At fare vild

[Nenene]

Nenene nikkede stille, men spurgte ikke videre ind til emnet. Han virkede ikke til at ville snakke om det, ja det virkede mest som om at han forbandt stykket med noget skidt! Hun havde ikke lyst til at skabe en dårlig.. dårligere stemning end der allerede var, ved at borre i noget han ikke brød sig om at snakke om.
Hun overvejede kort at spørger om han var heks eller monster, og vis han var monster, hvilken type. Men hun skuppede hurtigt tanken væk. Hvis hun spurgte ville han bare gengælde spørgsmålet, og hvis han var et monster, kunne det være han ikke ville kendes ved hende, hvis han viste hun var en heks! Hun viste han nok ville finde ud af det før eller siden, men.. Bare ikke endnu.

[Ounaga Masao]

Masao gik videre i stilhed imens han forsøgte at tvinge det dumme minde ud af sine tanker igen. Efter lidt tid var det efterhånden ved at være væk igen, og han tog sin hånd ned igen og begyndte i stedet at lede efter et eller andet at sige. I modsætning til Nenene tænkte han ikke på at spørge ind til hvilken slags monster, hun var. For hans skyld kunne hun være stort set alt fra en supervampyr til en madslug til et menneske, uden det ville gøre den store forskel. Eller.. måske lige netop en madslug ville gøre en ret stor forskel, men ellers var han generelt åben.
"Nenene-chan," sagde han og afbrød stilheden. "Har du tænkt på at melde dig ind i nogen klubber?" Ikke noget svært spørgsmål, og hvis Nenene af en eller anden grund ikke skulle have lyst til at svare, kunne hun altid bare sige nej. Spørgsmålet tjente hovedsageligt kun det formål at holde en samtale og uden at presse sig for meget på vise, at han ikke var uinteresseret.

[Nenene]

Nenene brød ikke stilheden. Hun havde for mange tanker i hoved til knap at lægge mærke til hvor stille der var blevet. Adriano havde været heldig. Hun viste hun kunne slå ham næste gang. Hun skulle bare være forberedt.. Og det ville hun være!
Da Masao brøs stilheden kiggede hun stille op på ham med en tænksom mine. "Nej ikke rigtigt... Har ikke rigtig kigget på hvilke klubber der er" svarede hun med et lille smil "Nogle du kan anbefale?" tilføjede hun så lidt efter. Det var langt rarede at snakke mens de gik, frem for stilheden. Tiden gik også meget hurtigere på den måde, og selvom hun nød Masaos selvskab, så havde hun mere lyst til at sidde på sit værelse med en god bog, og ikke tænke over noget som helst, andet end at bladre engang i mellem. Bare sætte alle tankerne op standby en tid og flyde væk.

[Ounaga Masao]

"Nu har jeg jo ikke været med i andre end dramaklubben, så det er lidt svært for mig at udtale mig om de andre," svarede Masao og gengældte smilet. Han holdt en lille pause, hvorefter han tilføjede "Men hvis du vil have et råd, så hold dig fra sikkerhedskommissionen, medmindre du har lyst til at ende sammen med en masse korrupte typer."

[Nenene]

Nenene nikkede lidt og lo kort. Nej, det var jo klart at han ikke kendte til dem sådan rigtigt, når han ikke havde været med i andre. Men det kunne jo være han havde hørt noget om hvad de andre klubber på skolen. "Okay? Det lyder da temmelig skidt, hvis det er dem der skal sørger for skolens og elevernes sikkerhed!" sagde hun og lød en smule bekymret. Det var helt klart noget lort hvis dem der sørgede for sikkerheden her på stedet, et temmelig vigtigt punkt et sted som stedet skolen her, hvor monsterne kunne finde på at tæve det levende solskin ud af hianden for et godt ord!

