Bloody monday

[Yoichi]

Yoichi kunne mærke sit hjerte springe et slag over da Yomi lagde armene om ham. Det var rart at mærke at den lille fyr gerne ville have ham tæt på. Selv strammede Yoichi grebet om ham, så Yomi nu var helt tæt på ham. Han nød at holde om en der var så meget mindre en ham, det gav ham en enorm lyst til at beskytte ham.
Yomis spørgsmål kom bag på Yoichi. Det virkede ikke som noget man normalt sprøger om, især fordi Yoichi ikke var helt optaget af at snakke, han ville hellere lave en anden aktivitet, der dog også involverede læber.
"Tjaa... Ved jeg ikke, det er jo forskelligt fra person til person hvornår man siger at man forelsker sig meget... Må vel også hellere krybe til korset og sige at det ikke er altid at jeg er forelsket i elever... Det er faktisk sjældent at jeg er rigtig forelsket og ikke bare tiltrukket." Han så undersøgende på Yomi, han håbede han ville forstå at han havde forskellige måder at begære folk på. Enten var det følelser ham var blevet forelsket i, eller også var det en krop han var blevet tiltrukket af. I sjældne tilfælde var det begge dele. Men som han tænkte over det, var det faktisk rimelig sjældent at han var forelsket, det var mere facinationer og tiltrækninger han reagerede på.

[Yomi]

Yomi løsnede sit greb om Yoichi lidt, så han kunne se op på Yoichi uden at brække nakken af led. Hans før lettere flabede grin var blegnet, og et ømt smil stod tilbage som en lille, forsagt skygge af sig selv. Han følte sig meget lille og sårbar, som han stod der og så op på Yoichi, som var han blevet gemt væk i hans favn."Og..mig? Hvor står jeg i det regnskab?" Yomi vidste godt, at han ikke burde spørge. Svaret ville selvfølgelig være det samme, lige gyldigt hvor han stod, for Yoichi ville jo ikke være så dum åbenlyst at fortælle ham, hvis han bare begærede hans krop. Det eneste der ville variere var graden af sandhed i Yoichis ord. En umålelig størrelse. Yomi rødmede og brød øjenkontakten, trak sig lidt væk. Egentlig havde han slet ikke lyst til at høre svaret. Det gjorde ondt et sted inden i ham. Måske var det han selv følte heller ikke forelskelse?
Han rystede irriteret på hovedet og overvejede, om det smarteste ville være bare at trække sig helt ud af Yoichis rækkevidde og løbe. Men han kunne ikke få sig selv til det. Han blev nødt til i det mindste at finde af i hvor høj grad Yoichis interesse byggede på begær, var villig til at give ham frie tøjler til han havde fundet den grænse. Men det gjorde ondt i hans unge hjerte at tænke på den måde. Det gjorde forbandet ondt!

[Yoichi]

Yoichis hjerte begyndte at slå faretruende langsomt da Yomi trak sig væk første gang. Hans spørgsmål hjalp heller ikke på den kulde, der langsomt spredte sig rundt i hans krop. Han så på den lille dreng der langsomt gled ud af hans favn, og smerten i hans hjerte vidnede om at det måske var mere end en fysisk facination han havde haft.
Han sukkede en smule, men hvorfor skulle Yomi tro på ham? Det kunne jo være noget han bare sagde for at fedte sig ind hos ham. Det var virkelig en irreterende dobbelt sidet situration. Yoichi så opgivende på Yomi. "Jeg tror det er en forelskelse, men hvorfor skulle du dog tro på mig? Er vel dit eget valg, men kan kun give dig mit ord på at jeg vist er forelsket i dig, selv om jeg ikke er 100% sikker... Er jo ikke så vant til at være forelsket, men denne afstand imellem os gør ond på mig..." Hans øjne bevidnede om at hans ord var ment så oprigtigt som han overhovdet kunne.

