Hide out <3 [p]

[Yomi]

Yomi åbnede munden og skulle lige til at foreslå, at de pjækkede fra de næste par dage for at holde om hinanden, hvis han virkelig havde det sådan, men så kom han i tanke om, at det jo faktisk var en lærer, han sad og holdt om. Ikke så smart at opfordre sin egen lærer til at pjække. Han lukkede hurtigt munden igen med et sjovt glimt i øjet. Selvom karaktergivningen ikke lige var, hvad der optog hans tanker nu, måtte han hellere tage sig sammen for ikke at skabe dårlig stemning pga. en ubetænksom bemærkning. *Du er jo trods alt stadig min sensei~*
Han lavede en lille, dyb brummelyd og smilte henført. Det var virkelig dejligt at mærke Yoichis hud mod hans egen, og det kriblede behageligt i hele kroppen. Det var bedre end de sædvanlige klap på hovedet.
Yomi rettede sig lidt op og pustede Yoichi på halsen. "Mhm.." Han sad lidt og indsnusede hans fantastiske duft. Den hensatte ham nærmest i ekstase. Så kyssede han forsigtigt Yoichi på halsen. Han var så levende, så virkelig, at det næsten gjorde ondt. Yomi rødmede. "..jeg elsker dig, Yoichi"

[Yoichi]

Yoichi mærkede hvordan hans hjerte og hjerne reagerede meget forskelligt på Yomis kærligheds ærklæring. Hans hjerte var lykkelig over at Yomi elskede ham, og det var også sikker på at det elskede ham, men hans hjerte blev ved med at sige at det var alt alt for tidligt. Den gjorde også Yoichi opmærksom på at han var så løs, at han sikkert ville ende med at såre Yomi mere end godt var.
Han smiler en smule for at købe sig noget tid. Hvis han ikke gengælder Yomis ord, ville han ødelægge stemningen, men han var ikke sikker på at han så ikke ville komme til at lyve en smule. Han ville så gerne sige 'jeg elsker også dig', men hvad hvis det nu kom til at såre Yomi endnu mere? Der er jo ingen før der har forstået ham. At han bare ikke kan sige nej, og hvis han endelig bliver sammen med en, ender det bare med at gøre for ondt på den anden.
Blidt lod han sine hænder finde vej op til Yomis kinder, som han nussede blidt med sine tommelfingre.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige... Mit hjerte siger at jeg skal gengælde dine føleser men min hjerne siger at det bliver dig, der er offeret til sidst i det her... Jeg er jo så umulig når det kommer til at give andre det forhold de gerne vil have..." Yoichi så ned, og blottede sine føleser helt for Yomi. Han var ikke bare kold over for Yomis ord, han var virkelig glad for at han elskede ham. Han var bare så bange for at såre Yomi for meget, da han også var bange for Yomi ikke ville forstå ham. Det var der jo ingen der rigtig kunne.
"Jeg ville ønske at jeg kunne gengælde den kærlighed du giver mig Yomi, jeg ville ønske af hele mit hjerte at jeg kunne, men det vil gøre for ondt på dig tror jeg. Det er umuligt at elske mig..." Han kyssede forsigtigt Yomi på panden, og indstillede sig langsomt på, ikke at skulle lave noget sammen med Yomi, hverken nu eller nogen sinde. Det var tydelig på ham, at han virkelig bekymrede sig om Yomi, mere end han plejer med sine interesser. Det overraskede også ham selv, måske var han virkelig ved at blive bare en lille smule voksen?
Yoichi så afventende på Yomi, mens han lod sine hænder glide ned af hans kinder. Selv forventede han at Yomi ville løbe fra ham så hurtigt han kunne. *Og som man burde når man er sammen med en kelpie.... Især hvis det er mig, og jeg har fået din kærlighed....*

[Yomi]

