At fare vild

[Nenene]

Et orange skær bevægede sig mellem de døde stammer, som en fakkel i det let dunkle, overskyede vejr. Dog slikkede flammerne sig ikke mod himmelen, og kastede intet lys selv, da det slet ikke var flammer, men de knaldrøde lokker på Nenenes hoved. Nenene lagde ryggen mod det store træ og sank ned på jorden. Forbandede skov! Den blev bare ved og ved så langt øjet rakte, selv her hvor der var åbent nok til at hun faktisk kunne se noget. Et godt stykke væk kunne hun lige ane skolen blandt det tunge lag af skyer. Hun knep øjnene let sammen. Jo, det ville være nok at gå efter, hvis hun holdt en ret kurs.. Men det ville nok gå udover en del træer, og forstyre gravfreden for ikke så få. Hun kunne også prøve at holde kursen så godt hun kunne. Langt sværre, men til gengæld også langt mere behageligt at tænke på.
Nenene sukkede tungt. Hun kunne også tage sig af det problem senere, når hun faktisk ville tage tilage. Hun havde begivet sig ud i skoven, blandt gravstenene for at tænke. Hun havde allerede fået gjort det en del mens hun var gået, men det var stadig som om hun ikke havde fundet nogen konklution på det der nagede hende.

[Ounaga Masao]

Masao gik normalt ikke rundt i skoven uden grund, men han syntes, han havde set en enlig kvindeskikkelse inde mellem træerne tidligere og havde besluttet sig for at følge efter. Han kedede sig og havde alligevel ikke så meget andet at lave. Det var et stykke tid siden, han var gået derind efter skikkelsen, og på trods af at have mistet hende af syne mellem træerne et par gange havde han nu fulgt efter Nenene på afstand i noget tid. Problemet var bare at finde det rigtige tidspunkt at gå hen til hende.
Så vidt, Masao kunne se, var hun efterhånden faret vild inde i skoven, og hendes kurs var vist ikke ligefrem rettet mod udgangen.
Da Nenene satte sig ned, så han sin chance. Han gik bare normalt, så der gik lidt tid, før han var henne ved det træ, hun sad op ad, men ikke længe.
"Nå da, hvad laver en pige helt alene ude i skoven?" spurgte han, da han nåede derhen, og satte sig på hug lidt foran Nenene, så han var nede omkring hendes højde, men også med et lille mellemrum, for ikke at invadere hendes personlige rum.

[Nenene]

Nenene kigge op da hun hørte skridt, og fik øje på den ældre fyr. Det første der slog hende var hans udseende. Selv hun, der ikke havde særlig meget erfaring på drenge-kiggeri, kunne konstatere at han var lækker. Det næste der slog hende var at han var på vej mod hende, temmelig målsat. Hun fulgte han roligt med blikket, uden at stirre alt for meget, og betraktede ham med sine regnvejrs grå øjne idet han satte sig på hug foran hende. Et lille smil bredte sig på hendes læber "Hvad laver en dreng helt alene ude i skoven? svarede hun med en let drillende tone til hans åbenlyse køns forskel. "Jeg var bare ude for at se mig lidt omkring her.. Også for jeg vist en smule vild" erkendte hun og kørte en lok af sit hår om bag øret, mens hendes øjne mødte hans.

[Ounaga Masao]

Masao smilte, da han fik smidt sit eget spørgsmål tilbage i hovedet. Den havde han vist selv bedt om. "Jeg syntes bare, jeg så nogen ude i skoven og tænkte, at jeg ville undersøge det," sagde han og tilføjede "det var ikke for at udspionere dig eller noget, men jeg synes ikke, jeg har set dig før, og det ville jo ikke være så rart, hvis en ny elev forsvandt i skoven."
Han kiggede tilbage ind i Nenenes øjne. Selvom hun smilte, syntes Masao at kunne fornemme på de grå øjne, at der var noget, der plagede hende. Hvad det var, vidste han ikke, men det kunne selvfølgelig bare skyldes, at hun jo rent faktisk var faret vild.

