Bloody monday

[Yomi]

Yomi støttede sig til væggen mens han holdt om sit smertende hoved med begge hænder. Han forbandede sig selv inderligt for at have fået den smarte idé at afstraffe sig selv, og en enkelt bitter tåre trillede ned over hans brændende kind, der dog heldigvis var blevet gemt bag hans hår, da han havde bøjet hovedet fremover. Yomi stønnede forpint og forsøgte at høre efter, da Yoichi talte til ham, men han kunne slet ikke formulere et svar på nuværende tidspunkt. *..for meget?...kunne ikke holde sig tilbage?..hvad er nu det for noget... hvorfor taler han til mig på den måde..? Åh, dumme, dumme, dreng..! Så tag dig dog sammen! Det har INTET med den slags at gøre! Han er bare venlig, og så opfører du dig som en forvirret vårhare! ...men hvad mener han..?*
Al den spekuleren fik bare hans hoved til at værke endnu mere, og han vendte sig væk fra Yoichi med et forpint ansigt for at slippe for at svare. Den dunkende smerte fortog sig langsomt fra panden, men det var som om hans kranium stadig var udsat for en form for efterskælv. *..for fanden da..! Bare jeg ikke har givet mig selv en hjernerystelse...* Ud af øjenkrogen fik han øje på sine høretelefoner og mp3-afspilleren, som han måtte have tabt under faldet, men det forekom ham som en helt umulig opgave at gå hen og samle dem op og han havde ikke lyst til at bede om Yoichis hjælp. Derfor blev han altså bare stående med ryggen mod sin lærer, tavs, et langt øjeblik ude af stand til at tage intiativ til at foretage sig noget som helst før smerten var forsvundet.

[Yoichi]

Yoichi så bekymret på drengen, han håbede at det var hans eget slat der havde taget mælet fra ham på den måde, og ikke det han lige havde sagt. Han kunne mærke en uro brede sig i hans krop, som en kold klam væske der bugtede sig igennem hans blodårer. Han var helt sikkert gået for hurtigt frem, og det var det der havde lammet Yomi. Så ville han blive kontaktet af en eller anden bekymret lærer der ville snakke med ham, så ville de se hvem der var lærer og så lægge to og to sammen... Det tegnede ikke lyst, med mindre han kunne nå at redde det nu.
Forsigtigt gik han hen imod Yomi, han fik øje på en lille mp3-afspiller, der lå på gulvet. Det måtte være Yomis, da den ikke lå der før. Han bøjede sig ned og samlede den op, og stilte sig derefter hen til ham, med et bekymret udtryk i sit ellers smukke ansigt.
Forsigtigt rakte han ud for at lægge en beroligende stor hånd på Yomis skulder. Bare resterne af det her kunne reddes. Han kunne stadigvæk mærke den kolde nervøsitet pumpe rundt i hans krop, og han bad bare til at der ikke ville komme en sag ud af det her. Det ville sikkert resultere i at han blev fyret, da to sager om upassende adfærd overfor eleverne, ikke lige var noget de fleste forældre ville kunne li. Og så ville det bare være svært at finde et job igen... Forbandet være alle de nuttede elever... og dog~

[Yomi]

Yomi så op på sin lærer, da han mærkede den store hånd lægge sig på sin skulder. Han forsøgte at sende ham et smil, men det blev til en forpint gimasse i stedet, da det igen begyndte at dunke i panden efter at han havde løftet hovedet lidt for pludseligt. Han sukkede dybt og sendte ham i stedet et sørgmodigt blik. Det her blev da også bare bedre og bedre.
Men så lagde Yomi mærke til Yoichis bekymrede ansigt og en smule af sørgmodigheden forduftede. Det var faktisk rart at vide, at han bekymrede sig om ham, selvom det sikkert var noget, som alle lærere instinktivt følte at de burde overfor deres elever. Yomi sænkede hånden fra panden og klappede lidt kejtet Yoichis hånd, der stadig lå på hans skulder. "J-jeg er okay.. jeg er bare lidt... øh... kortsigtet nogen gange." Yomi fik endelig mønstret et smil, men det var tydeligt, at han stadig havde en voldsom hovedpine, selvom hans øjne skinnede livligt. *..gad vide om der overhovedet er noget, der hedder dét? Nå, pyt. Hvis der er, så er det i hvert fald lige hvad jeg er.*
Yomi fortsatte med at klappe hans hånd i et stykke tid uden rigtig at lægge mærke til, hvad han foretog sig. Så rødmede han og stak den hurtigt i sin bukselomme. *Hvor pin~ blodet forsvandt lige så hurtigt fra Yomis kinder, som det havde indfundet sig. Hans lomme var tom..! Et øjeblik lignede han pigen fra en skrækfilm i det øjelik hun trækker gardinet fra og får øje på et monster. *Mine høretelefoner! Min musik!!*