[Ounaga Masao]

"Det er ikke helt genialt, nej," svarede Masao med et præg af irritation i stemmen, der tydeligt sagde, at han ikke brød sig om dem. Om de var korrupte eller ej ville han under alle omstændigheder være nødt til at være påpasselig omkring dem, og Yokai Academy af alle skoler havde virkelig brug for en ordensmagt, så det var ikke hans egne overtrædelser, der var problemet. Problemet var virkelig deres korruption og terrorisering af de andre klubber, som de tilsyneladende udnyttede enhver mulighed for at få penge ud af.
Masao kiggede op mod himlen. Store dele af den var dækket af trækronerne, og at dømme ud fra de dele af den overskyede himmel, man kunne se, var det ved at blive aften. Skovens mørke var også tættere end ellers, så ja, solen var helt klart på vej ned.
Masao kiggede ned igen og så på Nenene med et nyt glimt i øjet. Som så mange andre monstre holdt han af natten, der også var det mest typiske tidspunkt for incubi at slå til på. "Hvad vil du helst tage, den korte eller den lange vej?" spurgte han med et smil, der matchede det legende glimt i hans øjne. De var vel cirka halvvejs ude af skoven nu. Indtil videre var de gået direkte mod udgangen uden omveje, men det kunne der jo ændres på, hvis det var.

[Nenene]

Nenene så sig lidt om. Hun havde lidt svært ved at bedømme om det var blevet mørkere, da det havde været gråt og overskyet hele dagen. Det ville først blive rigtig tydeligt når solen gik ned og det blev rigtig, bælragende mørkt. Hvis det fortsatte med at være så overskyet ville der hverken være måne eller stjerner til at lyse op, og det var ikke ligefrem fordi der var lysforurening nogen steder i nærheden.
Nenene smilte tilbage, et smil der voksede da hun så glimtet i hans øjne. Der var virkelig noget særligt ved hans øjne. "Det ved jeg ikke rigtig.. Det er dig der kender vejen, såå" svarede hun med et lille grin. Hun havde bestemt ikke noget imod hans selvskab.

[Ounaga Masao]

Masao havde egentlig lidt forventet, at Nenene ville svare nej. Et øjeblik kunne man se overraskelsen i hans ansigt, men det var kun kort, før det forsvandt igen.
"I så fald," sagde han med et smil og greb blidt om Nenenes håndled for at føre hende ind på en smal sidesti, "skifter vi retning nu."

[Nenene]

Nenene smilte varmt da han tog fat i hende og førte hende ind på sidestigen. Hun kiggede sig lidt omkring da de var kommet lidt ned af den lille stig "Reder du tit kvinder i nød herude, siden du kender skoven så godt?" spurgte hun med et drillende smil. Hun burde bare været taget direkte mod skolen, det vidste hun godt. Hun viste hun ikke burde rende rundt i skoven med en fremede gut, hun knap nok kendte. Men der var noget særligt over ham. Noget specielt! Noget der gjorde hende en smule blød i knæene hvergang han så på hende, hvergang han smilte til hende.

[Ounaga Masao]

Om Masao tit reddede kvinder i nød ude i skoven? Det var ikke helt usædvanligt, at han havde ført en pige ud af skoven, men som regel var det også ham, der havde ført hende derind.. Men hvis han ikke også havde ført dem ud igen, kunne de potentielt være kommet i nød, og så havde han vel egentlig reddet dem alligevel.
Spørgsmålet var bare, hvad Nenene helst ville høre. Mulighed 1: han siger ja, og fremstår som den modige ridder, der redder kvinder i flæng, men tilsyneladende ikke har noget bedre at tage sig til end at overvåge en dum skov. Mulighed 2: han siger nej, får ikke hele ridderbilledet med, men har større chance for at få Nenene til at føle sig speciel.. Mulighed nummer 2 virkede som det bedste valg.
"Ikke ligefrem, nej," svarede han og grinede lidt. "Det kræver både, at der er nogen, og at jeg ser dem, så du er en af de få."

