Bloody monday

[Yoichi]

Yoichi gik ud af det nu tomme klasse lokale. Han havde siddet tilbage i klassen og rettet opgaver, og blev først revet ud af sit rette flov, da en blodrød solnedgang blænede ham. Med et træt suk pakkede han sammen, skødes løst blev opgaverne væltet ned i hans taske. Han rejste sig og tog sin skjorte han havde haft hængende over stole ryggen. Den fik samme tur ned i den mappe ligende taske, og han måtte kæmpe lidt for at få den lille lås til at klikke.
Med øvede hænder rettede han først på sit hår, og derefter trak han ned i sin sorte tank top, så den nå sad glat og stramt over hans trænede overkrop. Inden han forlod lokalet tørrede han tavlen af. Det var ikke nødvendigt da rengøringen ville gøre det om natten, men man kunne da godt hjælpe en smule til når der nu ikke var noget der hastede.
Yoichi havde egentlig lovet sig selv at han skulle være gået samme tid som eleverne, men han var endt med alligevel at sidde og rette opgaver. Ikke det mest spænende måtte man sige, men det skulle jo gøres, så hvorfor ikke gøre det i en tom klasse, hvor der ikke var noget til at forstyrre en?
Han trådte ud på gangen, hans sko gav genlyd imellem de tomme væge på gangen. De andre elver havde altid nogle bløde stof sko på, men Yoichi nægtede at have sådan nogle ting på. Hans indendørs sko var i helt rødt torske skind med sorte spænder hen over fodryggen. Han kiggede ud af et stort vindue, en smule drømmende. Han tænkte tilbage på dengang han fik sin føniks. Den nåede lige at blive færdig som solen gik ned, og farvede himlen helt rød. En sjovt sammentræf imellem farverne.

[Yomi]

Yomi var på vej ned ad gangen i højt tempo. Ikke desto mindre gik han fuldstændig i sine egne tanker og opdagede overhovedet ikke Yoichi, som var trådt ud af et lokale et stykke længere nede. Han havde sine høretelefoner hængende om nakken og det var ikke ligefrem Tjakowskji, der brølede ud af dem. Yomi havde haft lidt for travlt med at flygte fra en historietime tidligere på dagen, og der var først nu gået op for ham, at han havde ladet sin skoletaske stå i klasseværelset. Han var som sædvanlig klædt i sin sortfarvede skoleuniform og sine store læderstøvler, men hans ansigt var sagligt og så meget barnligt ud i kontrast til hans påklædning. Han gik med næsten lukkede øjne og rokkede med hovedet uden at tage megen hensyn til, at der kunne komme nogen imod ham. Hans hjerne var stort set blottet for tanker og alle hans sanser var rettet mod musikken. Enhver anden person ville nok i det mindste have sat farten ned, men Yomi var fuldstændig opslungt af... tja, ingenting faktisk.
Det var først, da han var få meter fra Yoichi, at det gik op for ham, at han ikke var alene. Et forvirret og overrasket udtryk gled over hans ansigt lige inden han bragede direkte ind i sin klasselærer. Yomis hjerne havde reageret temmelig hurtigt, men hans krop havde ikke været lige så vågen, og nu betalte han så straffen.

[Yoichi]