[Nenene]

Nenene smilte venligt til ham "Tak... Jeg fandt ud af at skoven var en smule større end først antaget, og der er ikke rigtig så meget man kan pejle efter når det er så overskyet" erkendte hun lidt genert og lagde en hånd på sin hals. Han tog ikke fejl. Bag grå skyer i hendes øjne ventede ingen smilende sol. Kun flere grå skyer, fulde af trist og fortvivlet regn strakte sig ind i hendes øjne og hendes sind. Et tungt skydække der ikke kunne undgå at lægge en dæmper på venligheden i hendes øjne.
"Men mange tak fordi du kom herind og fandt mig.." hun lagde hoved en smule på skå og smilte forsigtigt "Det ville nok have taget mig timer at finde ud herfra på egen hånd"

[Ounaga Masao]

"Det var så lidt," svarede Masao med et blidt smil. "Det er en stor skov, så hvis man ikke kender den, risikerer man let at fare vild." Han rejste sig kort op for derefter at sætte sig op ad træet ved siden af Nenene. Han flyttede sin lange, sorte hestehale om foran skulderen for at han ikke skulle få alt for meget besvær med den senere, hvis den blev beskidt af træet, og kiggede på Hende. "Desuden ville det være synd at berøve skolen en sådan skønhed."
Hans blå øjne var stadig rolige, men de havde et let spil af noget, der kunne betegnes som lejesyghed.

[Nenene]

Nenene fuldte hans bevægelser og drejede hoved mod ham, da han satte sig ved hendes side. Hendes blik hvilede lidt på hans hestehale, og hun kunne ikke undgå at føle et svagt stik af jalousi. Hvor ville hun gerne have langt, glat hår som hans i stedet for sine hæslige, ustyrlige krøller.
Hun fjernede hånden fra halsen og fra den vinkel han sad i, i forhold til hende, ville han på grænsen til hendes hals, mod skulderen, lige kunne spotte udkanten, af havde der så ud til at være et temmelig mørkt, temmelig stort, blåt mærke.
Nenene rødmede en smule over hans kommentar "Åh hold op" sagde hun, men kunne ikke undgå at smile en smule og føle sig smigret. Hun vidste han nok sagde det til alle de piger han mødte, og at hans fik dem alle til at føle sig som noget særligt. Stadig var der en del af hende der der blev ved med at prøve at overbevise hende om, at han sagde det til alle, men mente det om hende.

[Ounaga Masao]

"Sødt." Masao smilte, da han så Nenene rødme. Hans blik løb lidt ned fra hendes ansigt og ned over hendes hals, hvor hans øjne stoppede. Han blinkede en enkel gang og lænede sig en lille anelse ind mod Nenene. "Er der sket noget med din hals?" spurgte han og kiggede på det blå mærke. Det var ikke noget, hun havde fået, mens han havde fulgt efter hende - han var ret sikker på, at der ikke var noget, der var stødt ind i Nenenes hals, så det måtte være ældre end det.
Han havde lyst til at løfte sin hånd og let køre en finger hen over halsen, hvor det blå mærke var, men han kendte ikke pigen og hendes grænser endnu, så han ville hellere holde sig tilbage frem for at gøre noget dumt.

[Nenene]

"Nej!" sagde Nenene hurtigt og lagde hånden mod halsen igen. Hun sukkede stille. Han havde jo set det, så hvad nyttede det at lyve. Henes hånd gled ned til skjortekanten, trak den lidt ned og afslørede at det ikke blot var på halsen. Det var kun lige kanten der sneg sig op på hendes hals. Bare fra det lille stykke hun afslørede mere, var mærket allerede gået over i en let lilla farve, og så kun ud til at blive mørkere. "Min skulder gik af led, og den blev vist ikke sat helt rigtigt på plads igen" forklarede hun kort, og trak skjortekraven godt op igen. Hun kiggede væk og håbede han ikke havde set hendes kamp med Adriano. Det havde tros alt været midt i skolegården. Og hvis han havde set det, håbede hun han ikke kunne lægge to og to sammen.