[Nenene]

Nenene lo mildt med ham. "Så er jeg vel en af de særligt få der er dummer nok til at fare vild i skoven" sagde hun med en mild ironi i stemmen. Hun følte sig en smule dum over at hun var faret vild i skoven, siden det jo lod til at det ikke var noget der skete så ofte. Et øjeblik ønskede hun at hun havde sagt noget andet da de først havde mødtes. Noget smart! I stedet havde hun sikkert bare virket som en tøs der var for dum til at holde øje med hvor hun gik.
Selvom hendes tanker var dyster, forblev smilet på hendes læber. Det var jo gået godt, var det ikke?

[Ounaga Masao]

"Eller en af de særligt få, jeg opdager," svarede Masao. "Hvor gerne jeg end ville, har jeg desværre andet at bedrive end at våge over skoven dag ud og dag ind i håb om at finde en skønjomfru i nød." Hans stemme var let ironisk ligesom Nenenes havde været, og hans noget usædvanlige ordvalg var kun til for at forstærke dette. Heck, han vidste ikke engang, om Nenene var jomfru.
"Men se, jeg fandt en helt uden at lede," sagde han, standsede og hev hende ind til sig med sin hånd, der stadig holdt om hendes håndled. "O ve, om hun i hin dybe skov skulle møde en fjende, der var hende farligere end ensomheden." Masao så Nenene i øjnene med et blik, der meget vel kunne sige, at han var den fjende. Han havde dog ikke tænkt sig at gøre noget, medmindre Nenene selv startede, og var indtil videre kun ude på at lege lidt.

((Credits for at have lært Masao at tale weird goes to dramaklubben XD))

[Nenene]

Nenene rynkede lidt på næsen over hans ironi. Ordene var charmerende, men i den tone var de bare... nedgørende. Sikkert bare en uheldig pålagt tone. Det var nok ikke hans mening at lyde så.. Hånende overfor hende.
Dog lykkedes det ham at rette sin bummert i næste sætning. Det var jo næsten Shakespear! Næsten.. Hun trak sig ikke væk fra ham, da han trak hende ind til sig. Hun følte sig sikker i hans favn, selvom hans blik gav hende en fornemmelse af at det ikke var sikkert overhoved. De øjne.. "Og vid om hun den fjende i skoven vil kende, thi ulve kan gå i prinsens klær svarede hun en smule genert.
Nenene var jomfru, hun havde sågar aldrig haft en kæreste før. Der var ikke ligefrem fordi det havde vrimlet med drenge ude på landet, og når hun var i byen, var det kun med Sumiko og Haruka. Hun havde aldrig flirtet før, eller blevet lagt an på, men hun havde læst Shaksspear nok til at forstå og svare på hans ædle ord.

[Ounaga Masao]

Masao smilede lidt over Nenene. Han syntes altid, det var sødt, når pigerne virkede uskyldige, og det gjorde Nenene i hvert fald lige nu med hendes generte svar. Han var samtidig også en anelse imponeret over hendes svar, men der var nu en fejl~
"Dumme," sagde han, stadigvæk let smilende, og kiggede tilbage ind i Nenenes øjne idet han blidt strøg en af de røde lokker om bag ved hendes øre. "Jeg er ikke nogen prins, jeg er jo kongen." Måske skulle man have været i dramaklubben for at forstå den kommentar til fulde.. eller i det mindste bare vide, at "ou"'et i Ounaga var det samme som i konge.

[Nenene]

Nenene rødmede endnu mere og sænkede hoved en smule, dog uden at fjerne blikket fra ham, da han strøg lokken bag hendes øre. Hans fingre det let strefede hendes kind. Hun blev kun endnu mere genert over hans 'dumme'. "Det må de da virkelig undskylde... Deres majestæt". Hun var ikke en del af dramaklubben og havde derfor intet kendskab til deres lille interne 'joke' hvor hun simpelthen bare ikke havde tænkt videre over hans slægtsnavn.