Yomi blev siddende tavs og udtryksløs, mens Yoichi talte. Han havde trukket sig lidt væk fra ham og sad nu bare og betragtede sin elskede med store, blanke, lyse øjne, der ikke viste nogen tegn på, om budskabet var feset ind eller ej. Hans pandehår var gledet lidt ned over det ene øje, men han reagerede ikke på det, forsøgte ikke at skubbe det væk. Hans opmærksomhed var rettet mod hans dystert smilende lærer, men han reagerede heller ikke hverken på Yoichis kærtegn eller det kys, der blev placeret på hans pande. Han blev bare siddende tavs.
Under normale omstændigheder ville dette nok skyldes, at der foregik en hel del oppe i hovedet på ham, der krævede og opslugte al hans energi, men det var ikke tilfældet nu. Faktisk var der næsten så stille, at det rungede. Da Yoichi havde sagt noget lignende til ham på gangen, havde forklaret, at det var umuligt for ham at elske nogen, var Yomi gået i panik. Tågen var skyllet ind over ham, og han havde glemt alt omkring sig. Men han havde overvundet det, og det var blevet bevist, at Yoichi i det mindste følte en lille smule for ham. Hvis ikke kærlighed, så i hvert fald en vis beskyttertrang. Og nu sad Yoichi så og påstod, at ingen kunne elske ham af selv samme grund. Ordene gik lige gennem Yomis svage skjold og direkte ind i hans hjerte, men det gjorde ikke noget. Det betød ingenting.
"Du tager fejl."
Yomis træk blev på en sær måde fremhævet mere, når han var alvorlig, og han så pludselig flere år ældre ud på trods af de store øjne og de smalle skuldre. Han havde foldet hænderne i skødet og sad og så op på Yoichi med et skarpt, bestemt blik, der dog på ingen måde var truende eller skræmmende, bare beslutsomt som hvis man fandt på at zoome tæt nok på en sommerfugl i det øjeblik, den har udset sig en helt speciel blomst på marken.
"Du har allerede såret mig, jeg har allerede set, hvad det vil gøre ved mig at miste dig." Yomi tøvede et enkelt sekund, før han fortsatte, men i hans egne ører virkede det som en evighed.
"Men jeg er villig til at betale den pris, hvis du vil lukke mig ind i dit hjerte. Om det bliver et flygtigt glimt eller en livstid er alene dit valg." Det var længe siden han havde sagt så mange sammenhængende, følelsesladede ord i træk, men det måtte bare ud. Yomi blev nødt til at sige det. Måske ville Yoichi afvise ham, men bare han i det mindste ville høre hans ord. Yomis sjæl vred og vendte sig i ham, men han havde ingen intentioner om at bilde sig selv ind, at han kunne ændre på Yoichi, hvis sandheden var, at han var bange for at knytte forhold pga. deres flygtighed. Men det ville bare ud.
"Her er jeg.
Og jeg elsker dig."
Hans udtryksløse maske smeltede diskret bort, og tilbage sad igen den lille dreng. Men han tiggede og bad ikke. Han ville bare høre Yoichis svar. Nu havde han taget sit valg.

[Yoichi]

Yoichi så ned på Yomi, og hans ansigt antog en mere og mere vantro maske jo mere han talte. Mente han virkelig at hvad han sagde, at han gerne ville tæt på ham, ligegyldigt om det gjorde ondt eller ej.
Langsomt fandt Yoichis hænder Yomis ansigt igen. Han rørte forsigtigt ved den lille dreng, som om han var en illusion der kunne briste hvert øjeblidt det skulle være. Blidt bevægede han sine fingerspidser rundt over Yomis træk, fornemmede dem alle som en, bare for at være sikker på at han var her hos ham, og det ikke var en eller anden joke nogen lavede på ham.
Ville han virkelig give sit smukke hjerte til en som ham? Et eller andet sted kom han til at tænke på skønheden og udyret lige nu. Yomi var den blide skønhed, der skænkede det følelsesmæssige afstumpede uhyre sin kærlighed. Han kunne mærke hvordan hans mørke øjne begyndte at skinne en smule. Skulle han virkelig til at tude for første gang i over ti år?
Men tårer ville være værd at græde over Yomi, der sad så åben foran ham. Han havde kommet med sit udspil, nu lå det hele på Yoichis skuldre.
Hans hænder havde fundet vej ned til Yomis hals, og nussede den blidt. Han tog et par dybeindåndninger, for at mentalt forbrede hvad han skulle sige, og for at få luft nok til at side det.
"Jeg går ud fra at du kender mit rygte Yomi-kun, det er der snart ingen der ikke gør nu. Men jeg vil gerne skænke dig mit hjerte, hvad end det så er værd... Det er ikke rent eller frit for løgne, det er ikke engang loyalt... Det vender tilbage til nogle få, nogle specille jeg stadigvæk tænker på og kommer til at savne. De få der var lige ved at forstå mig. Til sin egen skam måtte Yoichi hurtigt lukke sine øjne og føre en håndryg hen over dem, for at fjerne overskuds vand fra hans øjne. Det var hele stemningen, Yomis kærligheds erklæring og hans egen sårbarhed der fik den side frem i ham.
"Hvis du vil elske mig, må du love også at prøve at forstå mig, og hvordan jeg bare tænker... Hvordan min krop og mit hjerte ikke altid vil det samme, hvordan de til tider slet ikke har noget med hinanden at gøre... Hvis du kan det Yomi, må du hellere end gerne prøve at få mit hjerte... Det siger nemlig til mig, at det også elsker dig..." Han så indtrængende og faktisk en smule bedende ind i Yomis øjne. Bare han ville forstå ham, bare i det mindste prøve en smule? Det var jo ikke for at såre alle omkring sig, at han var så løs, han ville bare gerne nogle gange føle det rush et nyt kys giver, også selvom det ikke er med hans hjerte i det.
Et kort øjeblik fik Yoichi et meget fjernt udtryk. Et gammelt billede var dukket op i hans tanker. Den første der havde fået hans hjerte, og forstået ham, men også fyldt ham med løgne. Fyldt hans naive forelskede knold med historier fra de varme lande og luftkasteller.
Yoichi rystede let på hovedet og fik manet billedet tilbage til sin underbevidsthed hvor det hørte til. Yomi var ikke sådan. Han ville forstå og ikke lyve overfor ham... Håbede han da...