Yoichi var helt fortabt for omverden. Han stod og gennemlevede den smerte nålen havde forsaget i hans hud, den gang han skulle have sin tatovering, men også den lettelse den pinte hud følte, når der kom kølevæske på den igen. Da føniksen var færdig, var hans skulder næsten følelses løs, men han var selv meget stolt over resultatet. Den var virkelig smuk, og solnedgangen havde bare sat prikken over i'et. En virkelig flamme dåb til en føniks.
Oplevelsen var noget af det mest langtrukne, de andre tatoveringer tog ganske vist også lang tid, men der var han blevet vant til den intense smerte når bedøvelsen i huden aftog. Den første var også altid den mest specielle. Selvom det var karpen der altid fik mest opmærksomhed, var det alligevel føniksen Yoichi var mest glad for.
Det var først da en elev gik ind i ham, at han blev revet tilbage til den 'normale' verden. Hans balance var noget af det sidste der vendte tilbage, så han faldt på røven med tasken glidende hen af gulvet. Alle prøverne og hans skjorte befriede sig selv, meget imod Yoichis vilje, så de nu lå spredt ud over gulvet. Alle de ting mast sammen i mappen, var alligevel for meget for den lille lås...
Yoichi tænkte dog ikke på prøverne, han havde mere travlt med at sætte sig op igen, og finde ud af hvem det var der havde væltet ham. Han så på en lille elev, og kunne ikke lade være med at smile varmt. Det var Yomi, en fra hans klasse han også havde mødt en gang før - frygtelig nuttet lille fyr, og endelig var de alene, bedre kunne det ikke blive!
Yoichi rejste sig igen og knækkede engang med nakken, inden han rettede på sit tøj, der var kommet til at sidde en lille smule skævt.

[Yomi]

"Avs.." Yomi gnubbede sin ene albue. Han var faldet bagover efter sammenstødet og havde forsøgt at tage af med armene bag ryggen, hvilket selvfølgelig havde resulteret i et par hudafskrabninger. Han så forlegent op på Yoichi, lettere rød i kinderne. "Sensei." Han kom vaklende på benene og smilede beklagende.
Så fik han øje på Yoichis papirer, der lå spredt omkring dem på gulvet og han bukkede sig ned og begyndte at samle dem op med temmelig klodsede bevægelser. "D-det må du virkelig undskylde!" Et par af arkene gled fra ham og Yomi kastede sig efter dem i forsøget på hurtigst muligt at få rettet op på situationen. *Typisk.. hvorfor er jeg dog sådan en stor idiot?!* I faldet havde han tabt sin afspiller og høretelefoner, men det skænkede han ikke en tanke. Lige nu gjaldt det om at få gjort alt godt igen og Yomi opdagede ikke, at han havde sat blodige fingeraftryk på flere af opgaverne. Yomi var et skravl, og hans hud var så tynd, at han næsten konstant havde sår i håndfladerne efter uheld. "Jeg er virkelig-virkelig ked af det, Yoichi-san!" Han turde slet ikke se på sin lærer, bange for at komme til at tude. "-sensei!" rettede han hurtigt titlen til, før han rystede ulykkeligt på hovedet.

[Yoichi]

Den lille fyr virkede virkelig rystet og meget flov over at han var gået ind i ham. Yoichi kom med en varm hjertelig klukken over Yomi. Det var ikke for at være ond eller hovere, hvilket man nok også kunne høre. Det var mere sådan at man grinede af et lille barn, der lige havde gjort noget virkelig nuttet. Han begyndte selv at samle sine papirer sammen, en del var oversået med røde streger og det virkede ikke som den mest kvikke klasse der havde indleveret de opgaver.
Yomis små akrobatiske stunts var utroligt morsomme at se på, så efter Yoichi havde samlet en pæn lille bunke papirer op, rettede han sig op og så lidt på Yomi der jagtede rundt efter de løsslupne papirer. Det var lidt morsom at de kunne blæse fra ham, på en gang uden vind.
Yoichis øjne var varme, virkelig som man gerne ville have en lærers øjne skulle være. De var ikke truende, men mere inviterende og opmuntrende, så det ikke gjorde noget hvis man kom med det forkerte svar.
Efter han havde samlet mappen op, og puttet papirerne ned i den, kom han i tanke om at han ikke havde sagt noget til den unge Yomi.
"Rolig nu Yomi-kun, det kan jo ske for selv den bedste ikke?" Et varmt smil spillede hen over hans læber. "Jeg kunne jo også bare stille mig et andet sted end ude på en gang, når jeg sådan vælger at falde i staver ikk~?" Det sidste var sagt som en lille joke, med et frisk glimt i de sorte øjne.

