At fare vild

[Ounaga Masao]

Da Nenene ikke flyttede sig eller sagde noget, lagde Masao kærtegnende sin ene hånd på hendes kind og lænede sig det sidste stykke ind over hende, før han lukkede øjnene og blidt lod sine læber møde Nenenes i et kys.
Det var her, Masao var glad for, at han ikke havde samme evne som visse succubi. Det ville være kedeligt at skulle gemme sine kys, til man havde fundet den eneste ene, man ville tilbringe resten af sin tid med.

[Nenene]

Det gippede kort i Nenene da han kærtegnede hendes kind, men hun trak sig ikke væk. Hun fugtede svagt sine læber, mest af nervøsitet. Hun lukkede stille øjnene mens hendes hjerte stod stille. Hendes læber mødte hans, og det var som om det skyllede alle hendes problemer væk. En følelse der fik alle hendes problemer til at forsvinde som dug for solen.
Hun holdt vejret og hun lagde ikke engang mærke til, fuldstændig opslugt af dette hendes første, rigtige kys. Første gang hun var blevet rigtigt kysset af en fyr.

[Ounaga Masao]

Masao nød det nærvær, han lige nu havde med Nenene. Det gjorde han altid med piger. Det var måske nok kun et kys, men han fandt stadigvæk nydelse i det. Han lod sin hånd glide videre ned fra Nenenes kind til hendes hals og videre ned til hendes udskæring og skulder og kyssede hende lidt mere intenst. Hvor langt kunne han mon trække den med den her pige, han nærmest kun lige havde mødt? Han vidste det ikke, det var altid forskelligt. Men det var også det, der gjorde spillet interessant.

[Nenene]

Nenenes øjne var stadig lukkede og hendes tanker og væsen drejede sig kun om dette øjeblik. Så pludselig åbnede hun øjnene, som hans hånd gled ned på hendes hals, gippede det kraftigt i hende og hun trak sig hurtigt væk og endte halvt nede på jorden i processen. Hendes hjerte hamrede afsted og der var frygt i hendes øjne. Ikke frygt for Masao, men for noget andet, noget der lå langt dybere i hende. Hun trak vejret tungt og slog blikket ned, følte hvordan alt hendes frygt of fortvivlese skyllede tilbage indover hende.

[Ounaga Masao]

Masao blev overrasket og spærrede øjnene op, da Nenene trak sig tilbage. Han var forberedt på, at hun måske undervejs ville sige fra, men ikke på, at hun ville trække sig tilbage så pludseligt og så.. panisk.
"Undskyld.. er du okay?" Masao kiggede på Nenene. Hun så virkelig bange ud, men Masao forstod selvfølgelig ikke hvorfor. Han syntes ikke, han havde gjort noget, der direkte skulle forårsage frygt, så hvorfor..?

[Nenene]

Nenene fik styr på sin vejrtrækning, og trak benene med sig, så hun kom op at sidde igen. Hun kørte hurtigt en lok hår om bag øret, men hendes hånd kom aldrig længere tilbage end hendes hals, hvor den stoppede, og blev.
"Jeg har det fint.. undskyld" sagde hun og virkede oprigtig ked af det. Bare hun nu ikke have skræmt ham væk! Det havde da også været det mest tåbelige! Første gang, også ødelægger hun det hele. "Jeg.. tror det er bedst hvis vi går tilbage nu... Inden det bliver alt for mørkt" sagde hun og rejste sig hurtigt op.

[Ounaga Masao]

"Det er fint, du skal ikke undskylde - det var sikkert mig, der gjorde noget galt," svarede Masao og rejste sig op imens han stadig overvejede, hvad det skulle være. Der var kun to muligheder, men ingen af dem virkede åbenlyst sandsynlige. På en måde var han forvirret over det, men samtidig havde han en følelse af, at det her kunne blive interessant.
"Okay, lad os gå," sagde han og nikkede. Han skubbede hestehalen om bag ryggen igen, og begyndte at gå.

[Nenene]

Nenene fuldte ham en tid, og holdt blikket mod jorden. Hvor følte hun sig dum! Efter de havde gået en tid åbnede hun stille munden "Det havde ikke noget med dig at gøre Masao-san.. Det havde det virkelig ikke" sagde hun undskyldende, men holdt stadig blikket mod jorden.
Det var enlig ikke helt sandt. Han havde rørt hendes hals, kærtegnet den. Den følelse havde bare mindet hende om Adriano, selvom den havde været så meget anderledes, bedre... Rar...
Hun undrede sig lidt over hvorfor han havde gjort som han gjorde, kysset hende. De kendte jo knap hinanden! Måske... Nej.. Hun skubbede tanken til side og gemte den langt væk.

[Ounaga Masao]

Masao standsede kort op og kiggede på Nenene. *Okay, så det er ikke noget, jeg har gjort... hvad fanden var det så?* Han var efterhånden ved at blive nysgærrig.. men any way var det rart at vide, at hun ikke havde noget imod det, han gjorde.
Masao kiggede fortsat på Nenene. Hun virkede så sød og uskyldig, og på en måde forvirret over, hvad der lige skete. Uskyldig.. Det ville være spændende at se, hvor længe, hun blev ved med at være det.
"Hvis du siger, det ikke har noget med mig at gøre, må jeg jo tage dit ord for det," sagde han med et lille smil og begyndte at gå igen. "For resten, du sagde, at dit efternavn var Blackburn? Du skulle vel ikke tilfældigvis have en bror ved navn Adrian?"