[Ounaga Masao]

Masao havde ikke set kampen, så på det punkt behøvede Nenene ikke være bekymret. Og hvis han havde, havde han desuden helt sikkert blandet sig.
"Har du været oppe på skadestuen med den?" spurgte Masao med oprigtig bekymring i stemmen. Man måtte godt nok forvente, at hun var et monster, eller i det mindste en heks, når hun gik på Yokai Academy, så hendes skader burde heale hurtigt. Men det var alligevel et ret voldsomt blåt mærke, og Masao brød sig ikke om, at piger skulle komme til skade. (Drenge på den anden side kunne slå sig halvt ihjel så meget, de havde lyst til).
Nenene havde tydeligvis ikke lyst til at gå i dybden med hvad der var sket, så Masao undlod at spørge ind til det og holdt sig til det ene spørgsmål, han allerede havde stilt.

[Nenene]

Nenene tog sig lidt til skulderen. Hun holdt en smertelindrende magi på det, og havde desuden bællet en potion eller to inden hun var gået nogen steder, for at kunne holde ud at være til. Hun så på Masao og mødte igen hans blik, idet hun rystede lidt på hoved "Nej, jeg har ikke nået det.. Og jeg ved ikke rigtig for sygestuen er" også havde hun været for bange for at de ville spørger for meget ind til det. Hun kunne ikke angive Adrian, det kunne hun bare ikke. Han var hendes bror, og det havde ikke været ham, men Adriano! Men hvis Adriano blev straffet, blev Adrian også, og det kunne kun ikke få sig selv til at være skyld i.

[Ounaga Masao]

"Jeg kan vise dig vej, hvis det er?" foreslog Masao. "Nu har jeg jo alligevel meldt mig til at hjælpe dig ud af skoven, når du engang bliver træt af at sidde op af træet her."
Han havde lyst til at gøre et eller andet, men følte stadigvæk, at han burde være forsigtig, så han gav bare et venligt smil.
"Hvad hedder du for resten?" spurgte han, da han kom til at tænke over, at ingen af dem kendte hinandens navne. "Jeg er Ounaga Masao."

[Nenene]

Nenene nikkede roligt "Det ville være rigtigt rart, tak" sagde hun taknemmeligt og smilte til ham, hendes blik stadig på hans øjne. Hun havde aldrig set så smukke øjne. Hendes blik blev nærmest draget til dem, hvor hun fortabte sig i dem. Hun blinkede et par gange.
"Nenene Blackburn" præsenterede hun sig med et lille smil. Der var ingen grund til at hun brugte sit fulde navn. Han ville alligevel ikke kunne huske det 3 sekunder efter! Der var generalt meget få udenfor familien der huskede på slægtens fulde navn.

[Ounaga Masao]

"Nenene-chan, eh?" sagde Masao efter en pause på et kort sekund og kiggede hende ind i øjnene. Hans stemme havde en dyb og blød tone i sig, og idet han talte, lænede han sig prøvende lidt længere ind mod Nenene.
Grunden til pausen var, at navnet Blackburn var gået direkte ind i hans hjerne og havde mindet ham om Adrian, en fyr han var kommet skævt ind på lige fra starten. Derfor havde han valgt at kalde hende Nenene, fordi han allerede havde slået sig ned på at kalde Adrian ved efternavn og bestemt ikke havde lyst til at kalde de to det samme. Han havde kort overvejet at spørge, om de var i familie, men valgte at droppe det indtil videre.

[Nenene]

Nenene nikkede svagt da han gentog hendes navn, mens hendes øjne stadig var fortabt i hans. Hun ænsede knap at han bevægede sig tættere på hende, og flyttede sig ikke. Hendes hjerte begyndte at banke en smule hurtigere da han nærmere sig, mens hendes kinder blussede en andelse op igen.
Selvom Nenene og Adrian var af samme navn, så var der intet i deres udseend der mindede om hinanden overhoved. Der var ingen genetisk lighed, og kunne for såvidt stamme fra hver sin ende af jordkloden. Men ikke desto mindre var de bror og søster af samme navn.