[Yomi]

Yomi tog et par skridt bagud og satte sig så ned midt på gulvet. Det så næsten ud som om benene kollapsede under ham, men han lod sig dumpe ned på enden og så ulykkeligt frem for sig. Den næsten euforiske tilstand, som kysset havde bragt han i, var falmet, og en kold, klam tåge sneg sig ind på ham. Han havde ikke vidst hvilket svar han gerne ville have haft, men dette var for ærligt til at han helt brød sig om det. Yomi foldede armene rundt om hovedet og skjulte sit ansigt, mens han forsøgte at bekæmpe de forræderiske tanker, der fulgte med den velkendte tåge. Han lignede en lille, ulykkelig pige, der lige havde fået sit hjerte knust, som han sad der i skyggen, lige lav nok til, at solens sidste, blodrøde stråler ikke kunne ramme ham.
"Ja, det gør ondt.."
Yomi kunne mærke en sær træthed indfinde sig. Det havde vel også egentlig været en ret anstrengende aften - mentalt i hvert fald - og han trængte til bare at være alene. Få lov til bare at sidde på sit værelse i mørket og lytte. Køre en plade på repeat i det uendelige til han blev træt og droppede alle tanker om selvmord.
"Det gør så ondt, og det er din skyld!" Yomis stemme var blevet dyb, snerrende, men ufattelig skrøbelig samtidig, som om den kunne knække over hvert øjeblik. "Hvorfor... kan du ikke bare forelske dig helt i mig?! Hvorfor skal alt være så kompliceret?!"

[Yoichi]

Yoichi så overrasket på Yomi. Han havde ikke opfattet at Yomi var faldet så meget for ham. Gad vide om han ikke kendte noget til hans rygte? At han nærmest arbejdede sig igennem en hel årgang når de var startede?
Han sætte sig på hug og så undersøgende på Yomi. Selv om han snreede af ham, trak han sig ikke væk. Hans stemme og hele hans kropsholdning virkede så skrøbelig. Mest af alt ville han bare holde om den lille dreng, mærke hans krop imod sin igen og fortabe sig i lysten fra kysset. Men det krævede åbenbart en hel forelskelse... Noget han ikke var sikker på at han overhovdet kunne føle.
Yoichi sænkede hovdet en smule. "Undskyld Yomi... Skulle vist ikke have tvunget dig ud i den her situration..." Han stemme var beklagende, man kunne høre hans flove anger over at havde gjort det imod Yomi, men han havde bare ikke ville lyve for den lille dreng. "Er ked af at have gjort det her imod dig Yomi, var bare virkelig så facineret af dig, grænsende til forelskelse... Man kunne sige at jeg næsten var vild med dig..." Hans stemme var beklagende som han rejste sig op igen. Han så ned på den tilsyneladende svage dreng, og mærkede sit hjerte blive helt koldt. Der var vel ikke noget at gøre nu, han havde ødelagt det hele ved at være alt for ærlig...

[Yomi]

Der var beklagelse i Yoichis stemme, men hans ord gav kun hul genklang gennem den tiltagende tåge. Og så den vending, som Yomi selv så skødesløst havde slyget ud tidligere. *..'vild med mig'... Jeg er ikke bare vild med dig..* Yomi smagte salt. Det var vist ikke første gang han havde grædt i dag, men det føltes så langt væk, at der kunne være gået måneder, år. Han løftede langsomt hovedet og betragtede Yoichi med uendeligt triste øjne.
Tårerne trak sorte striber ned over hans kinder, men han gjorde ikke noget for at stoppe dem, havde slet ikke viljestyrke til at løfte hånden og tørre dem væk. "Hvorfor... er alt så svært, sensei? Hvorfor skal det gøre så ondt?" Han følte sig fuldstændig fortabt, overbevist om, at den gud, der havde placeret ham i denne verden måtte have gjort det for at svælge i hans ulykke. Han havde så brændende ønsket, at han for en gangs skyld havde fundet noget rigtigt, noget der var meningen, noget der gav mening for ham selv at drømme om og håbe på. Men det skulle åbenbart ikke være så let.
En susen for hans ene øre fik ham til irriteret at slå med hovedet. Det hjalp ikke, og i stedet begyndte Yomi febrilsk at ryste på hovedet. Det gjorde ham dårlig, men de stemmer, der tvang sig på ville gøre ham decideret syg. Til sidst blev han dog nødt til at stoppe og begyndte at hulke højlydt med hænderne presset mod sine ører. "Hold op, gå væk!" fik han fremhulket henvendt til sin egen underbevidsthed, der tvang ham til at se billeder af Garm. En deprimeret Garm, der fortalte, at han blev nødt til at rejse hjem. Yomi havde tryglet ham om at lade være, men Garm havde overbevist ham om, at han ville vende tilbage så snart det blev ham muligt. Men det havde været sidste gang, Yomi havde set ham. "Forsvind, det er ikke det samme!" Han skælvede over hele kroppen, og tårerne blev ved med at flyde.