[Yomi]

Yomi standsede op og rødmede, da han mødte Yoichis varme blik. "Jeg var vist også ret langt væk.. undskyld, sensei." Han bøjede brødebetynget hovedet og fik øje på de pletter han havde efterladt på de øverste papirer. Med et lille forskrækket udbrud lagde han bunken fra sig. På en eller anden måde var det lykkedes ham at skære sig på noget i faldet (sikkert en nitte fra hans armbånd), og der var opstået en lille flænge i spidsen af hans pegefinger. Mens han betragtede den gled en lille, funklende rød dråbe ned ad hans finger og landede i hans håndflade. "..ups~" mumlede han for sig selv mens han fortsat betragtede dråben med stor interesse. Han lignede mildest talt et barn, der lige har fået øjnene op for en regnbue eller en skruptudse, fuldstændig fokuseret og næsten skildøjet af at stirre. Det var nu ikke fordi blod var noget nyt for Yomi, men der var alligevel et eller andet magisk over det. *..var der ikke noget med 'sort som ibenholdt og hvidt som...' som sand? Nej, noget rødt...* Mens Yomi forsøgte at komme i tanke om hvad det var der blev sagt i det gamle eventyr, havde han sat sig på hug. "..Snehvide?" mumlede han og kløede sig i nakken med den anden hånd.
Endnu en gang lykkedes det ham at blive overrasket over Yoichis tilstedeværelse, og han lo nervøst og løftede hånden, for at vise ham hvad det var, der havde fået ham til at gå i stå. "Smukt, ikke?" Endnu en dråbe havde sluttet sig til den første og havde dannet en mikroskopisk sø i hans håndflade. Kontrasten mellem Yomis blege hud og den mørkerød væske blev yderligere understreget af solnedgangens lys. En tanke slog ned i ham. "Øh.. nu er du vel ikke en vampyr..?" Yomi bed sig selv hårdt i tungen og trak hånden til sig. *For pokker da.. den slags spørger man bare ikke om! ...men hvad i alverden gør jeg, hvis det er nøjagtig, hvad han er? Der er ingen på skolen på denne tid, han kunne overfalde mig og drikke mit blod uden at nogen ville opdage ham!* Yomi rykkede nervøst på sig. Yoichis øjne var varme og venlige, men var det ikke lige netop sådan vampyrer sneg sig ind på deres bytte? Han så på sin lærer med store, bange øjne, al rødmen var forsvundet fra hans kinder.

[Yoichi]

Yoichi så lidt på de opgaver Yomi havde lagt fra sig. Der var nogle røde pletter på, men de var ikke fra hans kuglepen. Han tog dem op og så undersøgende på dem. Da de var 50 cm fra hans næse, kunne den svagt opfange lugten af frisk blod. Han rynkede en smule på øjenbrynene. Han havde aldrig rigtig brudt sig om blod, det var derfor han fortrak at drukne folk, meget lidt blodigt, og mere smukt på sin vis. 'Af vand er du kommet til vand skal du blive.'
Han så hen på Yomi, der var meget optaget af noget i hans hånd. Det trak åbenbart hele interessen fra Yoichi, hvilket var højest usædvanligt for ham. Det var ikke hver dag at en elev var mere optaget af noget i sin hånd, end ham, Yoichi alle elevernes ynglings lærer og for få(mange) udvalgte deres lover.
Da Yomi rakte sin hånd frem, fugtede Yoichi sine læber hurtigt. Det var ikke just det han havde ventet, men det så dog smukt ud. Den røde væske lå smukt i Yomis smalle hvide hånd, og lignede et lille landskab. Men en elegant bevægelse fandt Yoichi et hvidt lommetørklæde og knælede ned foran Yomi. Blidt lagede han det over den lille røde sø, der hurtigt blev suget op af det hvide stof.
Yoichi smilede blidt til ham, og trak sig en smule væk, så han selv kunne bestemme om han ville tørre det helt væk eller fortsætte med at se på den røde væske. Selv skulle han finde på en undskyldning for hvorfor der var blod på nogle af opgaverne, lettere sagt end gjort. Der var intet han kunne sige for at undgå et hav af piger der prøvede at få hans opmærksomhed, ved at tilbyde ham pleje. Det var så besværligt at komme af med dem igen, især hvis han ikke kunne fremvise et grimt frastødene ar, men bare et lille plaster på sin finger.

