Hide out <3 [p]

[Yoichi]

Yoichi skulle faktisk til at svare Yomi helt ærligt, men så kyssede den lille fyr ham. Mentalt sukkede han dybt, hvordan skulle han nogensinde få revet sig løs af det her kys, for at fortælle om alle de dumme ting han havde gjort? Alle de mennesker han havde såret og udnyttet?
Men Yomis løber gjorde det ham umuligt at fastholde ansigterne på alle hans ofre. De blev skyllet væk lige som det dumpede tøj i Tokyo-bay midt om natten, når de havde begået et indbrud. Han besvarede varmt Yomis kys, og lod sig trække tilbage til den smukke sommer eng hvor han nu lå sammen med Yomi, igang med en halv slås kamp, der egentlig bare gik ud på at røre hinanden og få listet tøjet af hinanden. Dejligt realistisk inner mind theather han havde kørende.
Blidt lod Yoichi sin hånd glide ned over Yomis ryg, den fulgte den takkede rygsøjle helt ned til hans lend, hvor den endelig fandt hvile. Hans anden hånd fandt Yomis ene skulder, hvor den nussede den blidt, og bevægede sig langsomt og kærtegnende ned til hans over arm, hvor han greb mere fast om hans arm, så han ikke kunne løbe væk fra ham. Han mærkede hvordan han fik en større og større trang til at fortsætte deres kys til mere. Glemme alle forbehold og forpligtelser og bare lade sig flyde ind i en verden drevet af lyst.

[Yomi]

Yomi var på en måde både lettet og skuffet over, at Yoichi gengældte kysset uden at blive vred over hans nærgående spørgsmål. På den ene side ville han bare gerne glemme, at han overhovedet havde spurgt, og bare sidde her sammen med sin elskede lærer. Men på den anden side blev det ved med at spøge i hans bevidsthed. *..hvis det er noget virkelig slemt.. så er det vel meget belejlig, at jeg ikke gav ham mulighed for at svare...* Han vred sig lidt under Yoichis kærtegn, mest fordi det kildede, men også fordi han ikke kunne lade sig overgive helt nu. Han forsøgte ihærdigt at tage sig sammen og bare slappe af, men til sidst blev han nødt til at bryde kysset - og det rimelig bræt.
Han sad lidt og bare pustede og blinkede forvirret med øjnene. Hans hjerte bankede hurtigere, end når han sprintede, og det gjorde næsten ondt i hans brystkasse. Yomi skammede sig over sig selv. Hvad var nu det for noget? Hvorfor optog det ham sådan, om der var en lille, måske ubetydelig, ting fra Yoichis fortid, som han ikke måtte vide noget om? *..så slap dog af..! Er det ikke dig, der lige har pralet af, at du ikke lægger noget i fortid og fremtid? ...det er garanteret ikke engang vigtigt.* Forvirret og vred på sig selv, greb han fat om Yoichis ansigt med begge hænder og granskede de smukke, mørke øjne med et frustret udtryk. Han fugtede sine læber og åbnede og lukkede munden et par gange for at sige noget. Så sukkede han og sænkede hænderne. *..nej, det er simpelthen ikke op til mig at spørge om.* Yomi sad lille og hjælpeløs og bare så op på ham med sine bekymrede hundeøjne. *..hvorfor er jeg så en crybaby..?! Det ender med, at jeg gør ham psykotisk... sådan noget møg! Hvorfor kan jeg ikke bare lægge det fra mig?! åh for fanden da...* Yomi sænkede blikket. Han så virkelig plaget ud, men i det her tilfælde var det jo nærmere ham selv end Yoichi, der var den egentlige årsag.