[Yoichi]

Yoichi så bare på den lille dreng med beklagelse lysende ud af sine øjne. Han kunne ikke rigtig gøre andet lige nu, det lod vist til at han ikke kunne røre Yomi, når man hørte hvad han sagde, selv om han sad med hænderne for sine øre. Han ønskede åbenbart ikke at høre flere ord fra ham.
Han gik hen til væggen og vendte sin brede ryg imod den. Med et suk lod han sig glide langsomt ned, til hans røv ramte gulvet. Hans øjne hvilede stadigvæk på Yomi, der nu sad og græd. Hvorfor endte det altid med gråd når han prøvede at komme tæt på folk? Var det virkelig sådan at resten af hans liv slukke være?
Yoichi gav pokker i rygeforbud og fandt endnu en cigaret og lod den nu tomme pakke stå fremme som askebæger. Mens han tændte den med sin sølvindfattede lighter tog han ikke sine øjne fra den lille dreng. Inderst inde ønskede han at han bare havde kysset Yomi som svar, så havde de måske ikke siddet sådan her... Selv om han jo kunne være kold bare at gå, men sådan noget var virkelig ikke Yoichis stil. "Er virkelig ked af det Yomi... Var slet ikke min mening at såre dig, er vel bare sådan noget idioter som mig kommer til..." Mens han talte sænkede han sit blik ned på gulvet, meget flov. Han håbede bare at deres forhold måske en dag kunne se på hinanden igen og være venner i det mindste. Der var vist ikke nogen chance for at de kunne være mere.

[Yomi]

Yomi lagde slet ikke mærke til Yoichi. Han sad bare med tårerne strømmende ned over kinderne og med sammenknebne øjne og forsøgte at jage de ondsindede tanker på flugt. Garm havde været den eneste, han aldrig havde kunnet give slip på, den eneste han virkelig havde elsket. Men han havde ikke kunnet vende tilbage fra Hel, og det var Yomis skyld. "Lad mig være! Få ham væk!" Med en svag, fortvivlet stemme gav han sig til at påkalde de græske guder, nymfer, titaner, urkrafter, alle dem han kunne komme i tanke om, for at få Garm ud af hovedet. Hans ører var begyndt at gøre ret ondt, men Yomi kunne ikke få sig selv til at fjerne hænderne af frygt for, at stemmerne fra hans fortid skulle overvælde ham. *Far havde ret, jeg er sindssyg! Jeg burde slet ikke være her, jeg laver rod i det hele!* Da han løb tør for navne bed han sig hårdt i læben for at undertrykke et skrig af afmagt. Hans tilstand havde ikke længere noget at gøre med Yoichi, tågen var det eneste, der stod virkeligt og klart for ham. En altomsluttende, blodrød tåge.
Yomi var simpelthen gået i selvsving. Hans selvdestruktive tanker blandede sig op med den smag af jernholdigt blod, der fulgte, da der gik hul på læben. *Jeg vil væk herfra! Væk!* Med en kraftanstrengelse kom Yomi på benene uden brug af hænderne. Han begyndte vaklende at gå ned ad gangen. Det var tydeligt, at han ikke havde det godt.