[Yoichi]

Yoichi blev beroliget af Yomis opførsel, det lod desværre ikke til at han forstod hvor han ville hen med alle sine pæne ord. Men heldigvis virkede det da som om han ikke var bange for ham, eller ville anmelde ham. Sådan noget var Yoichi blevet god til at aflæse med tiden.
Det var tydeligt at Yomis smil ikke var helt uden smerte, men i det mindste gjorde han da forsøget. Det måtte nok være det selv leverede slag der havde gjort ret ondt på ham. Forsigtigt lod han sin hånd kramme en smule om Yomis skulder og nussede den blidt med sin tommelfinger. De varme sorte øjne faldt på Yomis læber som han talte. Det var som om han nærmest allerede kunne føle de helt bløde læber imod sine egne. Et møde imellem to nye læber, den helt nyde oplevelse af et andet monsters smag. De korte stunder var nok det der holdt Yoichi kørende.
I mens Yoichi stod og fantaserede en smule, opfangede han svagt et drastisk skift af Yomis ansigtskulør. *Kunne det være den afspiller jeg tog op?* Han roede i sin lomme og fiskede den lille afspiller op. "Er dét hér din Yomi-kun?" Han fjernede ikke sin hånd mens han snakkede med sin bløde flirtende stemme. At hans hånd ikke var blevet afvist var et godt tegn, så ville han prøve at gå en smule længere. At flirte med Yomi ville måske være svært, derfor var han nødt til at gøre det utroligt åbenlyst med fysisk kontakt og en stemme dryppende af honning.

[Yomi]

Yomi lignede en karikatur af en af hundene fra Fyrtøjet, da Yoichi rakte afspilleren frem imod ham. "JA!" Han havde fortrængt alt om smerten og sprang frem for at tage imod den. "Tusind tak!" udbrød han, mens han storsmilende holdt den op foran sig i lyset for at se, om der var sket noget med den. Yomi havde ikke opfanget den flirtende undertone i Yoichis stemme, og han tænkte slet ikke over, at hånden på hans skulder kunne opfattes som andet end et venskabeligt klap. Lige nu var han bare virkelig lykkelig over at have genvundet sin tabte skat. Han proppede tilfreds afspilleren i lommen og så op på sin lærer med et temmelig overstadigt ansigtsudtryk, der fik ham til at se utrolig lalleglad ud.
"Jeg ville være død, hvis jeg havde mistet den!" Han kløede sig i nakken og grinede skævt. Det var egentlig en ret foruroligende bemærkning, og temmelig mystisk, men det røj bare ud af ham. Desuden var det sandynligvis sandheden. Hvis han havde mistet sin mp3-afspiller var det ikke godt at vide, hvad han kunne have fundet på i sin depression. Yomi måtte knibe øjnene sammen, da et lille jag skød igennem hans hoved, men hovedpinen var helt klart stilnet en del af.