[Yomi]

Yomi, der havde holdt vejret et øjeblik, sukkede lettet og tog imod lommetørklædet. Det hvide stof blev blodrødt i små pletter og han tørrede forsigtigt dråberne af håndfladen, inden han prøvende rakte det frem mod Yoichi. "..tak, sensei." Hans finger blødte heldigvis kun en smule nu, og Yomi stak den diskret i munden. *Godt så, han er i hvert fald ikke en vampyr... Men sikke et indtryk jeg får givet ham nu..* Han løftede hovedet og så trist på Yoichi. *..efter det her er der vist ikke den store sandsynlighed for, at jeg bliver én af hans yndlingselever..! Dengang på stranden neglede jeg hans skjorte, og nu vælter jeg ham og ødelægger hans papirer... fedt, virkelig fedt~*
Selvom Yoichi smilede, kunne Yomi ikke undgå at lægge mærke til den lille rynke, der var opstået mellem hans øjenbryn, som om han sad og spekulerede over et eller andet. Yomi fik brændende lyst til at spørge ham, om der var noget galt, men ombestemte sig så. Det virkede upassende, og det var jo helt klart, at der var noget galt, det havde han jo selv sørget for. Yomi holdt op med at sutte på fingeren og konstaterede, at den ikke blødte mere. Endnu en gang åbnede han munden for at sige noget, men det blev kun til en svag hvisken, som han ikke engang selv forstod noget af. Han gik dog ud fra, at det havde været en form for undskyldning og gentog den lidt højere mens han mærkede vandet stige op i øjnene. "~jeg beklager virkelig, sensei.." Sikke en skod dag! Yomi blinkede desperat med øjnene for at undgå at begynde at tude her midt på gangen. Det ville virkelig være prikken over i'et..! Den velkendte, deprimerende tåge var begyndt at røre på sig et sted i hans underbevidsthed, og han kunne ikke længere se Yoichis ansigt klart pga. sin voldsomme blinken.

[Yoichi]

Yoichi så på den unge Yomi. Han virkede virkelig flov, egentlig uden grund. Måske skulle han sige at han faktisk var taknemmelig for at han var kommet og væltet ham. Det havde gjort en ellers kedelig dag lidt sjovere.
Yomis korpssprog var virkelig som en stor undskyldning for sig selv, i stærk kontrast til Yoichis rette ryg og selvsikre holdning. Hans ben var spredt og armene åbne imod Yomi, inviterende men måske også en smule arrogant hvis man ikke brød sig om Yoichi.
Da elevens øjne begyndte at blive fyldt med tårer, ændrede han fuldkommen attitude. Hans skuldre blev rundet en smule over Yomi og hans øjne blev fyldt af en sjælden oprigtig blidhed. Han rakte en stor hånd frem for at lægge den på Yomis skulder. Det var slet ikke nødvendigt at han skulle græde over tabte papirer.
"Det er helt okay Yomi-kun, det er jo bare nogle papirer ikk? Det er ikk noget at være ked af, alle har jo tabt papirer på et eller andet tidspunkt." Han smilede varmt til Yomi, han prøvede at opmuntre ham lidt, da han ikke selv havde taget det specielt tungt. Yomi havde jo hjulpet med at samle dem op igen, så der var i teorien ingen skade sket, og blod på opgaver var egentlig et ret normalt fænomen her på Yokai.