[Yoichi]

Yoichi lod forsigtigt en hånd glide igennem Yomis hår igen. Der var et eller andet ved det, der bare som en magnet tiltrak hans hånd, og han kunne ikke lade være med at give efter for lysten til at røre det. Han nød deres blide kys, og mærkede en barnlig utilfredshed da Yomi trak sig væk. Hans første ønske var at trække ham tilbage igen og kysse ham mere passioneret. Få ham trukket så langt ind i deres fysiske kontakt, at han ikke kunne trække sig væk igen.
Blidt nussede han hans arm, mens han så på den lille forvirrede dreng. Gad vide hvad der forgik inde i hans hoved. Yomi var vist en af de type mennesker, der holdt det meste at hvad de ville sige inde i deres hoved, indtil de havde tænkt det utroligt mange gange igennem. Måtte han se om han ikke kunne få vendt den lille fyr af med, ellers ville han aldrig få set en Yomi, der havde givet sig helt hen og ikke bekymrede sig om hvad andre tænkte.
Yoichis varme mørke øjne så blidt ind i Yomis, og hans mund forventede lidt enten at skulle snakke eller kysse. Men Yomi lod sine små hænder falde fra hans kinder igen. Blidt tog Yoichi dem begge og flettede sin fingre ind i hans.
"Du skal bare spørge hvis du er nysgerrig Yomi. Nu er du jo blevet så meget mere end bare en elev for mig, så nu er der nærmest ikke det jeg ikke vil svare på." Han smilede varmt og klemte en smule om Yomis hænder. Han håbede at den lille fyr turde være helt ærlig om hvad der forgik inde i hans hoved.

[Yomi]

Da Yoichis fingre flettede sig ind mellem hans egne, mærkede han sommerfuglene begynde at rumstere rundt i hans mave igen, ingen tvivl om at han var forelsket. Yomi rørte nervøst på sig. Yoichis fantastiske, varme smil fik hans hjerte til at slå en anelse uregelmæssigt, mens han overvejede, om han virkelig turde spørge. Men på den anden side, så havde han jo selv bragt det på bane, så han ville vel ikke blive desideret sur.. "Du.. er så forskellig fra de andre lærere... jeg mener, hvis jeg mødte dig på gaden, ville jeg kunne forveksle dig med en fra militsen. Og nogen gange.." Yomi klemte Yoichis hånd. "..ser du så fjern og trist ud. Jeg bliver bekymret..!"
Han så op på sin sensei med et bedende udtryk i øjnene. *..du skulle bare vide, hvor mange gange jeg har taget dig i at stå og se ud af vinduerne med fjernt blik, mens vi sad og regnede.. som om du slet ikke hører til her; i en skole, bag kateteret i et klasselokale. Og de ting du siger.. der er noget, du gemmer væk for os, noget uhyggeligt..* Yomi listede sin ene hånd ud af Yoichis tag og strøj sig over panden. Det var virkelig svært for ham det her. Yoichi ville vel enten blive bleg og så vred og smide ham lige lukt ud i kulden for at have berørt et emne, der måske, måske ikke, var en smule ømtåleligt, eller også ville han nok begynde at le af ham, fordi han lagde alt for meget i de små hentydninger hist og her, der fortalte om en 'uhyggelig' fortid.
"Har du.. har du oplevet noget forfærdeligt, før du kom her?" Yomis stemme var meget blid. Han var ved at blive skør af at bekymre sig om, hvad det kunne være, men han ville for alt i verden undgå at støde ham, hvis han ikke ønskede at tale om det. *..men han sagde, at jeg kunne spørge om alt... måske.. er jeg virkelig blevet 'speciel' for ham..?*

[Yoichi]