[Yoichi]

Yoichi kunne ikke lade være med at smile varmt over Yomis barnlige begejstring over at havde fået sin afspiller tilbage, det er utroligt nuttet. Han lænede sig op af væggen og så på den lille dreng undersøde det lille stykke elektronik imod lyset som om det var en diamant han skulle bestemmer værdien på.
Elegant rettede Yoichi en smule på sig hår, da han havde fanget en afspejling af sig selv i vinduet, og så at hans hår ikke sad 100% rigtigt.
Yomis sidste bemærkning fik Yoichi til at smile endnu mere. Det var virkelig et tæt forhold de unge fik til deres små musik afspillere, ikke at Yoichi kunne forstå den afhængighed af konstant støj omkring sig. Selv kunne han godt li stilheden fra naturen, og kunne ikke drømme om at spolere den ro med musik.
"Er glad for du fandt din afspiller igen hvis den betyder så meget for dig Yomi-kun" Han smilede varmt til Yomi, og prøvede stadigvæk at lyde så flirtende som han kunne. Han håbede bare at Yomi kunne finde ud af at han flirtede med ham, og ikke bare troede han var en venlig mand.

[Yomi]

Yomi smilede stort og nikkede (dog ikke så energisk, da han var bange for at komme til at gøre skade på sig selv igen ved at slå hovedet ind i noget). "Jeg er meget taknemmelig, Yoichi-sensei. Musik er mit liv! Hele mit værelse er fyldt op med plakater~" Han lo og kløede sig igen i nakken. Det virkede lidt mærkeligt at stå her midt på en tom gang og smalltalke med sin klasselærer, men ikke desto mindre havde det fået Yomi i temmelig godt humør, og han fik pludselig en overvældende trang til at give Yoichi et stort knus for ligesom at gengælde det, som han selv havde fået tidligere. *Nej, dum idé.* Yomi skulle ikke nyde noget af at lave mere ballade, og hvis fysisk kontakt med denne smukke dejlige mand fik ham til at reagere så voldsomt, var det nok bedre at lade være. I stedet kastede han et blik hen på de temmelig rodede bunker af opgaver, som han ubehjælpsomt havde samlet sammen fra gulvet. *... bare jeg nu ikke har forsinket ham i alt muligt vigtigt...* Yomi kom pludselig i tanke om sit eget ærinde og rødmede lidt, da han henvendte sig til Yoichi, der så forbløffende godt ud mens han rettede på sit hår i solnedgangens gyldne lys. "Øh, jeg var egentlig på vej hen for at hente min taske.."

[Yoichi]

Yoichi var lige ved at spørge om han så måtte se de omtalte plakater på hans værelse, men det ville nok være at presse sig lige lovligt meget på. Det var stadigvæk ikke sikkert hvor interesseret den unge elev var, og derfor skulle man stadigvæk være en smule forsigtig.
Yoichi trak sig lidt ud fra væggen igen og gik i en halvcirkel om Yomi, for at fange hans opmærksomhed lidt, med den prangende tatovering. Et lille smil spillede over hans læber, flirtende ligesom hans mørke øjne. Det her spil var meget sjovere end han havde forventet, og det skulle bare udnyttes. Reglerne var stadigvæk uklare, men dem opdagede han vel med tiden.
Hælene på Yoichis sko klikkede imod linoniumet, og kunne minde om lyden fra hestehove. Ligenu var Yoichi nok i sit rette element nummer to. Den lille jagt for at få fat i den ønskede elev.
"Skal jeg hjælpe med at lede?" Hans stemme virkede en smule insisterende, han VILLE tilbringe mere tid med Yomi, koste hvad det vil. Det gjaldt bare om at der ikke var nogen andre der kom og forstyrrede dem i denne intime stund. En udenforstående kunne ødelægge det hele. Ellers måtte de skynde sig hen et mere privat sted. Det var heller ikke til at side hvornår rengøringen kom forbi og brasede ind i deres lille verden, og komplet ødelægge chancerne for at Yoichi kom helt tæt på den nuttede Yomi.