[Yomi]

Yomi betragtede ham intenst, og da Yoichi irriteret tørrede et par tårer væk, fik han en voldsom trang til at omfavne ham og undskyld for hvad end han havde sagt eller gjort, der kunne have gjort ham ulykkelig. Men så fortsatte Yoichi, og Yomi blev siddende tavs og lyttede til hans ord uden at røre en muskel. Det var forfærdeligt for ham at se, hvor mange kvaler det gav Yoichi at skulle stille ham det ultimatum, og han kunne mærke hvordan hans hjerte begyndte at banke hårdt mod hans ribben i et upbeattempo, der ville have gjort Nicko McBrain imponeret. *..se ikke så trist ud... jeg vil ikke være grunden til, at du græder..*
Yoichis øjne ændrede sig fra at virke utrolig sårbare og bedende til meget fjerne, som om han var kommet i tanke om et eller andet, og at dømme ud fra hans ansigtsudtryk var det ikke noget godt. Yomi sad og så på ham et vemodigt blik. Han kunne ikke klare, at Yoichi skulle være så ked af det. Hvis det var ham, der var årsagen, ville han hade sig selv. Men det lod til, at Yoichis bekymring var grundet i ham selv, hans egen natur, der ikke tillod ham at vælge én frem for en anden, hvis han fik muligheden. Yomi havde ingen mulighed for at forstå. Han havde aldrig elsket mere end én af gangen, og hver gang var det med det meste af hans skrøbelige hjerte på spil. Et farligt spil. Men fantastisk. Men hvis det var det, der skulle til, var det måske på tide, at han fandt et nyt spil at spille. Også selvom Yoichis spil virkede noget mere risikabelt. *..åh, for pokker... hvorfor forstår jeg dig ikke? Det ville være så meget lettere.. du elsker, og det er der ikke noget galt i, men hvorfor skal du anklage dig selv for det?*
Hans øjne gnistrede et øjeblik, så rettede han sig op og greb fat om nakken på Yoichi, så han kunne se ham ind i øjnene.
"Jeg er ligeglad! Du kan gøre mig ked af det, du kan forlade mig og slå mig ihjel! Jeg er ligeglad!!" Yomi stirrede på ham med vilde, desperate øjne, der dog på ingen måde kunne forveksles med hvad de var: et sidste desperat råb, en tiggen om bare at få lov til at glemme alt andet end den kærlighed, der brændte i ham. "Jeg elsker dig, Yoichi..! Hvad du tror, at du kan gøre mig af ondt betyder ingenting... Jeg kan klare det..."
Yomi kyssede prøvende Yoichi på munden.