Yoichi smilede varmt til Yomi, da han endelig havde fået fremstammet sit spørgsmål. Han havde ventet det, når han lige frem gik rundt med sit ærme helt tydeligt for alle til at se. Det rørte ham meget at Yomi var så bekymret over for ham, men overraskede ham også, at han havde opdaget de stunder han havde set ud af vinduet, og tænkt tilbage på hans fortid, og hvordan det ville havde gået ham, hvis han ikke var endt som lærer. Hvis nu han ikke var nået hjem til hans bedstemor, men bare havde taget i byen. Var han så blevet lærer eller havde han bare fortsat hos mafiaen? Han havde en lysende fremtid foran sig inden for den verden, men det var jo blevet ændret drastisk.
Yoichi tog en dyb indånding og håbede på at Yomi ikke ville blive bange for ham. Han havde jo en del ugerninger på samvittigheden.
"Jeg har været en del af yakuzaen, endda en rimelig fremtrædende del hvis jeg skal være ærlig. Jeg har gjort en del jeg ikke er særlig stolt af, jeg har såret en masse mennesker... overladt dem til en meget usikker skæbne, uden så meget som ét yen på lommen..." Han bider sig let i underlæben og giver slip på Yomi. En smule opgivende fører han en hånd igennem sit hår. Hvordan ville det nu gå? Ville Yomi overhovedet kunne tilgive ham sådan en livsstil. Selv om han var et monster, og måske havde et liv eller to på samvittigheden, virkede hans gerninger bare så meget mere gemene. En ting er at slå et menneske ihjel, men en anden er at efterlade dem i et frosset bjergpas uden andet end en tynd vindjakke...
Han førte igen en hånd igennem sit hår og manede billederene af mennesket væk. Han var jo et monster, det var jo bare hans natur.
"Jeg håber bare ikke at jeg skræmmer dig. Jeg meldte mig ud, og er nu ikke i kontakt med dén verden mere. En af fordele ved at være her på Yokai, hvor der ikke rigtig er nogen, der kender til min fortid, bortset fra en vis mandlig elev~" Han blinkede til Yomi, og håbede det ville bløde det han lige hvade sagt lidt op.

[Yomi]

Yomi fik store øjne. *Yakuzaen? Seriøst?!* Han sad helt stille, temmelig overvældet over hvad Yoichi lige havde fortalt ham. *... okay, du er godt nok lidt skummel, men at du ligefrem har været.. sådan én...* Yomi blinkede en enkelt gang og slap så den luft ud, som han havde holdt fanget, i et langt pust. Det så næsten ud som om han var punkteret, for han faldt fuldstændig sammen, så det kun var fordi han havde nogen at læne sig op af, at han ikke kollapsede. Et øjeblik sad han med lukkede øjne og spillede Yoichis svar igen for sig selv. Sikke noget at få at vide, bare sådan uden videre. Et lille smil blomstrede frem på hans læber. *..nå hvad pokker... har jeg måske tal på, hvor mange menneskesjæle jeg har fortæret under min læretid hos Hades?* Han blev siddende lidt og forsøgte at forstå det helt. Forsøgte at indprente sig enhver trækning, der var gledet over Yoichis kønne ansigt, da han havde fortalt ham det. Det var utroligt. Hvordan kunne nogen have været et fremstående medlem af yakuzaen og så være så sød og kærlig?
"Vil du ikke godt holde om mig igen?" Han håbede, at det var svar nok på, om han var skræmt. Yomi listede en lille, hvid hånd ind under kanten af Yoichis trøje og ind på hans mave. Det sitrede lidt i hans nakkehår. Ingen tvivl om, at Yoichis mave i hvert fald godt kunne have været medlem af yakuzaen! Han smilede og så op på ham. "Jeg skal nok holde på den hemmelighed!"

[Yoichi]