[Yomi]

Yomi kunne ikke lade være med at følge Yoichi temmelig intenst med øjnene, da han flyttede sig. Den inponerende tatovering, som han også havde lagt mærke til første gang han mødte ham, skinnede og bugtede sig, så det virkelig så ud som om karpen viftede med halen og føniksen var på vej op mod himlen. *..gad vide hvordan jeg ville se ud med sådan én?* Yomis øjne begyndte at skinne rødt. Det var som om hans iris druknede i flammehavet og blev til store, lysende, røde lygter i det aftagende lys. Så tog hans sig i det og rystede en gang på hovedet for at bryde kontakten. Det var mere end én gang sket, at han var kommet til at sætte ild til ting på den måde. Det var heldigvis aldrig gået ud over mennesker, men han var ikke sikker på, at han turde tage chancen.
Men det var svært for ham ikke at komme til at stirre. "Jeg, øh, tror nok den er i et af de lokaler længst nede." Nu når han tænkte over det, var han faktisk lidt i tvivl om hvor de havde haft historie, men han var ret sikker på, at det var længere nede af gangen og han slog ud med hånden for at vise i hvilken retning han mente. ".. Men det ville være rart med lidt hjælp, hvis jeg skulle tage fejl." Han smilede skævt og kløede sig igen i nakken uden at tage øjnene fra Yoichi. Karpen glødede gyldent og sprællede livligt under indflydelse af Yomis fantasi.

[Yoichi]

Yoichi gik hen og fejede papirene ned i sin taske. Han lukkede den denne gang mere grundigt og tjekkede at den ikke ville hoppe op. Hans skjorte og vest blev i stedet lagt hen over tasken, så det ikke ville blive en gentagelse af det der skete lige da de mødtes, Yoichi gad ikke skulle til at rode rundt på gulvet efter nogle mistede papirer.
Han gik hen til Yomi igen og smilede varmt til ham. En hurtig indre diskussion om hvorvidt om han skulle lægge armen om Yomi, resulterede i at hans hånd hurtigt fandt drengens skulder. Han klemte om den og kunne let mærke den spage lille dreng neden under tøjet. Det fremkaldte et svagt smil på Yoichis læbe. Han håbede bare at han kunne få lov til at blive ved med at holde sin hånd hér.
"Fører du bare an Yomi-kun?" Han smilede varmt ned til den lille dreng, men igen virkede det mere flirtende alligevel. Han havde virkelig lyst til bare at holde drengen tæt ind til sig, og mærke ham imod sin egen krop. Alligevel måtte han holde sig tilbage, det var ikke sikkert at Yomi ville acceptere ham endnu, så det var bare at vente på han fattede hintet.

[Yomi]

Yomi så op og rødmede en anelse, da hans blik mødte Yoichis. "O-okay." Han så hurtigt lige frem for sig og begyndte at gå ned af gangen, mens tankerne farede rundt i hovedet på ham. Et kort øjeblik havde Yoichis blik næsten virket flirtende, og hånden på hans skulder virkede en smule suspekt. Ikke at Yomi havde noget imod det, tværtimod, men han var temmelig overbevist om, at han selv læste for meget mellem linierne og tolkede hans lærers atitude forkert, så det var mere sig selv han var pinligt berørt over end selve situationen.
Han skævede til Yoichi. Hvor var han egentlig smuk.. *..og så går han her sammen med MIG..!* Yomi var tæt på at give sig selv et ordentligt slag igen, men fik afværget det i sidste sekund og førte i stedet hånden op til kanten af skjortekraven, som han nuldrede lidt fraværende. Hans hånd strejfede Yoichis.
Det var en mærkelig følelse, der fulgte, og Yomi trak sig uvilkårligt lidt på afstand, så Yoichi ikke længere ville kunne hvile hånden på hans skulder, med mindre han var virkelig nærgående. *Slap nu af, det er helt normalt, at en lærer tilbyder sin hjælp, hvis man har mistet noget. Hvis han havde været ude på andet ville han... nej, selvfølgelig er han ikke det..! Slap nu af!* Yomi rødmede og sendte et undersøgende blik hen mod sin klasselærer. Han kunne ikke lade være med at hænge lidt længere ved hans læber og øjne end det var høfligt.