[Yoichi]

Yoichis øjne var stadigvæk en smule fjerne da Yomi begyndte at tale til ham. Han blinkede en enkelt gang, og så ned på den lille fyr, der virkelig ikke ville lade ham tabe den her kamp. Selv ville Yoichi ikke noget andet, end bare at kysse Yomi og holde ham ind til sig.
Han kunne ikke forstille sig at være andre steder nu, selv om hans hjerne prøvede at fortælle ham, at det hér ikke var fair overfor Yomi. Han havde fortjent så meget bedre end ham, men alligevel havde han valgt en der ikke kunne holde sig til en partner? Det var uforståeligt, og da Yomi kyssede ham blev han endnu mere forvirret.
Ud af ren refleks lod han sine hænder finde Yomis sider og hans læber kyssede den lille drengs. Yoichis hjerne råbte stædigt af ham, men nu havde hjertet sat sig til modværge. Yomi havde selv sagt at han elskede ham, lige meget hvad. Kærlighed uden grænser, så hvorfor skulle han selv begynde at sætte nogen? Han måtte bare forklare Yomi at hans krop nogle gange strejfede til andre partnere, mens hans hjerte altid lå hos ham. Det eneste han kunne gøre, var at håbe at Yomi kunne forstå dét- at hjerte og krop ikke var det samme for ham.
Blidt kyssede Yoichi tilbage, med en del af sin flossede kærlighed bag. Det var tøvende og ikke specielt passioneret, men for engangs skyld med lidt følelse i, ikke bare som han havde øvet sig frem til, men som han selv synes man skulle gøre. Der var noget underligt befriende i, bare at kysse som han ville, og ikke tænke på hvad der var bedst for partneren, fordi man alligevel bare var så forelskede, at det var en belønning i sig selv at kysse.

[Yomi]

Der faldt en tung sten af hans hjerte, da Han mærkede Yoichi kysse tilbage. Det gik op for ham, at han nærmest havde regnet med, at Yoichi ville blive ved med at protestere, så at han nu endelig lod til at have opgivet at kæmpe imod sin egen moral sendte varmen tilbage i Yomis kinder på en splitsekund. Det var mærkeligt, men selvom Yoichi ikke virkede helt så ivrig som tidligere, gjorde det kysset så meget desto mere intimt, og Yomi knne mærke, at han rødmede. Det var næsten som at kysse en helt anden person, som at kysse én, der elskede ham.
Yomi brød forsigtigt kysset og så op på Yoichi. Han smilede forlegent. "Undskyld, at jeg er så melodramatisk..." Nu når han tænkte over det, havde han virkelig lydt som et lille barn, der ikke måtte få lov til at få en is eller et stykke legetøj. Forskellen lå bare i, at Yoichi betød meget mere for ham end både is og legetøj, barnlig eller ej. "... jeg kan bare så godt lide dig. Med rygte og det hele." Han smilte et lille skævt smil for at vise, at det sidste var ment i spøg, og placerede fingerspidsen på hans næse. "Så lad være med at afvise mig, fordi du ikke vil såre mig. Og hvis det går som du påstår, må jeg jo bare sørge for at få planlagt en tilsvarende hævn~" Hans smil blev lidt mere overbevisende, og han lo stille.
Ingen tvivl om, at det ville knuse ham fuldstændig, hvis Yoichis rygte virkelig talte sandt, og han ville forlade ham til fordel for andre mere eller mindre tilfældige affærer. Men det ville være så meget værre at blive afvist lige nu, og hvis han bare havde formået at vinde en brøkdel af Yoichis strejfende hjerte, var det godt nok for Yomi for nu. Han ville ikke tvinge Yoichi til at blive i et forhold, hvis han ikke var i stand til det, han ville hellere dø end at se ham være ked af det. Men bare det måske at kunne én af dem, der havde betydet mere for ham end bare de sædvanlige - det var værd at kæmpe for.

[Yoichi]