Yoihci lagde på Yomis opfordring sine stærke arme om hans smalle ryg, og holdt ham tæt ind til sig. Han var lettet over at Yomi ikke var blevet bange for ham. Havde han også desværre oplevet en gang, hvor han havde åbnet sig helt, og så bare fået smidt et brud i hovedet i stedet for en form for forståelse og accept. Det lod til at Yomi var mere åben overfor han tidligere livsstil, og hvem ved, måske får han lov til at tale mere åbent om nogle af de sjovere historier. Som de gange han havde skulle være bud dreng, og den måde de drillende de nye drenge.
Blidt nussede han Yomi i nakken, og da han mærkede en hånd på sin mave kunne han ikke lade være med at ånde noget tungere. Det var virkelig svært at holde sig tilbage nu. Han havde lyst til at tage sin og Yomis trøje af, og bare røre ham, og kysse ham over hele hans smalle overkrop. Han måtte ryste på hovedet for at slå tankerne om Yomis nøgne overkrop væk. Han SKULLE vente til Yomi selv var klar, så måtte hans alt for perverse tanke gang tage en pause. Lige nu var det bare sådan at de to lå og hyggede, ikke andet! Igen og igen gentog han det for sig selv inde i sit hoved, mens han bare nussede Yomi i nakken.
Til trods for sin anstrengelse lykkedes det ham ikke at få sit hjerte til at slå bare en lille smule langsommere. Det hamrede stadigvæk hårdt og insisterende. Yoichi bed sig blidt i underlæben igen, og bad til Yomi ikke ville lægge mærke til hans forræderiske krops meget tydelige signaler om præcist hvor dejligt han syntes det her var.

[Yomi]

Yomi puttede sig helt ind til Yoichi og hvilede hovedet på hans brystkasse, mens den velkendte, dybe brummelyd steg op fra hans strube. Lugten af hest var stærk for hans følsomme næse, og Yomi smilede fraværende, mens han forsøgte at indprinte sig alt, hvad den lugt forbandt ham med, så han ville kunne genkende den igen. Genkende den blandt tusinder. *..øh, hvis der da er så mange, der går rundt og lugter af hest ...* Han legede lidt med tanken om en stor, sort friser, der galloperede rundt på en vidstrakt prærie med blafrende man og hove, der glinsede i solen. Men nej. Det var simpelthen for abstrakt til, at Yomi kunne kapere det sære billede af Yoichi... som et dyr... *nej... det er for åndssvagt..! ..måske har han bare været sammen med et eller andet hestemonster?* Yomis smil frøs et øjeblik. *..nej, måske skulle jeg bare lade det ligge nu. Det er vel egentlig også fuldstændig ligemeget om han er en hest eller ej. Lige nu er han jo bare.. eller ligner i hvert fald et menneske.* Han kiggede op på det smukke, markerede ansigt med de mørke, forførende øjne og det lettere pjuskede hår. *En hest ville have haft større tænder,* blev hans konklussion, før han lo lidt indvendig af sig selv. *..hvor er jeg fjollet~*
Han bevægede diskret hånden lidt længere op under hans trøje og kunne mærke varmen brede sig til kinderne. Sådan nogle brystmuskler ville han aldrig få. Hverken i menneskeform eller hundeform velsagtens. Det skræmte ham på en måde lidt, at Yoichi var så meget mere 'mand' end ham selv. I forhold til ham, følte Yoichi sig næsten som en pige. Uhyggeligt.. Ikke at der var nogen af hans pigekærester, der nogensinde havde brokket sig over det, men sådan var det nu engang, at han havde bestemt sig for at se ud, efter at have været spærret inde i en kolos af en kluntet skikkelse, der allerhøjest fik et klap på hovedet med kommentaren "Nuttet!" når Persephone kom for at besøge Hades. *...ikke noget at sige til, at man lider af lavt selvværd..* Yomi lukkede øjnene og nød bare at kunne ligge og blive dejlig varm opad en mand, som han virkelig elskede. Yoichis hjerteslag var som dumpe pauker, der blev slået an, og de var ikke helt regelmæssige..