[Yoichi]

Yoichi kunne ikke skjule en mild skuffelse over at Yomi havde trukket sig væk. Det var slet ikke en del af planen, men måske åbnede det muligheden for virkelig at vise hvad han ville have. Yoichi lod sin taske falde på jorden med et lavt bump. Han var stoppet med at gå, og vendte sin front imod Yomi. Han kunne ikke holde til mere, han ville bare holde om den lille dreng og lugte til hans hår, fornemme den lille flig af monsterformen den personlige lugt gav.
Han tog et skridt hen imod Yomi og lagde begge sine hænder på Yomis skuldre. Han begyndte at tale med en rolig stemme. "Du er en utroligt speciel elev... Lige siden vi mødtes på stranden har mine tanker kredset om dig og dit smukke smil. Jeg ved godt at en lærer ikke må føle sådan for en elev, men du er virkelig bare helt speciel." De mørke øjne borede sig ind i Yomi, bønfaldt ham om kontakt og intimitet. Han havde virkelig lyst til bare at kramme den unge dreng ind til sig og holde ham for evigt. Man kunne måske fornemme en svag lugt af hest, hans kelpie gener spillede en smule ind lige nu, jagten på et nyt kys var altid spændende, og det kunne nogle gange fremprovokere en mild reaktion fra Yoichis monster form.
Blidt og prøvende skubbede Yoichi til Yomi mens hans holdt fast om hans skuldre. Det var ikke for at vælte ham, men mere for at få ham presset op imod væggen så han ikke kunne komme væk, når Yoichi tog nok mod til sig til at kysse ham.
"Jeg kan kun be om at du gengælder en smule af min interesse Yomi-kun... Du er virkelig speciel..."

[Yomi]

Det gav et sæt i Yomi, da Yoichis taske ramte gulvet, og han vendte sig hurtigt for at se, hvad der var sket. Der var noget ved Yoichis ansigtsudtryk, som fik ham til at gå i stå. De mørke øjne havde et farligt glimt, og da Yoichi tog fat om hans skuldre og trykkede ham op mod væggen, kunne Yomi mærke sit hjerte hamre voldsomt i brystet. Den unge mands rolige, bløde stemme afslørede skuffelse, men det blev hurtigt afløst af noget andet. Noget, som det var alt for længe siden, Yomi havde hørt sidst.
*..han...han er interesseret i mig?*
Var der i det øjeblik kommet nogen forbi, havde de højst sandsynligt fået indtrykket af, at Yoichi var ved at blackmaile Yomi for et eller andet. Selvom hans hoved kogte, var hans ansigt helt blegt, og han så decideret bange ud, som han stod og stirrede på den noget større mand foran sig, der havde lagt hænderne på hans skuldre. Den pludselige fortrolighed skræmte ham fra vid og sans, og han vidste ikke sine levende råd. *Yoichi-sensei? H-hvad i alverden går der af ham? Hvad gør han..?* Yomi forsøgte desperat at bryde øjenkontakten, men det var fuldstændig umuligt for ham at rykke længere væk fra Yoichi, da han allerede stod og trykkede sig op mod væggen.
Pinligt bevist om, at scenariet efterhånden lignede mere og mere en af hans dagdrømme fra den sidste matematiktime, kneb han demonstrativt øjnene i for måske på den måde at slippe ud af sin lammelse. Den ene del af hans bevidsthed hviskede sødt til ham, hvordan han lige så godt kunne skille sig af med hæmningerne og springe på denne smukke skabning lige her, midt på gangen. Men en anden del af ham skreg med Garms stemme, at han skulle tage sig sammen og afvise sin forvirrede lærer, der helt sikkert ville fortryde det den følgende morgen. Da han åbnede øjnene igen var de vilde og intense og borede sig ubarmhjertigt ind i Yoichis.
"Du må være sindssyg!!" Yomis stemme var barsk men en anelse skinger pga. hans alder. "Hvis du godt er klar over, at jeg er din elev, hvorfor siger du så sådan noget?!" Det var ikke en velkendt side af ham, der nu var kommet op til overfladen. Faktisk skete det kun ganske sjældent, at hans forvirring udmyntede sig i vrede, og han havde kun været involveret i en enkelt hændelse, hvor det var sket, på Yokai. Dengang havde satyren slået ham. Men dette her var anderledes. Han havde været meget stærkere end satyren, men Yoichi var ikke til at bedømme, og selv i sin menneskeform ville han nok være i stand til at tage kampen op med ham. Kort sagt; Yomi følte sig truet, og hans frygt og forvirring fik ham til at handle fuldstændig i modstrid med sine følelser.