[Yoichi]

Yoichi sad lavmælt og prøvede at komme i tanke om hvor de navne Yomi frem mumlede kom fra. Han havde aldrig haft tjek på det med religion, men han kunne efterhånden gætte sit frem til at det nok var noget græsk.
Han bed sig i læben og tog nogle hiv fra cigaretten. Den var ikke så god som de plejede at være. Det var som om den beroligende effekt ikke ville indtræde, men han bare blev ved med at være en smule nede og utryg.
Yoichis mørke øjne blev fanget af Yomi der vaklende rejste sig op. Han nærstuderede den lille dreng. Han så ikke helt rask ud. Yoichi skoddede cigaretten i pakken og rejste sig uden det store besvær. Han besluttede sig for at ignorere alle Yomis udråb, og med tøvende skridt gik han hen imod den lille Yomi.
Han kunne mærke sin krop længes efter at holde om den lille dreng, og måske ville et kram hjælpe på ham? Det var da et forsøg værd.
Yoichi gik helt hen til Yomi og tog blidt fat i hans skulder, klemte om den og krammede så Yomi ind til sig. "Er ked af at have gjort det imod dig Yomi, er så ked af det.... Undskyld" Yoichis øjne var fulde af fortrydelse.

[Yomi]

Der gik et lille statisk stød igennem Yomi, da Yoichi rørte ham. Han missede med øjnene, men han kunne ikke se noget klart pga. tårerne, og han kom med en lille halvkvalt lyd, da han pludselig blev fanget ind af Yoichis stærke arme. "Nej! Forsvind!" Han lod hænderne falde og greb i stedet modløst fat i Yoichis bluse og hulkede højlydt ned i den. Billeder, tanker, brudstykker af gamle minder, smagen af blod og den skarpe lugt af røg farede gennem hovedet på ham som en konstant susen af sanseintryk, og han havde ingen fornemmelse af hvor han var, hvem det var han stod sammen med eller hvad det var, Yoichi lige havde sagt til ham.
"Jeg vil væ~" Han fik druknet k'et i et hulk, men meningen var klar. Hans stemme skælvede næsten mere end hans krop. Han var rædselsslagen. Mere for sig selv end nogen anden, og hans modsigende handlinger og ord var et desperat råb om hjælp fra et sted dybt, dybt inde i ham selv. "Jeg vil væk, Garm! Jeg vil bare forsvinde!" Han slap taget i Yoichis bluse og gemte fortvivlet ansigtet i hænderne. Nogle af stemmerne var forstummet, men den altopslugende tåge slørede stadig hans bevidsthed.

[Yoichi]

Yoichi kunne mærke sit hjerte gøre ondt når han så hvor fortvivlet Yomi var. Han kunne ikke lade være med at føle sig utroligt skyldig, da han stadigvæk ikke viste hvorfor han var begyndt at reagere sådan. Han holdt bare om den lille dreng, nægtede at give slip på ham. Lige nu kunne han ikke forstille sig ikke at have ham i sine arme.
Selv om Yomi gav udtryk for at han ville væk ville han ikke lade ham. Selv om det nu gjorde ondt at han sagde et andet navn lige nu, ville han ikke. Yoichi ville ikke lade ham slippe væk.
Han tog fat i Yomis ansigt og tvang det op imod sit med en hånd. Han så på de bedrøvede øjne og de store spor ned af hans kinder. Det smertede langt ind i hans hjerte.
Yoichi bed sig i underlæben før han gav Yomi et kys på panden. "Du må ikke forsvinde Yomi... Det vil jeg ikke have.." Han så på Yomi med beklagende øjne.

[Yomi]

Yomi reagerede instinktivt, da grebet om ham syntes at strammes en lille smule, og slog hjælpeløst fra sig uden den mindste form for vilje eller styrke bag. Da Yoichi tvang hans ansigt op, stirrede han skræmt og fjernt frem for sig uden at kunne stille skarpt på sin bekymrede lærer. *Jeg vil jo bare forsvinde! Lad mig gå!* En mærkelig sitren krøb ned langs hans rygrad, da han mærkede Yoichis bløde læber mod sin pande, og han måtte blinke voldsomt med øjnene for at få skabt et hul i tågen, der var stort nok til, at han kunne forstå situationen.
"Garm?" Han så på Yoichi med store, runde, forvirrede øjne. Med ét var hans gråd stilnet af, men hans hoved var tungt og larmende af de mange stemmer og den konstante susen. "Er du.." men så faldt et par brikker inden i ham på plads, og han gispede pludselig efter luft, fordi han i et øjeblik havde glemt at trække vejret. Hans øjne brændte efter den voldsomme gråd og han følte, at hans ben kunne knække sammen under ham hvert øjeblik. "Yoichi..?" Hans stemme var svag og skælvende, og det var tydeligt, at han ikke var sikker i sin sag. "J-jeg bliver nødt til at forsvinde! Jeg kan ikke klare det.."