[Yoichi]

Yoichi så ned på Yomi, der var tæt puttet ind til ham, næsten som et form for lille dyr. Han kunne ikke lade være med at tænke lidt over hvilket monster Yomi var, selv om han ikke selv havde nogen form for intention om at afsløre sin egen for Yomi. Han var bange for at han ville røre ham, og hans sande natur ville tage helt over. Blidt gled hans hænder ned over Yomis ryg og begyndte at nusse lidt med kanten af hans trøje. Han forstillede sig for sit indre øje hvordan Yomi kom til at lægge en hånd på hans skulder, og hvordan han så ville få et lille black out, og vågne op igen nede under vandet, mens han kigger op på en flydende person, der blidt bliver skubbet af bølgerne. Havde han oplevet sådan noget en gang for meget til, at han ville tillade sig selv at det skete igen. Derfor var han altid kun i monsterform når han var alene.
Forsigtigt lagde han sine hænder under trøjen på Yomis lend, og følte den varme levende hun imod sine håndflader. Han kunne mærke en let summen i sine hænder, der bredte sig til resten af hans krop. Det var virkelig rart det her... Tænk hvis de kunne blive ved med at være sammen sådan her? Hele tiden holde om hinanden og røre hinanden når afstanden imellem dem blev ubærlig, selv om det kun havde været i ganske kort tid de havde været fra hinanden.
"Jeg er virkelig glad for dig Yomi. Tænk at jeg får lov til at ligge her sammen med en af de mest nuttede fyre her på Yokai." Han lænede sig en smule ned og gav Yomi et blidt kys på kinden. Han håbede at det ville hjælpe en smule på Yomis selvværd hvis han fik en del ros, hvilken han da i den grad også fortjente. Han klemte en smule om Yomis lend og mærkede sit hjerte slå en del hurtigere. Det var en meget svær situation at være i, når det var meningen han skulle holde sig tilbage. Selv om Yomi nu lå og nussede ham direkte på brystkassen, var han alligevel ikke sikker på om det ville være okay, hvis han bare gav los for sine lyster.

[Yomi]

De bløde læbers berøring, fik Yomi til at lyse op. Næsten bogstaveligt, så stort var hans smil. *Men ikke den allermest nuttede, altså?* Han løftede hovedet en anelse og så på Yoichi med sine store, skinnende øjne. Det gav et lille sug i maven, da han mærkede de blide hænder presse sig ind mod hans krop, og ved Yoichis ord blev han pinligt bevidst om, at Yoichi nok ikke var den, der burde føle sig heldig. *Gad vide hvad i alverden han ser i sådan en lille møgunge som mig? Måske går han altid efter de 'nuttede'? ... eller bare efter alle, hvis man skal tro hans rygte. Men alligevel.. at han gider at spilde sin tid på mig, når han kunne få hvem som helst?!* Yomi krabbede sig lidt tættere på Yoichis ansigt (forbandede igen sig selv for sin ringe højde), og besluttede sig for at levere svaret helt ved døren. "Det må være Fortuna, der leger med os~" hviskede han i øret på Yoichi og snappede ham drillende i øreflippen, påpasselig med ikke at gøre skade ved at bide hans øreringe.
Han bemærkede, at Yoichis brystkasse var begyndt at bevæge sig temmelig stødvist, hans hjerte sendte voldsomme vibrationer gennem blodbanerne og huden til Yomis håndflade. Det var ikke gået op for ham før, men nu kunne han også mærke sit eget hjerte banke i et unaturligt upbeat tempo. Et lille, piget fnis undslap ham, og han fik dybrøde kinder. "Yoichi..?" Hans læber var stadig tæt ved hans øre, så han talte noget dybere end normalt, for ikke at ødelægge Yoichis hørelse, hvis han pludselig kom til at hæve stemmen i ophidselse eller overstadig kådhed. "..må jeg godt... øh.." Yomi ville have spurgt, om han måtte få lov til at, nå ja, han fik aldrig tænkt spørgsmålet til ende, for der var noget, der distraherede ham. Noget koldt, som hans hånd havde fået fat om inde under Yoichis trøje. Noget med en snor i.
Yomi, der selvfølgelig ikke kunne se, hvad det var - da hans hånd jo netop stadig var bag et lag stof - fik et mærkeligt udtryk i ansigtet. Han havde glemt alt om, hvad det var, han ville have spurgt om.