[Yomi]

Yomi bemærkede, hvor stor Yoichis hånd var i forhold til hans ejen, da den lagde sig på hans skulder. Yomi bed sig hårdt i læben for at tvinge tårerne på flugt, og hans spinkle brystkasse udviddede sig voldsomt mens han forsøgte at skubbe tågen til side. Den varme tone i Yoichis stemme overbeviste ham om, at han mente det oprigtigt, og Yomi forsøgte sig med et tappert smil, selvom han endnu ikke havde genvundet kontrollen helt. Et øjeblik havde han haft fornemmelsen af deja vu og havde set satyrens kønne ansigt foran sig med hendes øjne lysende af foragt og vrede.
Men Yoichis øjne havde en helt anderledes blidhed, og Yomi rødmede uden rigtig at være klar over det. *..så er han altså ikke vred?* Han havde glemt alt om det blodplettede tørklæde, som han stadig holdt i hånden, da Yoichi ikke havde taget imod det. "..t-tak. Jeg skal nok se mig for i fremtiden." Han pustede ubehjælpsomt sit pandehår væk fra øjnene, så han kunne se sin lærers ansigt og blinkede stædigt de sidste tårer bort. Det beroligede Yomis nerver, at Yoichi var så rolig, og hans varme smil fik en dejlig fornemmelse af tryghed til at brede sig i ham.

[Yoichi]

Yoichi så i noget tid på derende, ikke sikker på hvad han skulle gøre. Hans instinkter sagde at han skulle passe på den lille fyr, og derfor kramme ham ind til sig, men ville han virkelig bryde sig om det? Eller ville det overskride for mange grænsr for ham? Hele Yoichis krop skreg efter at føle den unge elev imod sig.
En hurtigt beslutning, måse ikke den smarteste, men den det var også en taget i hast. Hans armmuskler trak sig sammen og hev den spinkle Yomi ind til sig. Han mærkedr den spinkle dreng i hans favn, så lille og ubetydelig, men alligvel smuk og på en eller anden måde også fantastisk. At sådan en lille fyr kunne overleve, ensige at være et monster.
"Det er helt okay Yomi-kun... Jeg kan sagtens klare lidt krøllede papirer..." Hans stemme var lav og blid. Han sørgede for at snakke tæt på Yomis øre, så eventuelle snig lyttere ikke kunne deltage i samtalen. Med den samme lave blide stemme fortsatte han sin hvisken. "Du lignede en der har brug for et kram..."

[Yomi]

Yomi udstødte et bjæf af overraskelse, da Yoichi pludselig hev ham ind til sig. Under normale omstændigheder ville han sandsynligvis instinktivt have bidt fra sig, men i hans sårbare tilstand blottede han end ikke tænderne, da han mærkede de stærke arme lukke sig om sin krop. Selv hvis Yomi havde ville undgå omfavnelsen, ville det have været umuligt pga. hans svage muskler, og nu blev han trykket hjælpeløst ind mod Yoichis bryst.
*H-hvad er nu det? ...* Han gengældte forvirret krammet og rødmede i hele tomaten. Yoichis muskuløse krop virkede på samme tid betryggende og udfordrende, og Yomi var ikke helt sikker på, om han burde tage sig i akt. Ikke desto mindre var det en rar fornemmelse at blive omfavnet, og han fik betuttet fremstammet "T-tak, d-det er dejligt." før han puttede sig ind til ham med et lille, taknemmeligt smil. De sidste rester af den deprimerende tåge fordampede og efterlod en varm følelse af tryghed, som efterhånden forplantede sig solidt i ham. Et kram var virkelig, hvad han havde tængt til, og at giveren var den flotte lærer, gjorde det bare endnu bedre. Yoichis ånde kildede blidt i hans hår, da han hviskede ham i øret.