[Yoichi]

Yoichi klemte om Yomi igen. Han kunne mærke den lille krop skælve en smule af gråd, så det var måske bedst lige at have godt fat i ham, hvis hans ben nu gav efter. Han blev ved med at holde Yomis ansigt imod sit eget.
De ord der kom ud af den lille drengs mund gjorde ham endnu koldere inden i, men også fast belsuttet på at ville have Yomi til at blive, ligemeget hvilken pris det havde.
"Yomi, jeg vil ikke lade dig forsvinde nogen sinde. Du skal blive her hos mig, selv om jeg ikke er denne Garm..." Han så bekymret på den lille fyr, ønskede af hele sit hjerte at han ville komme tilbage til ham. Kysse ham igen med den passion han engang havde kysset ham med.
Forsigtigt lænede Yoichi sig længere ned og kyssede Yomi på munden. Læberne smagte en smule af salt, men Yomi havde også virkelig grædt meget. Han lod sin hånd finde baghovedet på drengen og tog blidt fat i det. Han ville sørge for at Yomi ikke følte at han nærmest blev inviteret til at trække sig væk. Hvis han kunne nyde dette øjeblik i bare et par sekunder mere ved at holde blidt fat i ham, var det noget han var villig til at holde fat i ham. Bar kysset ville få Yomi tilbage...

[Yomi]

Med en mental kraftanstrengelse skubbede Yomi den deprimerende tåge lidt på afstand, så han kunne få fat i, hvad det var, Yoichi sagde. Stemmerne i hans hoved hviskede dog stadig til hinanden og slørede hans koncentration, men han kunne høre på Yoichis tonefald, at det var vigtigt, at han hørte efter. Der var noget vigtigt, som han ville have, at han hørte.
Og Yomi lyttede. Selv gennem den højlydte susen fra de mange stemmer kunne han høre ham nu. Klart. *..han vil ikke lade mig forsvinde?* Yomi følte at han svævede lidt hen, og måtte igen jage tågen på flugt, så den ikke opslugte ham igen med sine klæbrige tråde fra fortiden, der forykkede hans verdensbillede.
Han nåede ikke at opfatte, at han havde bøjet sig frem, før deres læber mødtes. Et øjeblik var Yomi i vildrede. Det føltes så meget anderledes end det gjorde at kysse Garm, men alligevel var der noget, der vakte en sær genkendelse i ham. *..det er ikke ham, det er det ikke, så giv nu slip! Han er et minde! Dette er virkelighed!* Så gengældte han kysset.
Det var som om stemmernes ejere var blevet tavse for et øjeblik, som om verden stod stille. Eller rettere som om alt bevægede sig rundt om ham med en ufattelig fart, så han ikke kunne nå at se konturerne af de ting, der fløj forbi ham. Yomi lukkede øjnene, forsøgte at lukke alt andet ude, og hans hænder gled op til Yoichis nakke. *..det er Yoichi!* Hans hamrende hjerte sprang et slag over. *..og måske elsker han mig ikke, men han er her! Han er ikke et minde!*

[Yoichi]

Yoichi mærkede til sin store lettelse at Yomi kyssede igen. Det var først nu han lagde mærke til at Yomi var overraskende god til at kysse, han virkede selvsikker i forhold til andre af eleverne han har kysset igennem tiden. Måske var det ikke så hårdt arbejde med Yomi som det havde været andre gange? *Yoichi! Ikke tænke på andre ting lige nu, fokuser!*
Han sparkede sig mentalt bag i, og vendte tankerne tilbage til det fantastiske kys han lige nu delte med Yomi.
Yoichi begyndte blidt at massere Yomis baghoved mens de kyssede. Mens han nussede ham, fornemmede han også at det måske var sikkert at løsne grebet en smule om Yomi. Han lod sin hånd ligge i svajet i Yomis ryg. Yoichi bredte sine fingre, så han støttede så meget som overhovedet muligt. Han kunne mærke den smalle rygrad på den lille dreng, hvilket fik ham til at gøre sit kys mere ømt.