[Yoichi]

Yoichi lod sine hænder følge med Yomis krop da han kravlede lidt længere op på ham, angiveligt for at hviske noget i hans øre. Han var en smule lettet over at Yomi var kommet lidt længere op, da han længere nede havde været i en liiiiidt presset situation, angående hans beslutning om at holde sig helt på måtten.
Her tog Yoichis forstand sig dog lidt forgivet. I det øjeblik den tynde hud ved hans øre opfangede det svage åndedræt fra Yomis næse, mærkede han en let kuldegysning ryste sig op igennem hans rygsøjle. Den kuglegysning var hurtigt ovre, og så erstattet af en endnu kraftigere da Yomi meget forsigtigt bed ham. Hans hænder klemte en smule mere om Yomis lend, og hans hjerte gik helt amok. Hvordan skulle han være en gentleman når han bare sad med sådan en nuttet fyr på skødet, der nu bed ham i øreflippen? Yoichi måtte tage en del dybe indåndinger for at få sig selv til at slappe af igen.
Han drejede hovedet en smule for at se på Yomi da han lød som om han ville spørge om noget. Han så undersøgende på ham, og afventede til den lille fyr havde fået fremstammet sit spørgsmål. Yoichis tanker havde allerede fundet på en del flere muligheder på hvad Yomi ville sige.
Men der var et eller andet der stoppede Yomis spørgsmål... Han så underende ned på den lille dreng, hans øjne der underende spurgte om hvad der skete.

[Yomi]

Yomi var gået på standby og sad bare med sit undrende udtryk og forsøgte at finde ud af, hvad det var, han havde fået fat i. Det måtte være en slags vedhæng til en halskæde, men den var mærkeligt spids og mindede ham ikke direkte om noget, han havde set - eller rettere mærket - før. *Hvad i alverden..?* Uden at tænke over det uhøflige i det, trak han pludselig op i Yoichis bluse med sin frie hånd, så han blottede hans bryst fuldstændig for at få udsigt til den lille ting, som han havde lukket hånden om. Han åbnede hånden og studerede fascineret den lille genstand. Det var vist en tand af en art? Interesseret stak han hovedet lidt tættere på og en fin lille kløft trådte frem mellem hans øjenbryn, som den ofte gjorde, når han var meget koncentreret om et eller andet. "Hvad er det her?" Yomi drejede den rundt mellem fingrene foran sin næse i den lille kæde. "Er det... en tand? Fra en løve, måske?" Yomi, der aldrig havde set en haj syntes selv, at den var drabelig nok til at kunne tilhøre en løve. Var det ikke dyrenes konge, man kaldte den?

[Yoichi]

Yoichi tog sin trøje helt af, når nu det var Yomi der allerede nærmest have hevet den op over ørene på ham. Han lod trøjen falde ned på gulvet og han lod igen sine hænder finde tilbage til deres plads lige omkring Yomis hofter, som han blidt nussede. Han havde vist fundet hans halskæde.
Yoichi kom til at tænke over hvilket dyr det egentlig var fra. Han var ikke helt sikker, da det havde været en gave, og han aldrig havde taget sig sammen til at spørge den der gav ham den, om hvad i alverden det var. Det havde ikke været specielt vigtigt for Yoichi, han gik jo bare med den. Et lille smil krusede hen over hans læber, mens han nev meget blidt og drillende Yomi i hofterne, selv om der ikke var så meget at tage fat i på den lille dreng.
"Jeg er ikke helt sikker på hvor den er fra, ved bare det er en af mine gamle venner, der gav mig den, fordi han synes den var ret fed. Fik aldrig spurgt ham om hvor den var fra inden han flyttede væk igen." Hans hænder blev ved med at kæle for området omkring Yomis hofter, og lige så stille fik de listet hans trøje mere og mere af. Der var et eller andet ved den her halv skjulte forførelse der fik sommerfuglene til at brede sig til hele hans krop. Det kløede i ham for at tage Yomis trøje helt af, men af en eller anden grund kunne han li at drille sig selv ved den langsomme afklædning af Yomi. Det var som at teste sig selv, og Yoichi havde svært ved at sige nej til sådan noget.