[Yoichi]

Yoichi blev meget glad for at han ikke blev skubbet væk af eleven, eller at ham måske var begyndt at skrige af overraskelse - en ting nogle elever havde tildens til, utroligt irreterende når man prøvede at omfavne dem i al hemmelighed.
Yomi var der imod stille, og samarbejdede faktisk ved at kramme igen. Hans håb om at Yomi måske så ham som lidt mere end en kedelig gammel lærer var måske ved at blive realiseret. Bare han også kendte en smule til den måde Yoichi brugte sine mager på, og hvor hurtig han var til at skifte dem ud. Men lige nu var det vist ikke nødvendigt at tænke på. Yoichi skulle først lige få den lille dreng til at stole en smule på ham og måske opmuntre ham en smule inden han overhovedet tænkte på sådan noget.
"Det er vist altid dejligt at få et karm hvis man har en lidt dårlig dag.." Han hviskede stadigvæk blidt i Yomis øre, det virkede mere intimt lige nu, hvilket var den stemning han forsøgte at få Yomi med ind i. Det var noget tid siden han havde stået sådan her med armene om en dreng, og han kunne mærke han havde savnet det en smule.

[Yomi]

Yomi følte en behagelig kriblen langs rygraden. Yoichis stemme var blid og utrolig forførende, og han følte sig pludselig temmelig pinligt berørt over situationen og løsnede armene, som havde holdt om ryggen på den noget ældre mand. Den røde farve sneg sig op i hans kinder og fik ham til at ligne et barn, der var blevet taget med fingrene i kagedåsen. Hans forvirring var total. Et berusende ekko af de hviskede ord brusede stadig i hans ører, mens han forsøgte at trække sig ud af Yoichis favntag.
*Jeg fantaserer. Han er min klasselærer, for Hades skyld! Hvorfor banker mit hjerte så hurtigt?* Han fangede Yoichis blik og gik i stå. Modsat Yomis egne lyse, grå øjne var de som sorte huller, og det virkede som om de forsøgte at suge ham til sig, som om han ville falde direkte igennem til en anden dimention, hvis han mistede fodfæstet. "S-sensei?" Hans ansigt udtrykte meget præcist hans forvirring, og hans kinder brændte. Stod han virkelig her og forestillede sig alt muligt bare fordi han havde omfavnet ham? Yomi forsøgte sig med et smil og trak sig usikkert bagud. *Hvad sker der egentlig her? Hvad har jeg gang i? Det er bare ikke normalt at føle sådan for en lærer~*
Han havde for et øjeblik glemt, at han ikke var alene og gav sig selv et ordentligt slag for panden. - SLAM - Havde han udført samme slag på en hvilken som helst anden ville vedkommende sandsynligvis ikke engang have opdaget, at noget havde ramt dem, men for Yomi var det nok til at få ham til at vakle. Han tog sig til hovedet og stønnede. *I det mindste faldt jeg ikke om..* Hele hans hoved summede og en brændende smerte spredte sig fra hans pande til resten af kraniet.

[Yoichi]

Yoichi havde ikke holdt så fast om Yomi, så han kunne trække sig væk hvis han ville, en god ting altid at gøre, når du holdt om en ny. Det var ikke sikkert at vedkommende kunne lide at stå i flere år og bare holde om hinanden, og derfor skulle man liiiige holde løst nok til at der var mulighed for at trække sig væk.
Det var da svært for Yoichi at skjule en lettere skuffelse da Yomi trak sig væk, men han havde jo heller ikke haft til intention at blive ved med at stå og kramme der ude på gangen. Men måske ville de kunne have forsat en lille smule længere, da Yomi da virkede en smule påvirket af deres kram, og Yoichi havde intet imod at skulle lære en ny elevs læber at kende.
Men det var så ikke tiden lige nu, senere måske, men ikke lige nu da Yomi var begyndt på at slå sig selv i hovdet. En yderst mærkværdig ting, men det var måske en form for tick der tilhørte hans monster form?
"Var det for meget da jeg holdt om dig? Kunne bare ikke holde mig selv tilbage..." Han havde nu taget en chance, og smidt bolden over til Yomi. Nu var det op til ham at melde ud om de skulle holde mere om hinanden. Han håbede bare at Yomi ikke så det som noget forkert at være fysisk sammen med en mand.