville være ved fulde fem - og komme til at svømme i havet igen.

"... Maru-kun om hjælp."

Den blotte nævnelse af Marus navn rev sagt Shõjõ ud af hans tanker og tilbage til virkeligheden, hvor virkelig den nu var. Der var bare liiige en enkelt, lille ting han havde glemt...

Den tryggende stilhed blev brudt af en højlydt brag, da Maru glemte at støtte den vippendes stols ryglæn til bordet bagved, og han faldt til jorden - med stol og det hele molotjavsen. Og derfra tog det ham endnu et par sekunder at fatte hvad der var sket.
Med et kort grunt af den ubehag man nu fik når man faldt til jorden, stak Maru en 'thumb up' for at indikere at han var okay. Derudover gjorde han ingen mine til at rejse sig igen. Man lå nu meget fint lige der...

[Ounaga Masao]

Masao ignorerede Adrians spørgsmål. Han havde ret, det rørte ham ikke specielt - ud over, at han rent faktisk nød det, så længe det varede. Der var ingen grund til at give ham ret.
I stedet kiggede han på Ichiko for at høre, hvad hun havde at sige.
*Spørge Maru om hjælp!?* Dårligt havde Masao nået at tænke det, før der lød et brag fra omtalte medlems retning, der straks fik Masao til at vende sig om. Først var han lidt overrasket over det pludselige brag, men der gik ikke mange brøkdele af et sekund, før overraskelsen var erstattet af noget nær græmmelse. *Speak of the devil..* tænkte han opgivende og vendte sig mod Ichiko igen, da Maru-kun viste en thumb up.
"..helt ærligt, hvis det er så nemt, at han ville kunne hjælpe mig, tror jeg godt, jeg kan klare det selv."

[Adrian]

Adrian smilte og sagde spydigt, "det lader åbenbart til at vores formand ikke mener du kan det, så mon ikke du burde tage imod hendes råd, og tage hjælp fra Maru-san," Adrian sad og smilte med sit normale smil, ganske venligt, men det var tydeligt at Adrian havde sat Masao's evner under Maru's, han smilte og så lidt på sine negle, han havde ikke meget bedre at tage sig til, han kunne selvfølgelig altid gå, men nu virkede det hele så dejligt, især at tryne Masao.

[Nekomiya Haruhi]

*Oh, de taler om noget andet?* tænkte Haruhi. Hendes humør havde atter taget en markant, pludselig og omskiftelig som vejret. Hun havde dog ikke rigtig noget input til samtalen, så hun betragtede blot de andre med et saligt udtryk. Hendes fingre kørte en smule igennem hendes hår, før hun opdagede at det var længere, end det plejede at være. Hun stadig havde parykken på. Hurtigt hev hun den af hovedet og lagde den ned i skødet på sig selv i stedet for. Hvor var det egentlig lang tid siden, hendes hår sidst havde været så langt.