[Yomi]

Yomis øjne glitrede imponeret. Der var noget utrolig spændende, noget vildt, ved at gå rundt med sådan én om halsen. Det gav vel sådan et 'råt' look sammen med hans tatovering og øreringe. Slet ikke ligesom resten af hans dødkedelige lærere! Han lagde godt mærke til, at Yoichi krængede trøjen helt af, men af en eller anden grund var han for øjeblikket mere fokuseret på tanden. Da Yoichi fumlede rundt med hans egen bluse, kiggede han først en smule irriteret ned, for at finde ud af, hvorfor han kildede ham. Med en lettere fraværende bevægelse trak han den ene arm ud af ærmet, for at hjælpe Yoichi, men så gik det pludselig op for ham, hvad han havde gang i, og han stivnede med albuen halvt igennem halsåbningen (hvordan i alverden han så havde tænkt sig at få den af på dén måde) og med den ene hånd stadig hvilende på Yoichis bryst lukket om tanden.
*..øh? Hvad?* En rødmen bredte sig, og hans hjerte gallopperede vildt afsted og slog mod hans ribben. *Hvad er det lige, der sker her..?* Yomi blev siddende akkavet med blusen halvt oppe over hovedet og stirrede bare på Yoichis store hænder mod hans egen blege, sarte hud. Han knugede hårdt om tanden, men en spids kant borede sig ind i hans håndflade, og med et forskrækket udbrud trak han hånden til sig. Det havde da heldigvis revet ham ud af hans lammede tilstand, og han lo nervøst - stadig med blusen halvt på/halvt af. *For pokker da, hvorfor er jeg så.. nervøs? Over at han skal se mig? Hvad er nu det for noget?! Nu må jeg tage mig sammen!!* Yomi, der nu havde begge hænder fri, hev lidt i trøjen, men konstaterede så, at han sad fast. Godt og grundigt. Hvad i alverden havde han dog lavet? Havde han forsøgt at kravle ud af det forkerte hul, eller hvad? Han rystede sig frustreret og hev i et tilfældigt ærme, men det var som om det ikke rigtig virkede. Til sidst gav han op.
"...ehm.. Yoichi?" hans stemme lød lidt ulden, da den kom inde fra blusen et sted. "..kan du, øh, hjælpe mig lidt, her..?" Piiiinligt~

[Yoichi]

Dengang Yomi begynde at kravle halvt ud af trøjen, viste Yoichi allerede at han højest sandsynligt ville sidde fast. Han havde selv prøvet alle mulige smarte måder at liste ud af en trøje, men de var alle sammen endt med at han lignede en form for tekstil slikkepind, der ikke kunne gøre andet end af vrikke lidt med overkroppen.
Imens Yomi sad sådan og vrikkede for at komme ud af trøjen, sneg Yoichi sig til at kigge lidt på den unge drengs krop. Typisk teenage ranglet, ikke så muskuløs, men et par mavebøjninger ville gøre meget med en minimal insats. Men Yoichi var nu godt tilfreds med at Yomi så så lille og fin ud. Det gav ham lyst til at holde ham tæt ind til sig, og bare nyde at være den store og stærke sammen med ham. Blidt fandt hans fingre Yomis blottede mave og kælede et øjeblik blidt for huden, indtil han forbarmede sig over den halv fangede Yomi og hjalp ham med at få trøjen over hovdet.
"Den bedste taktik er bare at tage din tørje af normalt, der findes absolut intet sejt alternativ. Tro mig, har ellers prøvet at finde et." Han blinkede en smule drillende til Yomi, og smilede skævt til ham.