Yoichi så ned på Yomi, og gengældte hans forlegne smil med et varmt og imødekommende. Det havde været rart at kysse Yomi igen, og de billeder der havde trængt sig frem fra hans fortid, var igen blevet skubbet tilbage til deres egen tid.
Han lod sin store hånd nusse Yomis kind mens han snakkede. Selv om billederne fra fortids minde var trængt tilbage, kom der alligevel nogle nye frem. Han tænkte på alle de andre gange elever havde prøvet at hævne sig på ham, fordi han var som han nu var. Det havde altid gjort dem mere til grin, end det havde gjort ham ondt.
"Jeg kan ikke love dig, at vende 180 grader rundt og blive helt monogam. Sådan kan jeg bare ikke være, lige meget hvor meget jeg ønsker det... Men jeg vender næsten altid tilbage til den, der har mit hjerte, med mindre en anden har formået at stjæle det..." Han lod en finger køre fra imellem Yomis øjenbryn ned til hans næsetip. Derefter lagde han hånden på Yomis kind igen og fortsatte med at snakke med en meget blid, men også meget følsom stemme. Det var tydeligt at han snakkede om noget, han slet ikke var vant til at skulle dele ud af. Hvilket så sandelig også var tilfældet. Det var virkelig stort at han lod sine følelser være så åbne for et andet menneske, tit loggede han bare den anden parts tanker frem, og skjulte sine egne.
"Men har svært ved at se hvordan nogen kan stjæle mit hjerte væk fra dig... Håber bare du vil kunne forstå mig, hvis og når den tid kommer..."
Yoichi lod sin hånd falde ned på sit lår, og han så en smule flovt væk. Han var ikke glad for at han var så løs og let at forføre, men det var så bare hans personlighed, og det var jo også den folk faldt for.
Hans øjne faldt på de tunge gardiner, der beskyttede dem fra blikke udefra. Han ville ønske at han altid kunne blive her sammen med Yomi, væk fra alle de ting, der kunne friste ham over evne. Yoichi kom til at se så fjern ud igen, mens han sad og ønskede de to så langt væk fra alt andet som muligt. Hvis det bare havde været de to alene i hele verdenen, kunne han slappe af. Men sådan var det desværre ikke, og nu ville stessen for alvor begynde, indtil hans hjerte ikke kunne holde hans krop tilbage, og han fandt en one night affære.

[Yomi]

Yomi sukkede opgivende, men hans smil var lykkeligt om end afdæmpet. *..stakkels søde, følsomme fyr, der ikke kan finde ud af, hvad du vil..* Yoichis flove udtryk mindede ham så meget om, hvordan han selv havde haft det med at skulle sige den slags ting til at starte med. Men i det mindste havde Yomi da truffet sit valg. I hvert fald tænkte han ikke så langt, som Yoichi lod til at gøre. Hvis han havde skullet gå og bekymre sig om fremtiden, ville han aldrig have overlevet i sådan en grum verden. Den eneste måde han kæmpede sig gennem livet på, var ved at klinge sig fast til de små øjeblikke af glæde, der indtraf mere eller mindre tilfældigt en gang imellem. Hvis nogen nogensinde havde kunnet leve udelukkende i 'nuet' måtte de have brugt nogenlunde samme teknik. Har du ikke lyst, så lad være. Kan du ikke lide, hvad du forventer at finde, så lad være med at følge den vej, der er blevet udstukket. Er der noget, som du har glemt, så lad være med at tænke mere over det. Kort og godt: intet andet, end hvad du føler og gør i øjeblikket, betyder noget. Intet som helst.
Yomi smilede og rystede let på hovedet. Han forstod virkelig ikke Yoichi bekymring, og slet ikke hans åbenbart temmelig voldsomme afhængighed, men det var ikke noget, som han ville lade sig gå på af lige nu. Måske senere, men det fantastiske øjeblik, som han nu delte med ham ville være alt alt for synd at lade hånt om pga. en fremtid, der ikke betød noget for ham. "Jeg forstår dig ikke, Yoichi, men du kan ikke leve uden dit hjerte. Det kan ingen." Yomis ord var en smule filosofiske, selvom hans tanker var noget mere basale. "Men du har brutalt flået mit ud af brystet på mig, så kom ikke her og sig, at det er en simpel byttehandel. Jeg forstår dig ikke. Men jeg er også ligeglad. Jeg elsker dig, som du er, og med alt hvad du er." Yomi greb forsigtigt om Yoichis hånd og gav den et klem. "Jeg ville være taknemmelig, hvis du bare ville forsøge at foratå mig et øjeblik... glemme alt andet, bare være her hos mig. Fremtiden er ikke værd at spilde sådan et øjeblik på..."