[Nenene]

Nenene gik nærsten ind i Masao da han stoppede, men nåde lige at se ham i sidste øjeblik. Hun stoppede og trådte et halvt skridt tilbage igen, for ikke at stå helt oppe i ansigtet på ham. Hun så kort op på ham, men hendes blik faldt dog hurtigt ned til jorden igen da hun så at han betragtede hende.
Hun kiggede dog op igen da han talte til hende og nikkede blot stille til den første del. Hun satte selv igang med at gå da han fortsatte. "Jo, det har jeg.. Hvorfor da?" spurgte hun stille tilbage.

[Ounaga Masao]

"I see," sagde Masao med et venligt smil. "En vis Adrian alt-for-mange-navne Blackburn har nemlig lige meldt sig ind i dramaklubben. Og nej, jeg kan ikke holde styr på alle de navne.. måske lidt ironisk, når jeg som viceformand skal kunne huske alle de replikker." Han grinte sig selv og ironien i sandheden af det, han sagde, også lidt for at dække over, at han ikke kunne fordrage Adrian. Han kendte ham ikke rigtigt endnu, men deres bekendtskab havde fået en lidt skæv start, om man så må sige. Delen med at han var viceformand var kommet med helt flydende uden noget specielt tryk på det, som om det var helt naturligt og ikke noget særligt.
Selvom der ikke var andre i nærheden kørte han lidt på sin sædvanlige good boy-facade, da det virkede som det sikreste med Nenene. Hun virkede som typen, der ud over kysset fra før ville føle sig helt tryg og sikker, før man kunne få hende med på noget.

[Nenene]

Nenene smilte "Det er meget få udover familien der kan" sagde hun mildt "Men det undre mig ikke at Adrian er med i dramaklubben. Han er meget glad for teater og han tog også dramatime før vi startede her" tilføjede hun med et lille smil.
"Men du må da også brænde for det, siden du er næstformand?" sagde hun så hurtigt efter. Hun havde virkelig ikke lyst til at snakke om Adrian.. Ikke nu, slet ikke nu.. Hun var forvirret nok i forvejen, og tanken om Adrian hjalp ikke på det.
Nenene fjernede stille blikket igen, ud mod skoven og tog sig til skulderen. Hun havde en konstant fornemmelse af at han var derude, lige bagved det næste træ og holdt øje med hende.

[Ounaga Masao]

Masao tænkte lidt. Han var ikke gået ind i klubben, fordi han brændte for drama og skuespil, men fordi, det potentielt kunne hjælpe ham med noget andet. Han havde fra starten lagt en stor del arbejde i det, men enhver glød, der syntes at være, havde blot været et genskær af en flamme, der brændte for noget andet. Det, og et ønske om at være nummer et.
"Det kan man vel godt sige," svarede han tænksomt. Med tiden var han vel egentlig begyndt at holde af det, selvom drivkraften til at starte med havde været noget andet. "Men det er ingenting sammenlignet med formanden." *Hun er jo nærmest besat..*

[Nenene]

Nenene lo kort. Ikke højt eller noget, blot en lav klukken. Hvis det var sandt, skulle det da nok blive noget af en skole forstilling! Den blev hun hvertfald nød til at se! Jo, Adrian ville jo være med, men.. Hun ville enlig også gerne se hvad Masao kunne.
"Hvad har du så spillet med i?" sprugte hun så intreseret. Ikke fordi teater intreserede hende vildt meget, men hun ville gerne vide mere om ham, om hvad han lavede. Hun kunne stadig ikke fatte at en fyr som ham havde taget interesse i en pige som hende. Enda så direkte! Hun kunne slet ikke begribe at han bare havde kysset hende sådan!

[Ounaga Masao]

"Er kun på andet år, så har ikke haft tid til at være med i så mange," begyndte Masao. "Men jeg der har da været et par musicals og... Snehvide." Et gys løb ned af ryggen på Masao, da han sagde det sidste. Det eventyr var forbundet med ekstremt ubehag for ham.
Trods stor protest var han blevet tvunget til at spille Snehvide, og selvom Snehvides rolle var gået til en dreng, gik prinsens rolle selvfølgelig ikke til en pige. Både Masao og prinsen havde været imod det, selvom Masao nok havde det værst med det, så under alle øvesessionerne havde de sprunget den detalje over, men til fremførelsen var der ingen vej udenom: De var nødt til at kysse. Han havde prøvet at holde det tilbage, men kysset med den anden dreng havde medført utroligt ubehag og kvalme, og det skinnede igennem, så hele salen kunne se det. I sidste ende var han løbet ud på toilettet og kastede op, da scenen sluttede.
Masao kiggede væk og tog hånden op foran munden, som om han havde kvalme. Det var virkelig ikke et minde, han havde lyst til at genkalde sig.