[Yoichi]

Yomis reaktion var meget anderledes end hvad Yoichi havde forventet, havde han ikke selv været sådan lidt tilbage holdende på den der 'jeg vil egentlig gerne ha dig, men tør ikke sige det'-måde? Denne reaktion var virkelig mærkelig, og fik Yoichi til at trække sig nogen tilbage. Han ville jo ikke presse den smukke Yomi til noget han ikke ville.
"Jeg følger bare mit hjerte... Kan man vel godt kalde en form for sindssyge..." Kelpien havde trukket sig tilbage og efterladt Yoichis stemme kold og tonløs. Det var svært at forstille at det bare var sekunder siden at han havde rå flirtet med Yomi, hvor han havde brugt alle tonelejer i sin stemme. Nu var den tør og gold som en klippe ørken uden skyggen af noget sødt eller blidt.
Han gik hen og tog sin mappe op. Da lærderet skurede imod gulvet kastede den svage lyd ekko imellem de tomme vægge. Et lille suk viste at Yoichi var rimelig skuffet, men der var ellers ikke andre ting der afslørede hans sindstilstand. Altid når han var blevet afvist, trak han sig ind i sig selv lidt tid, måske ville det blive nogle dage på grund af Yomis raktion. *Tog jeg virkelig så meget fejl? Jeg plejer da ellers ikke at prøve på noget så hurtigt med dem der afviser mig... Måske skulle jeg ikke have presset ham imod væggen, kunne være et traume...*
Han førte en hånd igennem sit ravne sorte hår og begyndte at gå. Det var vist bedst at trække sig tilbage mens man havde en smule stolthed tilbage. Håbet om at Yomi ville løbe efter ham og kramme sig tæt ind til ham, forsvandt lige så stille som ekkoet fra Yoichis skos hæle.

[Yomi]

Yomi blev et øjeblik stående op ad væggen, da Yoichi trak sig væk. Han stirrede på sin lærer med vantro og forundring, hvilket meget vel kunne blive opfattet som foragt, men som faktisk bundede i en dyb beundring for det ældre og stærkere monster. Yomi havde lyst til at råbe et eller andet efter ham, men Yoichis kolde, afvisende stemme slog luften ud af ham. *Den store idiot! Jeg følger da også mit hjerte, og jeg er da ikke.. Det gør jeg da, ikke? Jeg følger altid mit hjerte... Men..*
Hans ansigtsudtryk ændrede sig først til en meget barnlig, stædig grimasse, mens han betragtede Yoichis ryg forsvinde ned ad gangen. Så begyndte hans kinder at blusse og med hurtige, larmende skridt fulgte han efter ham med et meget forurettet udtryk i ansigtet. Der var opstået en temmelig markeret kløft mellem hans øjenbryn, og hans grå øjne havde antaget en dyb, rød farve. Han inhentede hurtigt Yoichi og overhælede ham uden at dreje hovedet. *Han skal ikke tro, at jeg lader mig mærke af den slags! Jeg kom for at hente min taske, og det gør jeg!* Yomi trak sin afspiller og høretelefonerne op af lommen idet han passerede sin lærer og stoppede dem demonstrativt i ørerne. Så stak han hænderne i lommerne og fortsatte ned ad gangen i mindst lige så højt tempo som dét, han var braget ind i Yoichi med tidligere. *Tror den nar selv, at jeg falder for den slags sludder? Jeg ved godt, hvordan det skal foregå, jeg er en dreng, for helvede!* Yomi mumlede lavt et par skældsord på græsk og kiggede sig diskret over skulderen.