[Yoichi]

Yoichi så lidt ned. Han havde fokuseret helt på sig selv, hans egen frygt, men Yomi måtte være mindst lige så nervøs som ham. Han havde jo været den første til at bekende sine følelesr, og måtte så pænt vente på at Yoichi selv kunne finde ud af hvad han ville have. Forsigtigt aede han Yomi over håret, og så blidt og undskyldende ned på ham. Hans blik fortalte Yomi at han var ked af, at han ikke havde været der for ham, men bare havde været fanget i fremtiden. Nu skulle han nok være hos Yomi, uden at spekulere så meget over hvad hans ulydige krop ville have af luner.
"Undskyld Yomi... Var vist lidt for selvoptaget før, men jeg vil gøre mit bedste for at forstå dig, og lære dig helt at kende. OG lover ikke at space sådan ud igen, bare være her hos dig 100%" Mens han talte, aede han Yomi ned på kinden og lod langsomt sin hånd glide ned til hans hals, som han blidt kærtegnede med sine fingrespidser.
"Selv om min krop ikke er så lyoal, vil jeg give dig hele mit hjerte, så jeg altid skal komme tilbage til dig for at leve... Hvis du vil acceptere det?" Han blev ved med at nusse Yomi på halsen, og mærkede hvordan han blev mere og mere nervøs mens han talte.

[Yomi]

Yomi så et øjeblik på ham med en påtaget tænksom mine, som om han overvejde, hvad han skulle svare Yoichi. Men han havde for længst bestemt sig. Hvis valget stod mellem hans elskede med alle hans særheder eller ingen Yoichi, var der slet ingen tvivl. Alligevel holdt han masken et øjeblik og betragtede alvorligt Yoichis reaktion. Han så så sød ud med sit blide, undskyldende ansigt. Så kunne han ikke holde sig tilbage mere, og et smil lyste op i hans øjne. Det var så dejligt at blive nusset, og Yomi kom med en lille, fnisende lyd, før han rakte frem og placerede sin hånd på Yoichis brystkasse, omtrænt hvor hjertet måtte sidde. Han kunne mærke det slå gennem sine fingerspidser og pumpe det livgivende blod afsted.
"Haps~!"
Han knugede hånden sammen og trak den til sig, som om han havde snuppet noget fra ham, hvorefter han interesseret inspicerede det usynlige objekt. Yomi løftede hånden, som om han holdt det op til øret og så ud som om, han lyttede intenst. Så hev han ud i brystlommen på sin skjorte og puttede det forsigtigt ned i den med et lille smil. "Noget kunne tyde på, at du bliver nødt til det, Yoichi." Yomis øjne skinnede opmuntrende, og hans særprægede udseende gjorde sit til, at han så ret komisk ud, som han sad der og så på sin lærer. "For jeg giver det ikke fra mig igen så let."

[Yoichi]

Yoichi kom til at grine en lille smule over Yomis komiske pantomime. Den lille fyr var nu så sød, og en dejlig blanding af en ansvarlig og moden voksen, men også et lille lege barn, der egentlig gerne bare ville hygge sig så længe som muligt. Det skønne ved at være teenager, at der så var humør svingninger og bumser var nogle ting Yoichi ikke savnede ved den tid.
Yoichi lænede sig frem og kyssede Yomi på panden, da han havde bemeldt at han ikke ville lade hans hjerte gå så let. Sådan måtte det så bare være~ Han smilede varmt og rettede en smule på Yomis kul sorte utroligt bløde hår.
"Er jeg rigtig glad for Yomi-kun, vil nemlig heller ikke lade dit hjerte gå uden en meget alvorlig og laaaang kamp~" Han krammede den lille dreng tæt ind til sig, og nød hans nærvær. Det var så dejligt at være sammen med Yomi. Han var bare lige den perfekte størrelse til at holde om og nusse, bare slappe helt af. Endelig hjemsøgte fremtidens ånd ham heller ikke mere, han tænkte ikke på alle de fælder hans krop ville falde i, men kun på at han lige nu holdt om den lille Hohosha-kun, med det sorte scenen kid hår og det alternative forhold til skolens uniformerings politik. Dejlig unik, men alligevel også følsom og meget dyb når man kom tæt på ham. Han håbede på at komme helt ind til kærnen af Yomi, og lære ham helt at kende.

[Yomi]

Yomi lo og nød at føle Yoichis arme om sig igen. "Uhada~ jeg vil gøre alt for, at det ikke er mig, du kommer til at kæmpe imod." Han så op på ham med et grin. "Det skulle ikke undre mig, om du ville kunne slå mig, selv hvis jeg var i min monsterform." Han strøj en hånd hen over Yoichis overarm, for at vise, hvad han mente, og kunne ikke lade være med at skælve lidt ved tanken om, at han bare sådan sad og rørte ved ham uden at spørge om lov. På den anden side, ville det have virket temmelig akkavet. *"Øh, undskyld, sensei? Må jeg godt røre ved dig?" ..hvor perverst~* Yomis grin blev temmelig skævt, og sådan en smule lusket at se på, som udtrykket hos en lille dreng, der lige har hugget pedellens nøgle til pigernes omklædningsrum og skal til at fortælle det til sin bedste ven.
Den smukke tatovering fangede endnu en gang hans opmærksomhed, og han tegnede nysgerrigt efter omridset med sin finger, stoppede ved den glinsende karpe. "Yoichi? Hvor får man lavet den slags?" Hans øjne var blevet temmelig store og hundeagtige. Yomi overvejede et øjeblik, hvordan han mon ville se ud med sådan et tatovering. *..ha, der ville slet ikke være plads til sådan én noget sted på min krop... måske ryggen?* Han så tænksom ud. *..men det ville jo være totalt ude af stilen... pokkers...*

[Yoichi]

Yoichi kunne ikke lade være, og løftede drillende Yomi lidt op med sine stærke arme. Han kyssede let Yomis mave og satte ham ned på sit skød igen. Han så ned på sine tattoveringer og kom i tanke om at Yomi havde spurgt ind til hans tatoveringer. Han kunne ikke lade være med at smile flovt over sig selv.
"Kan jeg desværre ikke fortælle dig, da dét her er nogle man skal gøre sig fortjent til~" Han forsøgte at se streng ud til det næste han skulle sige, men han kunne ikke fjerne et let smil fra sine øjne. Det var svært at være alvorlig når han mentalt fjollede rundt på en blomster eng, med pink blomster i manen mens han galoperende rundt i forårs kådhed.
"MEN du må aldrig nogensinde gøre det samme som jeg har gjort for at få dem. Det ville være et rent spild hvis din smukke krop skulle udsættes for det..." Han lod sin hånd glide igennem Yomis hår og kærtegnede en af spidserne. Han lod hånden hvile på Yomis nakke, som han blidt nussede mens han så varmt på ham. Han havde lyst til at røre den lille fyr over det hele, finde ud af om han var så varm over alt på kroppen. Også for at udforske den lille fyrs krop helt, hvilke ar han har, og hvordan han var bygget. I al hemmelighed var Yoichi faktisk ret optaget af anatomi.

[Yomi]

Yomi slap et lille, overrasket udbrud da Yoichi løftede ham. *Pyh.. det kan godt være, at jeg skal til at overveje at spise lidt mere, hvis han kan smide rundt med mig så let...* Yomi smilede og betragtede fascineret den skygge, der flygtigt gled henover Yoichis ansigt. Mystisk.. Yomi nikkede, men så lettere mistænksom ud. *'Gøre sig fortjent til'? Hvad mon han mener med det..* Han lagde hovedet på skrå og kneb øjnene lidt sammen. Så fik Yoichis ord ham til at rødme, og han smilede forlegent, mens han legede med hans hår. Men der havde været en dyster undertone i hans formaning, der samtidig sendte en lille kuldegysning ned af hans arm.
"Har du... gjort noget slemt?"
Yomi så op på ham med en meget bekymret mine, der stod i fuldstændig kontrast til hans røde kinder. "..for at gøre dig fortjent til dem?" Yomi var godt klar over, at han nok var på vej ud, hvor han ikke kunne bunde, men han kunne ikke bare ignorere Yoichis formaning. I sit stille sind begyndte en tanke at tage form. Måske havde Yoichi indgået en pagt med djævelen for at få den tatovering? Yomi så et øjeblik meget skræmt ud, men så rystede han vldsomt på hovedet. *Drop det..! Du tror jo ikke engang på djævelen... det er for åndssvagt!*
"..u-undskyld. Du behøver ikke at svare.."
Yomi så betuttet ned og famlede lidt ved Yoichis bluse. *Hvis der var noget galt, ville han vel sige det.. måske ikke til mig, men til nogen, der kunne hjælpe ham... bare det ikke er noget slemt, han har udsat sig selv for for at få de tatoveringer... hvor er jeg dog dum! Sådan noget ville man da aldrig sige videre..!* Han tvang sig selv til at se op og smile, selvom det blev temmelig falskt. Han var ved at dø af bekymring over at spekulere på, hvad Yoichi mon havde ment. Forsigtigt trak han sig lidt tættere på ham og kyssede ham. Det ville nok være bedre, hvis han ikke havde spurgt ind til det.